Min mors "nye" mand

Jeg har brug for lidt luft og for et godt råd til hvordan jeg skal håndtere situationen..

Lidt baggrundshistorie:

Jeg er en ung kvinde med 2 børn og min mor og far blev skilt for snart 10 år siden - det har jeg det godt med, det var uden tvivl den bedste beslutning.

Min mor har så fundet en mand her for 5 år siden som hun blev gift med for 2 år siden. Han er på ingen måde den type hun søgte eller som jeg på nogen måde kan forestille mig hende sammen med. Min mor er meget ordentlig, har et godt job, er meget kærlig og hjælper altid alle andre. Hendes mand derimod er noget yngre end hende, lidt en rod- hugger nummerplader, køber hæglervarer, er tit ved at komme op at slås osv.

Jeg synes han snakker grimt til min mor- ikke direkte grimt sprog men han hundser rundt med hende og brokker sig altid over de ting hun gør. Han kan fx komme hjem og sige, lav lige en kop kaffe til mig. Hvorfor har du købt den her smør, det er da for dumt den smager af lort osv osv...

Jeg bliver ked af det når han opfører sig sådan da jeg synes det er synd for min mor og jeg synes hun har fortjent langt bedre. Hun vil bare gerne have alle er glade. Hun fortjener en mand som vil hende det bedste og som viser hende omsorg.

Nå, men eftersom de jo har været sammen i 5 år nu så må der jo være noget ved ham hun kan lide og jeg har heller ikke sagt min mening om ham da jeg ikke synes hun skal klemmes imellem os. Jeg opfører mig pænt og snakker pænt til ham og håber at det snart er slut.. Men jeg synes altid det er ubehageligt at være på besøg der hvis manden er hjemme. Jeg er vant til en ordentlig omgangstone og gensidig respekt.

Men nu knækker filmen bare. De sidste 3 gange jeg har været hos dem, har jeg fået verbale skældud som det første idet han er trådt ind ad døren.

Første gang havde jeg hjulpet min mor med noget husligt og han kommer så hjem og mener jeg har parkeret træls i hans indkørsel hvor han så kommer ind. Han siger ikke hej eller noget han siger bare "hvorfor fanden er det du altid skal holde midt i det hele så vi andre ikke kan komme til, det er sgu da utroligt" Og han kigger på mig med lynende øjne imens.. Jeg er meget konfliktsky og vil heller ikke gøre min mor ked af det så jeg undskylder og siger jeg nok skal prøve at holde anderledes næste gang..

Et par dage efter har jeg igen hjulpet min mor og har så valgt at holde ude ved vejen i tilfælde af han skulle komme hjem. Han kommer hjem, og igen siger han ikke hej men "hvad fanden er der med dine parkeringer, det kan kraftedme ikke være rigtigt" - han kom så hjem i sin lastbil denne dag og ville så gerne have holdt ude ved vejen da han kun skulle ind og hente noget... Igen beklager jeg og spørger hvor jeg egentlig må holde. "jeg skal bare holde ordentligt"

I dag skulle vi så til påskefrokost hos dem og jeg ringede i går for ligesom at rense luften lidt og grinende sagde til min mor at hun lige kunne bede sin mand mærke en parkeringsboks af til mig så jeg ikke holdt i vejen i morgen. Det grinte vi begge af og så tænkte jeg at så var den skid slået...

Jeg kommer så i dag, med begge unger på armen og han lyner ud af øjnene. "nu gider jeg kraftedme ikke høre mere om den parkering det er sku da utroligt, jeg har aldrig sagt du ikke må holde her bla bla bla" Han er meget truende u sin adfærd og jeg synes det er dybt ubehageligt at træde ind af døren til sådan en anfald og så med mine børn på armen.

Jeg havde virkelig ondt af mine børn som blev taget sådan imod og samtidig blev jeg vildt ked af det og er det stadigvæk.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal tackle situationen herfra. Jeg har fuldstændig mistet lysten til at se igennem fingre med ham og bare være høflig. Jeg vil faktisk helst undgå at være sammen med ham igen, og jeg har lyst til at fortælle min mor hvor ubehagelig en mand jeg synes han er.

