Problemer med tilliden

Åh. Jeg elsker min kæreste. Jeg har altid drømt om at finde en som ham - han er indbegrebet af perfekt kæreste. Vi har et fantastisk ligeværdigt parforhold, et sundt sexliv, gensidig kærlighed og ønsker for fremtiden. Vi er ligeværdige i forhold til praktisk og husligt arbejde, vi giver plads til hinanden og han kender mig bedre end jeg kender mig selv. For eksempel har han fundet ud af, at der er en hel speciel smilerynke der mangler, hvis jeg ikke smiler oprigtigt, og at jeg nulrer min trøje når jeg er angst og nervøs. Jeg fortæller alt dette for at sige, at han er mit livs kærlighed, og jeg vil ikke undvære ham. 

Derfor piner det mig også, at det kniber med tilliden. De første mange måneder af vores forhold (vi har været  sammen lidt over 2 år, vi bor sammen) løj han meget. Ikke om store vigtige ting, bare hvide løgne, ofte for at undgå konflikt. Han havde forud for mig været i et forhold i 5 år med en pige med borderline personlighedsforstyrrelse, og der var løgnene blevet en måde at overleve på, fordi hun tog alt som en opfordring til konflikt og kørte det ekstremt op, hvilket sled ham helt ned. Så var det til slut nemmere at lyve end at skulle kæmpe endnu en kamp. 

Det tog jo lige noget tid at komme ud af den vane med mig, men det er klart det var lidt af en prøvelse, fordi tilliden blev ødelagt af det. Han har aldrig været utro og den slags, så det er slet ikke det, vi er ude i. 

Vi fik bearbejdet det, og han er blevet rigtig god til at være ærlig, har lært det ikke er farligt. Så her for ikke længe siden holdt han med at ryge e cigaretter. Han havde dampet massivt i årevis, havde den altid i hånden, så det var et kæmpe skridt, hvor han brugte nikotinplastre i overgangen. 

Det gik fantastisk og han begyndte at løbe, når han fik abstinenser og fik derfor en hobby. Hele vejen svor han, at hvis han fik så meget trang han gav op, ville han finde en e cig, ALDRIG i livet om han ville ryge rigtige cigaretter! 

Han begynder så at lugte af smøger med jævne mellemrum. Han er meget forvirret herover og siger, at det må skyldes at han går med sine kolleger der ryger. Han begynder at løbe langt sjældnere, og jeg tror efterhånden jeg er ved at miste forstanden, fordi jeg altså kan lugte de cigaretter. Han bliver ved at se mig dybt i øjnene og love mig han ALDRIG ville begynde at ryge rigtigt, at han ville fortælle mig hvis det var svært. 

For jeg har selvfølgelig hele vejen sagt, at jeg er der for ham. At jeg ved hvor svært afhængighed er, så jeg ville aldrig hverken dømme eller bebrejde ham. En dag skal han så ud med skrald, og er noget længe om det. Da han kommer ind stinker han langt væk af cigaretter, og da han for første gang nogensinde ikke vil kysse mig, ved jeg hvad klokken har slået. 

Han kan godt se, at han et fanget, og han kryber til korset. Han har røget en smøg morgen og aften i to uger. Han stammer sig dybt. Over at have løjet. Over at have fået mig til at tvivle på mig selv. Over at have set mig direkte i øjnene og sagt, at han ALDRIG ville lyve om det, ALDRIG ville begynde på sådan en dum vane.. 

Jeg er virkelig ked af det. Ikke over cigaretterne, for jeg har fuld forståelse. Men over løgnene. Han siger, at han havde håbet han kunne stoppe igen, så han ikke skulle fortælle mig, at han var faldet i, men det var ikke lykkes. Jeg er ked af, at han har fået mig til at tro jeg var skør over jeg kunne lugte de smøger.. 

Vi får bearbejdet det, han starter på plastre igen, og jeg forklarer ham igen jeg vil støtte ham hele vejen, og at han aldrig skal skamme sig over at snakke med mig om abstinenser. Eller sige hvis han har kæmpe krise. Det lover han. 

