Må man synes ddt er urimeligt?!

Anonym skriver:

Ja ja jeg ved det godt. Har virkelig nogle lortedage lige nu, øv! 

Men hold op hvor jeg synes mine veninder tager det for givet at deres børn skriger! Jeg ville give alt for at min datter skreg da hun kom ud, i stedet for at være død 

Men vi tager jo alle alting for givet det meste af tiden. Det svarer til at sige, at du tager din mand for givet, fordi du bliver irriteret på ham, og at det er unfair overfor dem, som har mistet deres mand. Situationen er naturligvis anderledes, men logikken er det samme.

Anonym skriver:

Ja ja jeg ved det godt. Har virkelig nogle lortedage lige nu, øv! 

Men hold op hvor jeg synes mine veninder tager det for givet at deres børn skriger! Jeg ville give alt for at min datter skreg da hun kom ud, i stedet for at være død 

Og er naturligvis virkelig ked af dit tab!

Ja du må godt.. For det er helt rimeligt også selvom man ikke kan ændre på det også kan være hårdt at stå med et grædende og utrøsteligt barn. Men jeg tænker på dem der har mistet hver gang jeg syns det er hårdt at være mor for det er jo det allerværste at nogen skal opleve noget så tragisk. Så jo syns du må føle det urimeligt og håber du en dag oplever lykken ved at få et barn.

Anonym skriver:

Ja ja jeg ved det godt. Har virkelig nogle lortedage lige nu, øv! 

Men hold op hvor jeg synes mine veninder tager det for givet at deres børn skriger! Jeg ville give alt for at min datter skreg da hun kom ud, i stedet for at være død 

Og du må have alle de lorte dage du vil.

Selv efter jeg er blevet mor kan jeg blive ked når jeg ser dem der render rundt med deres 2013 børn og siger ting som "pisse irriterende trodsalder" - og jeg tænker øhh vil du gerne stå i mit sted? Jeg vil da heller trodsalder end at miste! Men sådan vil det nok være resten af mit liv.

Men husk.. Lige så meget som du "skal" rumme den hver dag de har lige så meget skal de kunne rumme at du siger fra og siger at nu er det sgu for meget 

Du må bande, du må svovle, du må synes livet er pisse uretfærdigt og du må også gerne tænke andre lever det skønne lette liv som du ville have ønsket dig. Du må endda også sige det til dem der er tæt på dig, og har du verdens bedste veninde, der til dig taler om lorte nætter så må du også gerne sige: jeg ville give alt for en af de lorte nætter. Du må være dybt underlig, du må have tusind lorte dage og du må blokere alle der har børn lige nu - du har lige mistet, du står i en livskrise og i den har man det sgu ikke for godt og man skal have lov ikke at kunne rumme, 7ikke være den med overskud. 

Du kan dog hjælpe dig selv, drop at læs med om babyer hvis du ikke kan lade være at kommentere, sørg for de på Facebook der er midt i lykken, dem ser du ikke opslag for er stykke tide Og du kan ikke mindst være ærlig og fortælle de som du ønsker i dit liv, at lige pt har du det a f helvede til og du vil gerne høre om deres lykke, men bare ikke lige nu. At miste er svært på den måde man også skal guide sine omgivelser il at være omgivelser til en der har mistet og min erfaring er de gerne vil, men ikke altid ved hvordan. Jeg skrev dagbog som var på en hjemmeside så mine omgivelser kunne følge med og de sagde alle det var en hjælp. De var glade for ærligheden og for den hjælp det var til dem. 

At blive mor til et dødt barn er en rolle som er så pisse svær, den sværeste rolle jeg overhovedet har skulle definere mig selv i forhold til - det er ti år siden og det er stadig svært. 

Jeg ville gerne skrive mangt og meget mere, men har en af Lias små søskende der vil have min opmærksomhed. Du kan altid skrive til mig både offentligt og privat....

Jeg vil sige, at jeg sagtens kan forstå dig. Jeg mistede (hvis man kan sige det, jeg var nemlig kun 15 uger henne) en pige for 10 år siden, og jeg var vildt ulykkelig i mit hoved var hun allerede et barn, jeg havde navngivet hende og var allerede i gang med at købe lyserødt babytøj. Dengang følte jeg, at ingen forstod mig, jeg var meget ung og de fleste af mine veninder var slet ikke der i deres liv. Men jeg følte en meget stor jalousi på min kærestes svigerinde, der havde to sunde og raske små drenge. Jeg blev næsten sort indeni da min kærestes bedste ven skulle være far. 

I det hele taget fyldte min jalousi rigtig meget dengang og det var hårdt ikke at have nogen at dele mine triste følelser med. Jeg skrev en særlig dagbog direkte til babyen, det hjalp og så malede en ven et billede af en baby i maven i sådan en grafitti stil og både det og dagbogen betød enormt meget for mig. 

Senere fik jeg så desværre den følelse at min sorg var pinlig eller sær, fordi der jo aldrig var et "rigtig" barn og så skilte jeg mig af med det (altså billedet og dagbogen). Det fortryder jeg, for det fylder faktisk til tider meget for mig. 

Det var lidt et sidespring, men jeg synes, at du har al mulig re til at være ulykkelig, jaloux, vred ja til at føle alt hvad du føler lige så meget og så længe som du gør det. Og jeg synes, at du sagtens kan bede om ikke at høre om folks problemer med småbørn lige nu. For selvfølgelig føles det som en luksus i forhold til din situation.