Hvorfor sige fornavn i stedet for mor?

Jeg har tre børn,  på 8, knap 10 og en på fem år om lidt.

De to store har aldrig kaldt mig andet end mor, men den mindste er for kort tid siden begyndt at bruge mit fornavn i stedet for.

Jeg kunne godt tænke mig at høre om der er en årsag bag der har gjort det? For jeg kan forstå enkelte børn gør det i en periode, nogen altid.

Jeg må indrømme jeg hader det... Jeg føler at når vi går sammen ude, at ingen vil tro hun er min egen datter når hun kalder mig ved fornavn og jeg kan mærke det faktisk går mig på.

Hun ved ikke hun gør det, altså det virker ubevidst. 

Min mor prøvede at sige "mor, prøv at kalde hende mor"

Hvortil hun svarede, det gør jeg jo også. 

Men ihhh, jeg kan bare mærke det ikke fungerer for mig. Jeg føler på mærkelig vis at hun dermed distancerer sig fra mig, også selv om jeg ved hun ikke gør det.

Det er jo svært at sige hvorfor man gør noget - Det er sikkert ikke en bevidst beslutning din datter har truffet.

Jeg kaldte selv mine forældre ved fornavn da jeg var lille - og det er faktisk først efter jeg blev ret gammel, at jeg konsekvent er begyndt at kalde dem mor og far (nok først rigtigt da jeg blev teenager). Men jeg kan ikke fortælle dig hvorfor jeg har brugt de navne jeg har brugt - men forsikre dig om at jeg elsker mine forældre og det i hvert fald ikke har været for at distancere mig fra dem, at jeg brugte deres fornavne.

Men kan sagtens sætte mig ind i, at det kan føles mærkeligt især hvis dine andre børn ikke gør det.

Men hun har jo kaldt mig mor indtil for en måneds tid siden. Det er derfor jeg undrer mig over hvad der får dem til at skifte nærmest fra dag til dag.

Min fætter, som er halvandet år yngre end mig (dvs han bliver 30 i år), begyndte på det allerede i 3-4 års alderen, og i dag kalder han stadig hans forældre ved fornavn - ALDRIG "mor" og "far", faktisk kan jeg ikke huske jeg nogensinde har hørt ham kalde hans forældre for mor og far, og de siger også selv at han ikke har gjort det en eneste gang siden den alder, så det er ligesom bare sådan det er. Og det er ikke fordi de ikke har et godt forhold til hinanden eller noget, for det har de skam, men det er bare af uforklarlig grund kun naturligt for ham at kalde dem ved deres fornavne. Skal siges at hans ældre søskende ikke gør det samme, de bruger henholdsvis "mor" og "far" (selvom den ene kun har min morbror som far og den anden kun har min tante som mor - de har et barn hver fra tidligere, og lillebror på snart 30 er så deres eneste fælles barn).

Tror du bliver nødt til at slutte fred med det, og så acceptere at det måske er noget hun vil gøre resten af sit liv, fordi det er det der føles rigtigt for hende, og endelig ikke få hende til at føle sig forkert, for det er hun ikke, selvom det måske ikke lige er normen at kalde sine forældre ved fornavne. Og så sig til dig selv at det intet har at gøre med jeres forhold til hinanden.

Min storesøster og jeg begyndte også i en periode at kalde vores forældre ved navn. Det stod på et par år og så gik vi tilbage til mor og far.

Jeg har ingen anelse om hvorfor, men det havde absolut intet med følelser omkring dem som forældre at gøre.

Hvad bliver du kaldt af andre omkring hende?

Jeg har selv altid kaldt mine forældre ved navn. Der er ingen tvivl om at det er fordi de har kaldt hinanden ved navn. Min kæreste og jeg har også valgt at kalde hinanden ved navn, og det betyder at vores søn også primært kalder os ved vores navn. Han har så selv, måske omkring samme alder som din pige, introduceret kælenavne, der er vores særlige.

Siger i mor og far om hinanden når i taler med børnene?

Her siger vi altid "sig til mor " eller "jeg har snakket med far og" 

Vi bruger aldrig vores kalde navne når vi omtaler hinanden til børnene og ingen af dem har nogensinde kaldt os andet end far og mor.

Måske det kunne være forklaringen at i omtaler jer ved navn?

Mine barndoms venner har altid kaldt deres forældre ved navn, og jeg ka huske at jeg dengang syntes det var vildt eksotisk. Troede også en overgang at de måske var adopteret osv. Så fik de en lille efternøler, og hun har altid kun kaldt dem mor og far, hvilket jeg ka huske gjorde mig helt forvirret��

Min fætters 2 drenge på 14 og 12 år, kalder også deres forældre ved navne.

Vi har haft en snak om hvorfor, og de fortæller at det er meget normalt i deres omgangskreds. Min fætters terorien er, at det nok mest er et storbys fenomen.??

Mine piger har i perioder, kaldt far for Theis'en, hvilket er hva jeg kalder ham.

Alberte på 4 år, er inde i en periode lige nu, hvor hun skifter mellem mor og Stine, og det føles virkelig mærkeligt! Jeg tror bare hun syntes det er lidt sjovt. Vh Stine 

Min lillebror på 30 har fra omkring 4/5års alderen kaldt vores far for navn når der var andre til stede og kaldt han far når det kun var os derhjemme. Grunden til at han gjorde det var fordi der var så mange som hedder "far" at den rigtige aldrig reagerede første gang, men det gjorde han jo når han blev kaldt ved navn. Jeg har selv altid kun kaldt mine forældre for mor og far. Idag gør han det stadig. 

Måske er der bare ikke en "reel rigtig grund"

Måske er det bare afhængig af barnet og situationen.

Men som svar til dem der har skrevet kan jeg sige vi bor på landet i en lille by med marken i baghaven. Så tror ikke det med storby fænomenet ville forklare det her.

Og ja, vi kalder hinanden mor og far når vi taler med børnene. 

Jeg kan umiddelbart ikke finde nogen klar grund til at hun skifter nu her, for jeg har altid været mor af navn.

Jeg håber det vender igen, for jeg har set som sagt ikke godt med det og det føles fuldstændig forkert for mig.