Underligt at man kan være så angst!

Hej piger.

Er 5+0 idag og er så småt ved at vænne mig til tanken om at skulle være nogens mor. Men idag har jeg været underlig angst for SA. Er det normalt? Synes det fylder alt for meget. 

Der er kun en person ud over min mand og jeg der kender til graviditeten, og det er kun fordi hun siger hun har en "gave". Hun kunne se et skinnende lys i min mave (i know mega underligt, men er sku ret imponeret), og derfor gættede hun det selv. 

Er der nogen der har eller har haft det som mig i begyndelsen af graviditeten, for selvom mit "lys i maven" trøster på en sær måde, så har jeg mega svært ved at glæde mig over at jeg er gravid. Det er mega frustrerende!  

Jeg er 11+5 og har stadig ikke den vilde glæde, da jeg er ret nervøs for at miste det. Har aldrig været gravid før, så har jo ikke oplevet at miste, men har forsøgt at opnå graviditet i næsten 3 år, så tror det er derfor jeg er bange for rigtigt at tro på det. Tror det er meget normalt - og synes jeg har læst om mange, der har det ligesom dig - og mig. Jeg var til tidlig scanning 7+2, hvor vi så hjerteblink og igen i uge 9+3, hvor baby stadig levede og havde fået arme og ben. Det gav lidt ro og kan anbefales, hvis du er meget nervøs. 

C85 skriver:

Jeg er 11+5 og har stadig ikke den vilde glæde, da jeg er ret nervøs for at miste det. Har aldrig været gravid før, så har jo ikke oplevet at miste, men har forsøgt at opnå graviditet i næsten 3 år, så tror det er derfor jeg er bange for rigtigt at tro på det. Tror det er meget normalt - og synes jeg har læst om mange, der har det ligesom dig - og mig. Jeg var til tidlig scanning 7+2, hvor vi så hjerteblink og igen i uge 9+3, hvor baby stadig levede og havde fået arme og ben. Det gav lidt ro og kan anbefales, hvis du er meget nervøs. 

Tak! Nu føler jeg mig lidt mindre unormal 

Jamen det er så åndsvagt. Vi har gået og snakket om at skulle være forældre længe men har kun givet det to reelle forsøg og så var der en positiv test, så vi er dygtige til at lave baby. Jeg tror bare at ønsket er der så meget, og jeg kommer til at følges i graviditeten med en veninde der kun lige har været til NF, så det passer bare så godt lige nu. 

Det kunne godt være at en tidlig scanning kunne komme på tale. Der er jo først lægebesøg i uge 9 for mit vedkommende og det er dagen inden min 1. eksamen. Tænk nu hvis jeg får dårlige nyheder  Dumme bekymringer altså! Og stort tillykke til dig 

Ja har haft det sådan fra start til slut i alle mine graviditeter og har trods alt fået 4 børn. Havde en SA i min anden graviditet men de andre gange er alt gået perfekt. Men bekymringerne og angsten har fyldt alt hver gang så ved hvor svært det er. Håber og ønsker det bedste for dig og tillykke med graviditeten.

Der gik også laaaang tid før jeg stoppede med at bekymre mig - jeg tror helt ærligt at det er en ganske naturlig ting, og et tegn på at vi bare bliver rigtig gode og omsorgsfulde mødre. Jeg var så bange for SA (især fordi min mor og mormor har haft flere SAer end de har kunne tælle på to hænder), at jeg betalte for en tidlig scanning da jeg var 6+0. Det var lige akkurat timet så jeg kunne se hjerteblink, og det gav en god ro Men så gik der selvfølgelig et par uger, og min frygt startede forfra - også fordi jeg aldrig rigtigt havde nogen symptomer på graviditet. Var også ved at gå helt kold af nervøsitet lige inden NF - var simpelthen så bange for at se et dødt foster. Alt var rigtig fint. Men jeg fandt hele tiden noget nyt at være bekymret over, og selv nu hvor jeg er 35+0 kan jeg stadig tage mig selv i at være bekymret over om jeg nu også mærker liv nok osv osv. 

Det er rigtig hårdt og anstrengende at gå og være bekymret hele tiden, og selvom jeg tror at det er en hel naturlig del af vores moderinstinkt at være bekymret for vores lille barn, så tror jeg også bare at det er vigtigt at man siger "okay, jeg kan hverken gøre fra eller til - hvis der sker noget dårligt, så må det være sådan. Og hvis det hele går som det skal, så kan jeg bare prise mig lykkelig" Det andet duer ikke.

Derudover: før jeg selv anede jeg var gravid, så min kollega intenst på mig om tirsdagen og sagde så: "Nå, hvornår deler du den store nyhed med os? Det er jo en fantastisk tid du skal til at gå i møde" og jeg var sådan "øh, hvad snakker du om?" Men hun ville ikke sige mere. Om søndagen lavede jeg så min første positive test, og da jeg skulle fortælle det på arbejdet om mandagen (fordi der er nogle opgaver man ikke må udføre som gravid), smilede hun også bare og sagde at det vidste hun jo godt. Det var dæleme skummelt 

Tusind tak piger, det hjælper virkelig meget at man ikke er den eneste der har det sådan 

Jeg har aftalt med min mand at hvis jeg fortsat er ligeså bekymret om 14 dage, så bestiller vi en scanning så vi kan se den lille prik