Føler ikke glæde længere

Hej alle. Er lige ano, da jeg synes det er helt absurd pinligt at føle sådan her. 

De første par uger var jeg så lykkelig over at se de to streger på testen, men efterhånden er jeg blevet overvældet af at jeg faktisk ikke føler mig glad. Er så ked af det, og så flov over ikke at være så lykkelig som alle andre er. Kan ikke tale med nogen. Der går alt igennem mine tanker, og kan ikke slippe det.. Overvejer om jeg overhovedet skal gennemføre det her? Har drømt om det så længe, men glæden er bare væk.. Har nogen andre haft det sådan her? Eller er det mig der er helt unormal? 

Havde du forestillet dig 9 mdrs lykkerus ?  Det bliver jo hverdag at være gravid også... 

Lad da være at slå dig selv for det! Tror ikke et øjeblik på at nogle lever i komolet lykkerus i 9 mdr 

alenemor42 skriver:

Havde du forestillet dig 9 mdrs lykkerus ?  Det bliver jo hverdag at være gravid også... 

Lad da være at slå dig selv for det! Tror ikke et øjeblik på at nogle lever i komolet lykkerus i 9 mdr 

Nej det havde jeg ikke. Men jeg havde nok forventet, at man ikke gik med en kæmpe tvivl omkring valget, om egne evner, om fremtid og alt andet. Jeg føler at jeg nærmest er deprimeret, er ked af det hele tiden og forstår slet ikke hvad der sker.. 

Jeg havde også en periode da jeg blev gravid, hvor jeg følte rigtig meget angst og bekymring ved tanken om at skulle have et barn. Det var overvældende og jeg tænkte hele tiden "Hvad har vi dog rodet os ud i".   Hos mig gik det over igen, jeg fik talt lidt med min kæreste om det jeg bekymrede mig om, ved at skulle være mor, hvilket hjalp. Jeg læste rundt omkring på nettet i den periode, og kunne se at mange andre oplevede det samme i perioder af deres graviditet. Jeg var ikke engang glad efter NF scanningen, jeg var bare endnu mere overvældet af det hele.

Hvis en del af dig føler at det er det rigtige (det lyder sådan, når du ellers har glædet dig til det) så synes jeg du skal "tillade" dig selv at være lidt usikker omkring det hele lige nu. Det er måske lige en periode du skal igennem, der kan være en masse tanker som lige skal bearbejdes og det er der intet i vejen med. Jeg kan anbefale at tale med en veninde/kæreste eller anden tæt relation om det. Det er hvert fald ikke unormalt at have det som du har og du skal slet ikke være flov over det

Anonym skriver:

Jeg havde også en periode da jeg blev gravid, hvor jeg følte rigtig meget angst og bekymring ved tanken om at skulle have et barn. Det var overvældende og jeg tænkte hele tiden "Hvad har vi dog rodet os ud i".   Hos mig gik det over igen, jeg fik talt lidt med min kæreste om det jeg bekymrede mig om, ved at skulle være mor, hvilket hjalp. Jeg læste rundt omkring på nettet i den periode, og kunne se at mange andre oplevede det samme i perioder af deres graviditet. Jeg var ikke engang glad efter NF scanningen, jeg var bare endnu mere overvældet af det hele.

Hvis en del af dig føler at det er det rigtige (det lyder sådan, når du ellers har glædet dig til det) så synes jeg du skal "tillade" dig selv at være lidt usikker omkring det hele lige nu. Det er måske lige en periode du skal igennem, der kan være en masse tanker som lige skal bearbejdes og det er der intet i vejen med. Jeg kan anbefale at tale med en veninde/kæreste eller anden tæt relation om det. Det er hvert fald ikke unormalt at have det som du har og du skal slet ikke være flov over det

TUSIND tak for dit svar! Hvor er jeg taknemmelig over at du tog dig tid. Og også lidt lettet over at jeg ikke er den eneste som har/har haft disse tanker, for gud hvor er det hårdt at have det sådan  men tak! Virkelig mange tak 

Anonym skriver:

Hej alle. Er lige ano, da jeg synes det er helt absurd pinligt at føle sådan her. 

De første par uger var jeg så lykkelig over at se de to streger på testen, men efterhånden er jeg blevet overvældet af at jeg faktisk ikke føler mig glad. Er så ked af det, og så flov over ikke at være så lykkelig som alle andre er. Kan ikke tale med nogen. Der går alt igennem mine tanker, og kan ikke slippe det.. Overvejer om jeg overhovedet skal gennemføre det her? Har drømt om det så længe, men glæden er bare væk.. Har nogen andre haft det sådan her? Eller er det mig der er helt unormal? 

Tror også det er ret normalt. Jeg ønskede mig inderligt et barn i nogle år, blev pludselig gravid, og havde en periode med sindssyg meget tvivl, panik og angst. Tænkte, at det her kan jeg da ikke klare, og mit liv som jeg kendte det sluttede her, og hvad nu fremover.. og hvad hvis, osv. Svedture, humørsvingninger, kun pga de her paniske tanker og tvivl. Så ikke bare mangel på glæde, men alle mulige andre følelser også. Det skal nok gå, du skal nok falde til ro og tage det hele til dig. Og lykken og kærligheden til det lille væsen skal nok snige sig ind på dig. 

Det er en hel normal følelse du har, jeg havde den også første gang og har også kæmpet med den her anden gang. Tog mig selv i at håbe en lille smule at der var noget galt til MD scanningen Da de så måske fandt en fejl panikkede jeg totalt og blev 100 % overbevist om at jeg ønskede mig en sund og rask baby. Alt viste sig heldigvis at være ok

Jeg havde også en masse bekymringer da jeg blev gravid med den første. Hun var skam planlagt, men alligevel blev jeg usikker på fremtiden og på om jeg mon kunne give et barn hvad det havde behov for, både økonomisk og omsorgsmæssigt. Følelserne og tankerne gik dog over og i dag har vi en 4 årig pige der trives og alt viste sig jo at gå helt fint.

Alligevel kom alle tankerne igen da jeg stod med en positiv test igen næsten 4 år efter jeg blev mor for første gang. Har jeg tid til to børn? Hvad med bolig forhold? Kan vi finde en større lejlighed inden osv osv. - er nu 18 uger henne og har fået lidt mere ro på det hele igen, for det skal jo nok gå - og nej, vi finder nok ikke en større bolig inden lillebror kommer, men vi finder nok på noget andet så  

Anonym skriver:

TUSIND tak for dit svar! Hvor er jeg taknemmelig over at du tog dig tid. Og også lidt lettet over at jeg ikke er den eneste som har/har haft disse tanker, for gud hvor er det hårdt at have det sådan  men tak! Virkelig mange tak 

Det var absolut så lidt. Jeg kan selv huske, hvor ubehageligt jeg havde det. Min kæreste lod til slet ikke at være påvirket af at vi nu skulle have et barn, og jeg var bare ved at gå i spåner over det. Det var også rigtig frustrerende.

Men jeg synes hvert fald ikke du skal gå og slå dig selv i hovedet over at have det som du har. Det ER jo også en kæmpe ting at skulle have barn og man kan også se angsten og bekymringerne som en god ting - den gør at du reflekterer over en masse ting, som vil gøre dig mere afklaret i sidste ende.

Dine bekymringer er egentlig bare steppet til at blive forældre. 

En graviditet er altså ikke altid lykken, fordi man er så bekymret konstant. Men i sidste ende får man et fantastisk lille menneske ud af det :-)