Han er nu stoppet med plastre igen og det går angiveligt godt med rygestoppet. Nu et problemet bare, at jeg har svært ved at lægge det bag mig. Jeg har svært ved at komme videre fra, at han kunne lyve mig op i ansigtet i ugevis uanset årsagen, og at jeg så den side af ham igen. Hver gang jeg får bare en lille snert lugt af noget der måske kunne lugte af nikotin, får jeg ondt i maven. Ikke for om han ryger, men for om han lyver igen. 

Hvordan får vi genoprettet en sund tillid igen? Hvordan får jeg stoppet min paranoia? Det er så slemt, at jeg har været ude i skuret i mørket for at se, om han havde gemt en pakke cigaretter derude, hvilket resulterede i jeg trådte på en rive, som bankede op i panden af mig og gav mig en bule - karma eller hvad?  han ved det godt, har fortalt ham det med det samme jeg kom ind igen, gør meget ud af at være ærlig, så der ikke er en masse usagt mellem os. 

Ved godt at når man tilgiver skal man lægge det bag sig, men det er vel normalt man har brug for tid til at bearbejde det? 

Anonym skriver:

Åh. Jeg elsker min kæreste. Jeg har altid drømt om at finde en som ham - han er indbegrebet af perfekt kæreste. Vi har et fantastisk ligeværdigt parforhold, et sundt sexliv, gensidig kærlighed og ønsker for fremtiden. Vi er ligeværdige i forhold til praktisk og husligt arbejde, vi giver plads til hinanden og han kender mig bedre end jeg kender mig selv. For eksempel har han fundet ud af, at der er en hel speciel smilerynke der mangler, hvis jeg ikke smiler oprigtigt, og at jeg nulrer min trøje når jeg er angst og nervøs. Jeg fortæller alt dette for at sige, at han er mit livs kærlighed, og jeg vil ikke undvære ham. 

Derfor piner det mig også, at det kniber med tilliden. De første mange måneder af vores forhold (vi har været  sammen lidt over 2 år, vi bor sammen) løj han meget. Ikke om store vigtige ting, bare hvide løgne, ofte for at undgå konflikt. Han havde forud for mig været i et forhold i 5 år med en pige med borderline personlighedsforstyrrelse, og der var løgnene blevet en måde at overleve på, fordi hun tog alt som en opfordring til konflikt og kørte det ekstremt op, hvilket sled ham helt ned. Så var det til slut nemmere at lyve end at skulle kæmpe endnu en kamp. 

Det tog jo lige noget tid at komme ud af den vane med mig, men det er klart det var lidt af en prøvelse, fordi tilliden blev ødelagt af det. Han har aldrig været utro og den slags, så det er slet ikke det, vi er ude i. 

Vi fik bearbejdet det, og han er blevet rigtig god til at være ærlig, har lært det ikke er farligt. Så her for ikke længe siden holdt han med at ryge e cigaretter. Han havde dampet massivt i årevis, havde den altid i hånden, så det var et kæmpe skridt, hvor han brugte nikotinplastre i overgangen. 

Det gik fantastisk og han begyndte at løbe, når han fik abstinenser og fik derfor en hobby. Hele vejen svor han, at hvis han fik så meget trang han gav op, ville han finde en e cig, ALDRIG i livet om han ville ryge rigtige cigaretter! 

Han begynder så at lugte af smøger med jævne mellemrum. Han er meget forvirret herover og siger, at det må skyldes at han går med sine kolleger der ryger. Han begynder at løbe langt sjældnere, og jeg tror efterhånden jeg er ved at miste forstanden, fordi jeg altså kan lugte de cigaretter. Han bliver ved at se mig dybt i øjnene og love mig han ALDRIG ville begynde at ryge rigtigt, at han ville fortælle mig hvis det var svært. 

