Jeg vil ikke være "mor"

Hej alle sammen. 

Sagen er den at, min mands bror er blevet skilt for et par måneder siden. Han har barnet hver anden weekend og 3 timer hver dag i hverdagene. 

Når han skal passe barnet, kommer han med samme hjem til os og søge hjælp hos mig. Han presser meget på - uden at sige det - at jeg skal være en slags mor for barnet, når han passer ham. Men jeg har selv to børn, og de er over den babyalder, og det er dejligt med lidt frihed endelig for mig. Og så kommer hans bror med hans søn, som snart er to og det er bare lidt for meget for mig. Er jeg egoistisk for at tænke på mig selv, når hans bror er ked af at han er blevet skilt? 

Han bliver med os hele dagen, og tager først hjem når barnet skal sove, eller når han skal aflevere ham. Min mand er også træt af at, de kommer her dag, for vi har også bare brug for at være os. Og den tid han kommer med drengen, er lige efter min mand har fået fri for arbejde. Så han har bare brug for lidt ro og fred. Men så kommer han med hans søn, som rydder hele huset så det ligner et bombet lukum. Min børn har lært at rydde op efter dem selv, og nu er det hele bare noget rod - men ikke på grund af mine egne børn. 

Hans bror vil også gerne at jeg giver ham mad. Og han insistere på at jeg sidder og giver ham med en ske, istedet for at barnet prøver selv. Jeg troede endelig jeg var færdig med den babyperiode. Jeg har ikke lyst til et trejde barn - men det føles som om jeg allerede har en nu. 

Er jeg bare en bitch ?? Hvad skal jeg gøre? Bide i det sure æble pga af hans trælse situation eller sige til ham hvordan jeg har det? 

I bliver nød til at sige fra, hvis I vil ændre situation. Det er hans barn ikke jeres.

Meyer skriver:

I bliver nød til at sige fra, hvis I vil ændre situation. Det er hans barn ikke jeres.

er bare så ked af at, gør ham mere ked af det, end han er i forvejen

3 ord: SIG DOG FRA!!!

Formålet med samvær er jo, at han skal være sammen med sit barn. Uanset om han er hos jer eller hjemme, skal han da selv tage sig af sit barn, spise med det, osv. 

Jeg ville tage en snak med ham med udgangspunkt i hver families behov. Hans søn har brug for tid og nærhed med far og har brug for at se og vide, at far kan klare situationen. Det samme behov har far. Og han har brug for at indrette sig på sit nye liv. Men han er også ked af det og ensom. 

Du, din mand og jeres børn har brug for samvær uden gæster, hvile efter arbejdet, osv. 

Aftal at han i begyndelsen kan komme to aftener om ugen - men han skal selv sørge for sit barn. Når han har fundet sine ben i det, kan han komme en aften om ugen, fx en fast aften.

Jeg synes jeres følelser er helt legale.  Jeg ville tage en snak med ham hvor i anerkender han er i en svær periode men fortæller at i kan mærke det går ud over jeres familie. Sig at i gerne vil hjælpe ham i et vist omfang,  men ikke hele tiden.  Dig og din mand kunne snakke om hvor jeres grænser går,  så i kan komme med et konkret forslag til hvordan/hvor meget i kan hjælpe. 

Han bliver nok lidt ked af de i situationen,  men er sikker på gang forstår i må passe på jeres egen familie også Held og lykke  

Lige en tilføjelse: Måske han er bange for at fejle som far og derfor søger jer? Han kunne måske have brug for at få at vide at han er en god nok far og godt kan klare barnet selv  

tak for alle jeres gode svar. Jeg vil prøve at skrive et par stikord ned og snak med ham sammen med min mand!

Uh kan bare ikke lade være at tænke, stakkels barn. Hvor lille er drengen? Og ja, der er måske en grund til han søger jeres hjælp.. Måske han ikke magter det? Er det ikke kun en periode? Får i ikke jeres eget liv og egotid tilbage igen? Tænker bare hvis det måske hjælper sådan en lille dreng her og nu....

Tænker han er usikker.. jeg ville nok minde ham om at drengen også skal føle sig hjemme i fars hjem og det sker ikke sp længe han søger hjem til jer. Og så spørge hvordan han har det med at være alene med sønnen. Hvis han er usikker, så fortæl ham at i gerne guider og giver råd, men han skal altså gøre det hele selv. Ellers bliver det ikke bedre..