Men samtidig synes jeg det er synd for min mor hvis hun føler hun så kommer i klemme, og så må jeg jo bare finde mig i det.. Jeg synes bare det er så ubehageligt at omgås ham og jeg er træt af at blive ked af det hver gang...

Tak til jer der nåede med så langt. Hvad havde i gjort?

Sådan en type skal da bare have den midt mellem øjnene. Han bliver ved med sin adfærd fordi der ikke er nogen omkring ham der siger fra. 

Det her er en af den slags tråde hvor jeg kun kan rådgive ud fra hvad man BURDE - og ikke udfra hvordan jeg selv ville reagere.

For jeg ville enten:
a) reagere med humor. Undskylde og sige han sgu da bare kan lave en bås så, og om han da for pokker ikke har større problemer en det, og at han skulle slappe af

b) Konfronterende, og selv desværre nok køre op i en spids og sige hvis det er sådan tonen skal være så må de have en god påske, og hvorfor fanden han er så sur, så søg dog læge hvis man har så nederen et liv man skal blive så sur over det.

Min mor har selv en mand jeg ikke er fantastisk tæt med, han er negativ, sort-seer, småracistisk, og har også et bøvet irriterende temperament. Jeg holder helt ærligt mest min kæft når jeg er hos min mor, så kigger jeg bare på ham, men tilgængæld behøver jeg heller ikke gøre andet, for min mor "har styr på ham" hvis du forstår. Jeg behøver ikke gøre noget, for min mor skal nok sætte ham på plads, eller ber ham om lige at gå væk.
Og det er helt klart noget her du ikke kan gøre uden din mor. Du skal sige til hende hvordan du oplever det, du oplever det angribende, det er sårende at han ikke er glad eller at han skal være sådan, man mister lysten til at være der, særligt når børnene skal høre på det. Hun vil altid være velkommen hos dig, men du får helt ærligt ondt i maven over at skulle derud for fremtiden, og du synes I alle er for gamle til at man bare skal bære over med det.

Anonym skriver:

Jeg har brug for lidt luft og for et godt råd til hvordan jeg skal håndtere situationen..

Lidt baggrundshistorie:

Jeg er en ung kvinde med 2 børn og min mor og far blev skilt for snart 10 år siden - det har jeg det godt med, det var uden tvivl den bedste beslutning.

Min mor har så fundet en mand her for 5 år siden som hun blev gift med for 2 år siden. Han er på ingen måde den type hun søgte eller som jeg på nogen måde kan forestille mig hende sammen med. Min mor er meget ordentlig, har et godt job, er meget kærlig og hjælper altid alle andre. Hendes mand derimod er noget yngre end hende, lidt en rod- hugger nummerplader, køber hæglervarer, er tit ved at komme op at slås osv.

Jeg synes han snakker grimt til min mor- ikke direkte grimt sprog men han hundser rundt med hende og brokker sig altid over de ting hun gør. Han kan fx komme hjem og sige, lav lige en kop kaffe til mig. Hvorfor har du købt den her smør, det er da for dumt den smager af lort osv osv...

Jeg bliver ked af det når han opfører sig sådan da jeg synes det er synd for min mor og jeg synes hun har fortjent langt bedre. Hun vil bare gerne have alle er glade. Hun fortjener en mand som vil hende det bedste og som viser hende omsorg.

Nå, men eftersom de jo har været sammen i 5 år nu så må der jo være noget ved ham hun kan lide og jeg har heller ikke sagt min mening om ham da jeg ikke synes hun skal klemmes imellem os. Jeg opfører mig pænt og snakker pænt til ham og håber at det snart er slut.. Men jeg synes altid det er ubehageligt at være på besøg der hvis manden er hjemme. Jeg er vant til en ordentlig omgangstone og gensidig respekt.

Men nu knækker filmen bare. De sidste 3 gange jeg har været hos dem, har jeg fået verbale skældud som det første idet han er trådt ind ad døren.

Første gang havde jeg hjulpet min mor med noget husligt og han kommer så hjem og mener jeg har parkeret træls i hans indkørsel hvor han så kommer ind. Han siger ikke hej eller noget han siger bare "hvorfor fanden er det du altid skal holde midt i det hele så vi andre ikke kan komme til, det er sgu da utroligt" Og han kigger på mig med lynende øjne imens.. Jeg er meget konfliktsky og vil heller ikke gøre min mor ked af det så jeg undskylder og siger jeg nok skal prøve at holde anderledes næste gang..