For jeg har selvfølgelig hele vejen sagt, at jeg er der for ham. At jeg ved hvor svært afhængighed er, så jeg ville aldrig hverken dømme eller bebrejde ham. En dag skal han så ud med skrald, og er noget længe om det. Da han kommer ind stinker han langt væk af cigaretter, og da han for første gang nogensinde ikke vil kysse mig, ved jeg hvad klokken har slået. 

Han kan godt se, at han et fanget, og han kryber til korset. Han har røget en smøg morgen og aften i to uger. Han stammer sig dybt. Over at have løjet. Over at have fået mig til at tvivle på mig selv. Over at have set mig direkte i øjnene og sagt, at han ALDRIG ville lyve om det, ALDRIG ville begynde på sådan en dum vane.. 

Jeg er virkelig ked af det. Ikke over cigaretterne, for jeg har fuld forståelse. Men over løgnene. Han siger, at han havde håbet han kunne stoppe igen, så han ikke skulle fortælle mig, at han var faldet i, men det var ikke lykkes. Jeg er ked af, at han har fået mig til at tro jeg var skør over jeg kunne lugte de smøger.. 

Vi får bearbejdet det, han starter på plastre igen, og jeg forklarer ham igen jeg vil støtte ham hele vejen, og at han aldrig skal skamme sig over at snakke med mig om abstinenser. Eller sige hvis han har kæmpe krise. Det lover han. 

Han er nu stoppet med plastre igen og det går angiveligt godt med rygestoppet. Nu et problemet bare, at jeg har svært ved at lægge det bag mig. Jeg har svært ved at komme videre fra, at han kunne lyve mig op i ansigtet i ugevis uanset årsagen, og at jeg så den side af ham igen. Hver gang jeg får bare en lille snert lugt af noget der måske kunne lugte af nikotin, får jeg ondt i maven. Ikke for om han ryger, men for om han lyver igen. 

Hvordan får vi genoprettet en sund tillid igen? Hvordan får jeg stoppet min paranoia? Det er så slemt, at jeg har været ude i skuret i mørket for at se, om han havde gemt en pakke cigaretter derude, hvilket resulterede i jeg trådte på en rive, som bankede op i panden af mig og gav mig en bule - karma eller hvad?  han ved det godt, har fortalt ham det med det samme jeg kom ind igen, gør meget ud af at være ærlig, så der ikke er en masse usagt mellem os. 

Ved godt at når man tilgiver skal man lægge det bag sig, men det er vel normalt man har brug for tid til at bearbejde det? 

 

Lige præcis denne situation med cigaretterne tror jeg mange kunne have fundet på, også uden at lyve ellers.

Det handler om at man egentlig skammer sig over ikke at havd klaret det. Jeg kender til flere der lige præcis hat løjet omkring rygning.

mor:) skriver:

Lige præcis denne situation med cigaretterne tror jeg mange kunne have fundet på, også uden at lyve ellers.

Det handler om at man egentlig skammer sig over ikke at havd klaret det. Jeg kender til flere der lige præcis hat løjet omkring rygning.

 

Og det ved jeg, men det bliver det jo ikke mere okay af. Det er stadig lodrette løgne lige op i ansigtet af en, man kender og elsker...

Jeg kan sagtens forstå dig - jeg har det også rigtig (!) svært med det, når jeg finder ud af at nogen har løjet for mig. Ikke nødvendigvis pga det, de har løjet om, men selve det, at de har løjet for mig. Det er vel præcis det samme du er ude i her? 

Som person stoler jeg enormt meget på dem omkring mig (grænsende til naivt meget) og derfor er det er meget hårdt slag når dem, jeg stolede på, viser sig at have løjet for mig. Heldigvis sker det meget meget sjældent - jeg kan ikke komme på andre situationer, end hvor en veninde, som jeg støttede gennem sin bachelorskrivning, løj og sagde, at hun var nået meget længere end hun egentlig var (og hun nåede ikke at aflevere). Det er jo fuldt ud hendes eget valg, og hun er normalt ikke den konfliktsky type, så jeg kan slet ikke se, hvorfor hun fandt det nødvendigt, for jeg havde ikke presset hende. 

