Gjort hinanden ondt og nu er der følelser i klemme

Min kæreste og jeg finder sammen for lidt over 3 år siden. Dengang var jeg ikke helt tosset med hans ydre, men hans personlige og smil gjorde mig blød i knæene. Han gav mig alt det opmærksom en kvinde kunne ønske sig og jeg følte mig virkelig lykkelig. Jeg så ikke på det ydre som et problem, for hvis vi bare havde det godt, så betød det ikke så meget. 

Som tiden gik, endte vi i skænderier og desværre kunne vi begge få os selv derud hvor vi ikke længere kunne styre vores reaktioner. Lyder rigtig dumt, men det skete og der blev kastet eller væltet ting og vi har desværre været endt med lidt fysisk berøring på den ikke så pæne måde. Han har længe haft problemer med stoffer, spil og alkoho, og heldigvis indser han at han har et problem og søger hjælp. Han har været faldet i nogle gange og det har taget hårdt på os, men han er i dag stærk og prøver stadig at vedligeholde møder engang imellem. 

Jeg er ingen engel og vil derfor ikke udstille ham uden at sige hvordan jeg selv er. Har meget lavt selvværd og troen på at jeg kan klare tingene, har altid været svært.  Det går tit ud over min kæreste, for i stedet for at jeg arbejder med mig selv, så kigger jeg efter hans fejl og prøver at få ham til at blive et bedre menneske i mine øjne. Vi skændes tit hvor det måske handler om at jeg er utilfreds og føler han ikke er så voksen. Når vi skændes så ender han altid med at råbe op og blive utrolig hidsig. Jeg har før reageret på samme måde, men er begyndt at lukke i, for ellers så ender det endnu mere galt. Jeg ved hvordan jeg irriteret ham og han ved det jo også med mig. Forstår ikke hvorfor vi gør det. Jeg spiller offer, da jeg egentlig glemmer hvad det drejer sig om, og i stedet fokuserer på at han har råbt og jeg synes det var ubehageligt. Eller at han råber ude på gaden og nu føler jeg mig udstillet. Jeg lægger ikke alt skylden over på mig, men jeg kunne måske også vælge mine kampe hvor jeg selv mener det passer ind. Jeg er god til at pege fingre og når han får nok så får jeg lige så meget igen og der bliver denne gang råbt kælling og meget mere.  

Vi har det svingende med de her skænderier for til tider går der lang tid i mellem og andre gange så det konstant. Føler vi begge har så store ting at kæmpe med selv, så vi ikke kan rumme hinanden.  Han er god til at varte mig op og jeg fanger mig selv i ikke at give ham noget igen. Han prøver virkelig med sin kærlighed og vise mig at han rigtig gerne vil ændre sig til det bedre. Nu er jeg bare der, hvor jeg føler at kærligheden er forsvundet til ham.  Min lykke er væk og hvis folk spørger mig i dag om jeg vil giftes med ham så er svaret nej.  Mine veninder råder mig til at gå for de synes ikke vi gavner hinanden.  Der kommer så meget had i os begge og det handler om at såre den anden mest muligt, i stedet for at vise respekt og forståelse. Jeg har før han kom ind i billedet, haft mange uheldige forhold hvor fyrene bare behandlede mig som lort, og derfor forstår jeg ikke hvorfor jeg selv gør det. Jeg tager ham tit for givet og nu står jeg der hvor min sexlyst eller lyst til ham er forsvundet og jeg har ingen gnist. Der er bitte små tegn på at de er der, men kan de komme igen og hvad skal der til. Jeg ved jeg ikke er ene om det hele, men denne gang er det ikke ham der kun er et fjols og mig der skal flygte. 

Har nogen oplevet noget lignede og fundet kærligheden  og lysten frem igen. Eller piner man sig selv i sidste ende? Vi har ingen børn men vi vil begge gerne have det. 

I skal naturligvis ikke have børn sammen. Om I skal forblive dysfunktionelle kærester, er jeres helt egen sag, men I skal ikke bringe børn ind i det kaos.

Kære du ! 

Jeg vil prøve at give dig et svar du forhåbentligt kan bruge til noget ! 

Jeg vil ikke sammenligne din situatuon med den jeg selv engang var i, men jeg kan fortælle om nogle følelser og fornemmelser som du måske kan følge og/nikke genkendende til. 

Nu skriver du vist ikke hvor gamle i er, men jeg gætter på, at i ikke er så gamle endda. Jeg møder ind i mellem par hvor det er meget tydeligt at de mødte hinanden i en tid som repræsenterede et helt andet selv, for begge parter. Det er meget tydeligt at begge parter desperat forsøger at udvikle sig og da også typisk kan være fornuftige og kloge mennesker, som sagtens kan se hvordan det hele burde være og føles. Men møder par hinanden i en tumult tid hvor forholdet får lov at udvikle sig i en usund retning, ja så kan det være utroligt svært at ændre senere hen. Det er jo starten der lægger fundamentet for hvordan vi vil tillade andre behandler os. Vi lærer andre mennesker hvordan de skal behandle os. Og tre år er jo længe at leve i et usundt forhold. Jeg mødte min eks. da jeg var 16, og da jeg blev 21 var det meget tydeligt for mig at vi ikke tillod hinanden at udvikle os. Vi holdte hinanden fast i en umoden relation og forventningerne var simpelthen bare barnlige ind i mellem. Men det var så befriende da jeg fandt ud af at det var helt okey, og at vi bare havde opbrugt vores tid sammen Efterfølgende ændrede mit liv sig markant! En vild følelse af muligheder og frihed ! 

I lyder som to unge mennesker, der forventer af den anden og jer selv, at I skal validere, definere og grænsesætte for hinanden. Store gestusser - fra opvartning til råberi og vold - skal demonstrere jeres roller i hinandens liv. Det er ikke et sundt, modent forhold - og slet ikke et man skal bringe børn ind i.

Jeg tror ikke, dit problem er, at du vælger de forkerte mænd. Dit problem er, at du har svært ved at leve dit eget liv, selv tage ansvaret for at definere hvem du er og hvad der er vigtigt for dig i livet og imødekomme dine egne basale behov. 

Ideelt set ville jeg ordinere et års tid uden kæresteforhold med fokus på uddannelse/arbejde, venskaber og familierelationer og læsning af nogle gode bøger (romaner er gode til at få os til at reflektere over, hvad der er vigtigt for os i vores liv). En mand skal ikke tage sig af dig (eller opvarte dig). Det skal du selv kunne. Når du kan det, er du klar til at have et voksent forhold, som i også kan bringe et barn ind i.

Jeg vil råde dig til at søge hjælp hos en psykolog og få alt den hjælp du kan få det vil gøre dig så stærk og sundt for dig