Når man er forskellige mht børneopdragelse

Jeg har fået min en kæreste - hvilket jo er skønt og jeg bliver mere og mere glad for ham. 

Han har tre børn og jeg har en enkelt. Sagen er den at vi opdrager meget forskelligt - jeg er langt mere konsekvent end han er. Og jeg tror ikke vi "ser" de samme ting - ting jeg syns er uacceptabelt dem opdager han ikke for det er helt normalt for ham. Hans børn mærker ingen konsekvenser af deres handlinger og ja de er, i mine øjne, dårlig opdraget. 

Jeg tænker meget over at jeg syns det bliver umuligt at bo sammen når vi er så forskellige fordi vores børn vil mærke denne forskel hele tiden og det er ikke fair. 

Vi blander os ikke i hinandens opdragelse men når børnene ikke er der så snakker vi om forskellighederne - mange ting kan han godt se når jeg siger det. Jeg tror bare det har været nemmest ikke at tag kampene efter skilsmissen 

nå men jeg vil gerne høre jeres erfaringer - kan det overhovedet lade sig gøre at ha et liv sammen ?

Anonym skriver:

Jeg har fået min en kæreste - hvilket jo er skønt og jeg bliver mere og mere glad for ham. 

Han har tre børn og jeg har en enkelt. Sagen er den at vi opdrager meget forskelligt - jeg er langt mere konsekvent end han er. Og jeg tror ikke vi "ser" de samme ting - ting jeg syns er uacceptabelt dem opdager han ikke for det er helt normalt for ham. Hans børn mærker ingen konsekvenser af deres handlinger og ja de er, i mine øjne, dårlig opdraget. 

Jeg tænker meget over at jeg syns det bliver umuligt at bo sammen når vi er så forskellige fordi vores børn vil mærke denne forskel hele tiden og det er ikke fair. 

Vi blander os ikke i hinandens opdragelse men når børnene ikke er der så snakker vi om forskellighederne - mange ting kan han godt se når jeg siger det. Jeg tror bare det har været nemmest ikke at tag kampene efter skilsmissen 

nå men jeg vil gerne høre jeres erfaringer - kan det overhovedet lade sig gøre at ha et liv sammen ?

Jeg kan ikke svare på det fra parforholdets synspunkt. 

Men jeg er selv vokset op i en sammenbragt familie, hvor min mor og stedfar havde meget forskellige måder at opdrage på. Det har altid været meget konklikt fyldt, fordi at de slet ikke var enige om tingene. Det blev lidt for ofte til "dine og mine børn" og forskellige regler og konsekvenser. Og det var altså svært at være i som barn/teenager. 

Så for børnenes skyld synes jeg at man skal forsøge at lave nogle rammer og have en grundlæggende fælles udgangspunkt i hvordan man vil gribe opdragelsen an. 

Anonym skriver:

Jeg har fået min en kæreste - hvilket jo er skønt og jeg bliver mere og mere glad for ham. 

Han har tre børn og jeg har en enkelt. Sagen er den at vi opdrager meget forskelligt - jeg er langt mere konsekvent end han er. Og jeg tror ikke vi "ser" de samme ting - ting jeg syns er uacceptabelt dem opdager han ikke for det er helt normalt for ham. Hans børn mærker ingen konsekvenser af deres handlinger og ja de er, i mine øjne, dårlig opdraget. 

Jeg tænker meget over at jeg syns det bliver umuligt at bo sammen når vi er så forskellige fordi vores børn vil mærke denne forskel hele tiden og det er ikke fair. 

Vi blander os ikke i hinandens opdragelse men når børnene ikke er der så snakker vi om forskellighederne - mange ting kan han godt se når jeg siger det. Jeg tror bare det har været nemmest ikke at tag kampene efter skilsmissen 

nå men jeg vil gerne høre jeres erfaringer - kan det overhovedet lade sig gøre at ha et liv sammen ?

Få forventnings afstemt, i kan ikke have 4 børn under samme tag som har to regel sæt. I skal have fælles front, hvis det skal fungere. Det vil altid være svært i en sammenbragt familie om begge har børn eller kun den ene har. Jeg er af den overbevisning at vil man ikke fungere som en familie (fælles regler) så vil en af parterne blive for frusetrede til at kunne overskue at få problemerne løst. 

For ikke at sige det så sikre i jer selv fra et større oprør end nødvendigt når de bliver ældre, børn uden respekt for den anden voksen i huset kan ødelægge en familie. 

Det kan sagtens lykkes, hvis I forventningsafstemmer... Især hvis I overvejer fælles barn. 

Held og lykke. 

I må blive enige - og I må begge fire på det, I er vant til, hvis det skal gå. Er I ikke villige til det, så går det ikke. Det er næppe sådan, at det kun er den ene som gør ting rigtig, og den anden gør det forkert. Der er mange veje til Rom, og der er fordele og ulemper ved det meste. Det er heller ikke sådan, at alle er enige om, hvilke børn, som er forkert opdraget. Det er ikke et emne, hvor alt er sort/hvidt. Så hvis I begge klarer at være åbne og pragmatiske og forhandlingsvillige, så kan I få det til. Hvis en eller begge står stejlt på egne principper, så bliver det hurtigt til, at man stempler den andens måde at gøre ting på som forkert. Da skal det godt gøres at få familien til at fungere som en enhed, hvor alle kan trives.

Anonym skriver:

Jeg har fået min en kæreste - hvilket jo er skønt og jeg bliver mere og mere glad for ham. 

Han har tre børn og jeg har en enkelt. Sagen er den at vi opdrager meget forskelligt - jeg er langt mere konsekvent end han er. Og jeg tror ikke vi "ser" de samme ting - ting jeg syns er uacceptabelt dem opdager han ikke for det er helt normalt for ham. Hans børn mærker ingen konsekvenser af deres handlinger og ja de er, i mine øjne, dårlig opdraget. 

Jeg tænker meget over at jeg syns det bliver umuligt at bo sammen når vi er så forskellige fordi vores børn vil mærke denne forskel hele tiden og det er ikke fair. 

Vi blander os ikke i hinandens opdragelse men når børnene ikke er der så snakker vi om forskellighederne - mange ting kan han godt se når jeg siger det. Jeg tror bare det har været nemmest ikke at tag kampene efter skilsmissen 

nå men jeg vil gerne høre jeres erfaringer - kan det overhovedet lade sig gøre at ha et liv sammen ?

hvis i begge er villige til at gå på kompromis, så kan det selvfølgelig lykkes. i kan aftale de store, grundlæggende regler og værdisæt inden i flytter sammen, men alle småtingene må i jo øve jer på når de sker. jeg ville også være opmærksom på, hvordan hans eks opdrager børnene, hvis det afviger meget fra dine værdier så kan det virkelig være op ad bakke, at få noget igennem.