Et par dage efter har jeg igen hjulpet min mor og har så valgt at holde ude ved vejen i tilfælde af han skulle komme hjem. Han kommer hjem, og igen siger han ikke hej men "hvad fanden er der med dine parkeringer, det kan kraftedme ikke være rigtigt" - han kom så hjem i sin lastbil denne dag og ville så gerne have holdt ude ved vejen da han kun skulle ind og hente noget... Igen beklager jeg og spørger hvor jeg egentlig må holde. "jeg skal bare holde ordentligt"

I dag skulle vi så til påskefrokost hos dem og jeg ringede i går for ligesom at rense luften lidt og grinende sagde til min mor at hun lige kunne bede sin mand mærke en parkeringsboks af til mig så jeg ikke holdt i vejen i morgen. Det grinte vi begge af og så tænkte jeg at så var den skid slået...

Jeg kommer så i dag, med begge unger på armen og han lyner ud af øjnene. "nu gider jeg kraftedme ikke høre mere om den parkering det er sku da utroligt, jeg har aldrig sagt du ikke må holde her bla bla bla" Han er meget truende u sin adfærd og jeg synes det er dybt ubehageligt at træde ind af døren til sådan en anfald og så med mine børn på armen.

Jeg havde virkelig ondt af mine børn som blev taget sådan imod og samtidig blev jeg vildt ked af det og er det stadigvæk.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal tackle situationen herfra. Jeg har fuldstændig mistet lysten til at se igennem fingre med ham og bare være høflig. Jeg vil faktisk helst undgå at være sammen med ham igen, og jeg har lyst til at fortælle min mor hvor ubehagelig en mand jeg synes han er.

Men samtidig synes jeg det er synd for min mor hvis hun føler hun så kommer i klemme, og så må jeg jo bare finde mig i det.. Jeg synes bare det er så ubehageligt at omgås ham og jeg er træt af at blive ked af det hver gang...

Tak til jer der nåede med så langt. Hvad havde i gjort?

Desværre lyder det som min mands far, og ham har både min mand og hans bror slået hånden af.

Jeg ville mene det ville være godt hvis du kunne sige til ham, eller din mor, at du følte/føler ubehag ved at blive mødt på den måde. Jeg ville sørge for at lade hende vide at jeg elsker at komme og hjælpe hende (synes jeg det lyder som om du gør) men jeg ved desværre også hvor svært det var for mig at stop overfor deres far og stedmor.

Først vil jeg sige.... øv en situation du står i 

Det lyder som om du og din mor er tætte og forstår derfor godt din frustration over at se hvordan din mor bliver behandlet.....

Først vil jeg sige... din mor er en voksen kvinde der selv burde sige fra hvis det er for slemt og hvis han er så hård ved hende. Spørgsmålet er hvordan hub har det med det? Har i talt om det? Men uanset hvad tænker jeg at det er hendes valg og hende der skal sige fra..... Det kan du ikke gøre

Men du kan helt sikkert selv bestemme om du vil finde dig i at han taler og opfører sig som han gør overfor dig! Du skriver godt nok at du er konfliktsky og hvis han har en fornemmelse af det bli'r hans opførsel nok ikke bedre 

Jeg tænker det er vigtigt du alligevel gør dit bedste for at sige fra!! Sig til ham at du ikke blander dig i hvordan han opfører sig overfor din mor men at du aldeles ikke vil finde dig i at han taler sådan til dig!! Og da slet ikke foran dine børn!!

Og synes ikke der er noget forkert i en dag at sætte dig ned sammen med din mor oh ærligt fortælle hende hvordan du har det med hans måde at tale til dig og at det vil du bare ikke være med til 

Anonym skriver:

Jeg har brug for lidt luft og for et godt råd til hvordan jeg skal håndtere situationen..

Lidt baggrundshistorie:

Jeg er en ung kvinde med 2 børn og min mor og far blev skilt for snart 10 år siden - det har jeg det godt med, det var uden tvivl den bedste beslutning.