Jeg ved ikke, hvordan du genopretter tilliden igen, men når han nu ellers er sådan en god og kærlig kæreste kan det være, at din skuffelse og sårethed (det er vist ikke et ord ) er nok til at han ikke gør det igen? Noglegange skal tingene bare skæres helt ud i pap. 

Men altså, fuld forståelse herfra - du vil sikkert få nogle svar der går på, at det er hans valg og du ikke skal blande dig/at det er en så lille løgn at det er ligegyldigt eller noget i den stil, men det er jo slet ikke dét det handler om. Det handler om respektløsheden og den brudte tillid når han kigger dig i øjnene og aktivt VÆLGER at lyve for dig om noget, som du allerede har sagt at du ikke ville flippe ud over. Og den løgn VÆLGER han så at vedligeholde i 2 uger indtil han bliver opdaget. Selvfølgelig bliver du såret og forvirret over det! 

Tid... Der er ikke andet at gøre end at give det tid, og så virkelig føle du har tilgivet ham 100% og aldrig bringe det op igen. Så er det glemt om et år, men der skal tid til, og han skal virkelig ikke træde ved siden af og lyve en eneste gang i den mellemliggende tid. For det gør mere ondt end man kan forstå på skrift, jeg ved hvordan selv de mindste ligegyldige løgne bare kan æde en op indefra, man troede jo man havde tillid, og kunne fortælle hinanden alt. Man er jo MED hinanden og ikke MOD hinanden, og det var derfor jeg slog op med min eks. For det føltes som om at alting var en modarbejdelse, og det gad jeg sgu ikke. Men din kæreste lyder jo oprigtig ked af det, men så ved du tilgengæld, din mavefornemmelse er rigtig! 

Anonym skriver:

Og det ved jeg, men det bliver det jo ikke mere okay af. Det er stadig lodrette løgne lige op i ansigtet af en, man kender og elsker...

Formentlig har han i lige så høj grad løjet for sig selv. Han har ikke ment, at han "rigtigt" var begyndt at ryge igen, han tog lige en sølle smøg lige i går og i dag, men så var det også dét. Og så længe, han ikke indviede andre, primært dig, i at han var faldet i igen, så længe var han ikke "helt" ryger igen. I det øjeblik, du er medvidende om rygningen, er der ikke de samme restriktioner og begrænsninger - så behøver han ikke skjule det, og så er det "frit fald" til ti smøger om dagen. Desuden har han jo ikke villet skuffe dig - og sig selv. 

Jeg forsvarer ikke hans løgne, men du er inde på et område, som handler om meget andet end løgn og sandhed. Det er utroligt, som afhængighed kan få folk til at begå krumspring og fifle med sandheden. Og hvis han føler sig presset og kontrolleret, så risikerer du, at han spontant "skriver historien om", så den pludselig handler om, at han ikke er fri til at gøre, hvad han vil, men skal stå til regnskab for dig. 

Jeg ville undlade at fokusere så meget på "Han har løjet, hvordan kunne han?" og i stedet finde fred med, at hér har han en "skavank", en afhængighed, som han selv skal slås med, for det er ikke din kamp - han kan kun selv. Lige netop med rygning har min mand og jeg en uformuleret "deal" om, at vi ikke må ende som kontrollanten og den potentielle snyder - hvis jeg praler med, at jeg kun ryger tre om dagen, skal han ikke begynde at regne på, om det passer, og hvis han under et rygestop pludselig går tur med hundene konstant, så tier jeg og afventer, at han evt. går til bekendelse. Og så længe, vi "snyder" os selv og hinanden lidt, ryger vi trods alt dét mindre - og tror og håber på, at det lykkes denne gang. 

I dit sted ville jeg altså bande lidt for mig selv, men iøvrigt gøre alt for ikke at fremstå som "mor", der var så stolt, og nu er så skuffet. Elske ham en lille smule for hans fejlbarlighed og svage punkt og hans kamp for at blive en bedre udgave af sig selv, herunder den lemfældige omgang med sandheden.