Min mor har så fundet en mand her for 5 år siden som hun blev gift med for 2 år siden. Han er på ingen måde den type hun søgte eller som jeg på nogen måde kan forestille mig hende sammen med. Min mor er meget ordentlig, har et godt job, er meget kærlig og hjælper altid alle andre. Hendes mand derimod er noget yngre end hende, lidt en rod- hugger nummerplader, køber hæglervarer, er tit ved at komme op at slås osv.

Jeg synes han snakker grimt til min mor- ikke direkte grimt sprog men han hundser rundt med hende og brokker sig altid over de ting hun gør. Han kan fx komme hjem og sige, lav lige en kop kaffe til mig. Hvorfor har du købt den her smør, det er da for dumt den smager af lort osv osv...

Jeg bliver ked af det når han opfører sig sådan da jeg synes det er synd for min mor og jeg synes hun har fortjent langt bedre. Hun vil bare gerne have alle er glade. Hun fortjener en mand som vil hende det bedste og som viser hende omsorg.

Nå, men eftersom de jo har været sammen i 5 år nu så må der jo være noget ved ham hun kan lide og jeg har heller ikke sagt min mening om ham da jeg ikke synes hun skal klemmes imellem os. Jeg opfører mig pænt og snakker pænt til ham og håber at det snart er slut.. Men jeg synes altid det er ubehageligt at være på besøg der hvis manden er hjemme. Jeg er vant til en ordentlig omgangstone og gensidig respekt.

Men nu knækker filmen bare. De sidste 3 gange jeg har været hos dem, har jeg fået verbale skældud som det første idet han er trådt ind ad døren.

Første gang havde jeg hjulpet min mor med noget husligt og han kommer så hjem og mener jeg har parkeret træls i hans indkørsel hvor han så kommer ind. Han siger ikke hej eller noget han siger bare "hvorfor fanden er det du altid skal holde midt i det hele så vi andre ikke kan komme til, det er sgu da utroligt" Og han kigger på mig med lynende øjne imens.. Jeg er meget konfliktsky og vil heller ikke gøre min mor ked af det så jeg undskylder og siger jeg nok skal prøve at holde anderledes næste gang..

Et par dage efter har jeg igen hjulpet min mor og har så valgt at holde ude ved vejen i tilfælde af han skulle komme hjem. Han kommer hjem, og igen siger han ikke hej men "hvad fanden er der med dine parkeringer, det kan kraftedme ikke være rigtigt" - han kom så hjem i sin lastbil denne dag og ville så gerne have holdt ude ved vejen da han kun skulle ind og hente noget... Igen beklager jeg og spørger hvor jeg egentlig må holde. "jeg skal bare holde ordentligt"

I dag skulle vi så til påskefrokost hos dem og jeg ringede i går for ligesom at rense luften lidt og grinende sagde til min mor at hun lige kunne bede sin mand mærke en parkeringsboks af til mig så jeg ikke holdt i vejen i morgen. Det grinte vi begge af og så tænkte jeg at så var den skid slået...

Jeg kommer så i dag, med begge unger på armen og han lyner ud af øjnene. "nu gider jeg kraftedme ikke høre mere om den parkering det er sku da utroligt, jeg har aldrig sagt du ikke må holde her bla bla bla" Han er meget truende u sin adfærd og jeg synes det er dybt ubehageligt at træde ind af døren til sådan en anfald og så med mine børn på armen.

Jeg havde virkelig ondt af mine børn som blev taget sådan imod og samtidig blev jeg vildt ked af det og er det stadigvæk.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal tackle situationen herfra. Jeg har fuldstændig mistet lysten til at se igennem fingre med ham og bare være høflig. Jeg vil faktisk helst undgå at være sammen med ham igen, og jeg har lyst til at fortælle min mor hvor ubehagelig en mand jeg synes han er.

Men samtidig synes jeg det er synd for min mor hvis hun føler hun så kommer i klemme, og så må jeg jo bare finde mig i det.. Jeg synes bare det er så ubehageligt at omgås ham og jeg er træt af at blive ked af det hver gang...

Tak til jer der nåede med så langt. Hvad havde i gjort?

Jeg ville sige det til ham stille og roligt, men fast og ligeud, at det der ikke er i orden, at du ikke vil have han snakker sådan til dig. Han lyder som en der er vant til at tryne andre ved at gøre og opføre sig sådan der, og intet ændrer sig hvis han ikke får modstand og grænser. 

Tror hvis du vælger en mere passiv tilgang, som enten at stoppe med at tage derud så meget, at undgå ham og din mor, eller overlade det til din mor at sige og gøre noget, så vil det gøre hende fanget mellem sin mand og sin datter. En svær situation for hende.

Du må vise ham og sætte grænser for hvordan man skal og ikke skal behandle dig, og dine børn, der er nok ikke andet for end at sige fra og forsvare sig selv.

Nu er jeg absolut ikke konfliktsky og havde nok fortalt ham, at jeg syntes, han var en nar.

En mindre aggressiv måde jeg kunne vælge på en god dag, ville være at invitere min mor hjem til mig alene og fortælle hende hvordan jeg har det med hendes "mand".

Hvis hun absolut vil have ham i sit liv, er det hendes valg, men fremover vil jeg foretrække, at min mor besøger mig. Alene! Mit liv er for dyrbart til at omgås mennesker, der ikke udviser et minimum af respekt.

Jeg kan godt forstå, at du ikke vil sætte din mor i en klemme mellem dig og hendes mand.  Dog synes jeg, at det er okay og måske rent faktisk hensigtsmæssigt, hvis du ikke skjuler helt, hvordan du har det med ham, fx ved at sige fra overfor ham.

Din mor kan have mange grunde til at blive hos ham. Blandt de grunde kan også være det forhold at hun synes, at nu har hun ligesom lavet nok ballade i familien ved at blive skilt en gang, nu må hun se at holde sammen på dette forhold.  Eller nogle helt andre tanker. 

Hvis du signalerer, at det er ham eller mig, evt ved at besøge dem mindre, så sætter du din mor som en lus mellem to negle. Men hvis du gør det klart overfor hende, at du synes, at hendes nye mand Er grov og ubehøvlet, men at du selvfølgelig vil blive ved med at besøge hende og at være i hendes liv,  giver du hende måske modet til at tage et opgør med ham og deres parforhold. 

Min mor havde for en del år siden et forhold til en mand, som var enormt arrogant og nedladende overfor mange af os andre, især hendes børn.  Han var også nedladende og grænseløst bedrevidende overfor hende, men det virkede til dels, som om at hun faktisk trivedes med det. Han talte fx den gang tit om hvor klog og vidende han var og hvor berigende det var at lytte til så velbevandret et menneske. Vi andre gjorde gode miner til slet spil og lod os ikke mærke med noget. Efterfølgende har hun ind imellem beklaget sig til mig over ham og deres forhold og jeg blev ret overrasket og egentlig lidt chokeret over, at hun tror, at hun var den eneste, der havde noget imod hans adfærd.

Vi var simpelthen allesammen så gode til at spille skuespil og lade som om, at det hele var okay, at vi alle sammen har gået rundt og tænkt, at 'jeg er den eneste, som synes han er dum og led at høre på'. 

 Din mor kan jo godt høre, at hendes mand ikke taler pænt til dig. Men det er ikke sikkert, at hun ved, hvor meget det går dig på. Og det er måske også en faktor i at blive i forholdet, at hun er mere fokuseret på sin egen evne til at udholde hans uhensigtsmæssig adfærd, end at hun ser ham som en ødelæggende kraft i hendes liv.

Jeg havde nok valgt at gøre min mor det klart at jeg self stadig kommer men vil hun se mine børn bliver det hos mig og uden ham..

Jeg kan finde mig i utroligt meget og ville nok bare holde mund så længe det bare var mig der var der, MEN mine børn skal ikke udsættes for den slags og se at det er ok at snakke sådan til både dem og mig. DER ville jeg sætte en fod i jorden. 

Så jeg havde gjort det klart at her går grænsen. Jeg ville satdig besøge min mor og jeg ville gøre det klart at hun altid er velkommen hos mig men ikke ham.

Her mener jeg at hensynet til din mor må vige af hensyn til dine børn.