Skal jeg gøre noget?

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er mærkelig for at oprette det her indlæg. Om jeg simpelthen bare har læst for mange krimiromaner og læst for mange nyheder og egentlig burde lade det her ligge. Men det er faktisk netop det, jeg har brug for jeres råd til. Det bliver LANGT!

Jeg bor i et 2-etagers rækkehus. På den ene side ligger et andet 2-etagers rækkehus, hvor der bor et ægtepar med en teenagesøn. Søde, søde mennesker. På den anden side er der også 2 etager, men der er så lejligheder, så der er en lejlighed i stueetagen og en anden på 1. sal. På 1. sal bor en enlig kvinde, jeg ikke ser så tit, men hun hilser. I stueetagen bor en mand, som jeg altid har synes var lidt.. Særlig? Han er nok i 50'erne, måske 40'erne, men fremstår meget barnlig, og han går hjemme. Jeg tror måske, at han er lidt mentalt handicappet. Han hilser, ind i mellem vil han sludre, men det er noget mærkelige ting, han vil snakke om. Jeg dømmer ikke! Jeg har folk med psykiske lidelser tæt inde på livet, så det er egentlig mere ment som en konstatering, som kan være relevant i denne sag. I tillæg hertil skal skrives, at manden her hver evig eneste dag råber helt vildt inde i sin lejligheder. Det eneste jeg tydeligt kan høre ham råbe er "HOLD SÅ KÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆFT!", men jeg har hele tiden tillagt det at det måtte skyldes psykisk lidelse, for jeg har ikke set andre på adressen, aldrig set andre komme og gå, så jeg kan ikke lige se, hvem det skulle være han råbte af. Det lyder også til, at han kaster med ting og sådan. Vi har efterhånden vænnet os til det.

Næste punkt.

De 2 år jeg har boet her, har jeg ind i mellem hørt en kvinde græde hjerteskærende. Jeg har ikke rigtig kunne retningsbestemme. Jeg har hørt det fra vores soveværelse, som altid har været på 1. sal, og derfor har jeg antaget, at det enten var kvinden i ægteskabet eller den enlige. Jeg har følt stor empati, men har self. respekt for folks privatliv og har derfor ikke reageret, da det jo ikke er dagligt, jeg har hørt det.

For en uge siden flyttede vi så soveværelset ned i stueetagen, så vi har soveværelse op af den enlige mands badeværelse. Og her starter mystikken så.

Forleden nat vågner jeg midt om natten pga. denne karakteriske ulykkelige gråd, samme kvinde som de andre gange. Men nu hører jeg meget tydeligt, at det kommer inde fra den enlige mands badeværelse.

Jeg var meget perpleks, for jeg har jo ALDRIG i de 2 år jeg har boet her, set nogen som helst andre end ham selv komme og gå i boligen, og jeg ser ham komme og gå mindst en gang om dagen. Aldrig! Ikke en gang en gæst, og slet ingen kvinder.

Og så begyndte det altså at risle koldt ned af ryggen på mig, og det er så her jeg bliver lidt obs på, om jeg simpelthen bare er paranoid og har læst for mange krimier, eller om jeg har grund til at være bekymret.

Min største og værste skræk er jo, at denne tydeligt (synes jeg da) mentalt syge mand han har en kvinde indespærret derinde. Altså... Jeg har jo hørt hende jævnligt gennem de sidste par år, men aldrig nogensinde set en kvinde komme og gå? Jeg skriver dette indlæg nu, fordi jeg lige har hørt hende igen.

Hvad fanden gør man lige så? Altså det kan jo også bare være, at der bor en anden derinde, som er så syg, hun ikke kan bevæge sig ud, men der er altså ikke andre end ham registreret på adressen eller på postkassen.

Det er total udelukket, at jeg banker på og spørger, for hvis nu min værste skræk af sand, så sætter jeg ikke mig selv i søgelyset for en syg mand, jeg bor her jo med mine små børn. Jeg vil jo heller ikke risikere at sætte hende i en situation, hvor hun straffes, fordi naboerne har hørt hende, hvis nu min skræk er sand..

Jeg er virkelig fortvivlet. Jeg vil ikke blande mig i ting, der ikke vedkommer mig, alle har ret til privatliv, men en jævnligt storgrædende ulykkelig kvinde i et hjem hos en mand, der hver dag råber højlydt og lyder til at kaste med ting, en ulykkelig kvinde i et hjem, hvor jeg i 2 år ikke har set andre komme og gå end manden? Hvad skal man lige tænke? Hun kan jo være kommet og gået på tidspunkter, hvor jeg ikke var hjemme, så måske ser jeg spøgelser. Jeg har aldrig hørt hende andet end når hun græder, har aldrig hørt nogen råbe tilbage til ham.

Er jeg bare paranoid, eller hvad?

Du kan jo ringe til politiet og fortælle det som det er. Så kan de jo se hvor mange der skal bo der osv., og reagere på det. Uanset om det er to handicappede er der jo tale om at den ene mistrives. 

Anonym skriver:

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er mærkelig for at oprette det her indlæg. Om jeg simpelthen bare har læst for mange krimiromaner og læst for mange nyheder og egentlig burde lade det her ligge. Men det er faktisk netop det, jeg har brug for jeres råd til. Det bliver LANGT!

Jeg bor i et 2-etagers rækkehus. På den ene side ligger et andet 2-etagers rækkehus, hvor der bor et ægtepar med en teenagesøn. Søde, søde mennesker. På den anden side er der også 2 etager, men der er så lejligheder, så der er en lejlighed i stueetagen og en anden på 1. sal. På 1. sal bor en enlig kvinde, jeg ikke ser så tit, men hun hilser. I stueetagen bor en mand, som jeg altid har synes var lidt.. Særlig? Han er nok i 50'erne, måske 40'erne, men fremstår meget barnlig, og han går hjemme. Jeg tror måske, at han er lidt mentalt handicappet. Han hilser, ind i mellem vil han sludre, men det er noget mærkelige ting, han vil snakke om. Jeg dømmer ikke! Jeg har folk med psykiske lidelser tæt inde på livet, så det er egentlig mere ment som en konstatering, som kan være relevant i denne sag. I tillæg hertil skal skrives, at manden her hver evig eneste dag råber helt vildt inde i sin lejligheder. Det eneste jeg tydeligt kan høre ham råbe er "HOLD SÅ KÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆFT!", men jeg har hele tiden tillagt det at det måtte skyldes psykisk lidelse, for jeg har ikke set andre på adressen, aldrig set andre komme og gå, så jeg kan ikke lige se, hvem det skulle være han råbte af. Det lyder også til, at han kaster med ting og sådan. Vi har efterhånden vænnet os til det.

Næste punkt.

De 2 år jeg har boet her, har jeg ind i mellem hørt en kvinde græde hjerteskærende. Jeg har ikke rigtig kunne retningsbestemme. Jeg har hørt det fra vores soveværelse, som altid har været på 1. sal, og derfor har jeg antaget, at det enten var kvinden i ægteskabet eller den enlige. Jeg har følt stor empati, men har self. respekt for folks privatliv og har derfor ikke reageret, da det jo ikke er dagligt, jeg har hørt det.

For en uge siden flyttede vi så soveværelset ned i stueetagen, så vi har soveværelse op af den enlige mands badeværelse. Og her starter mystikken så.

Forleden nat vågner jeg midt om natten pga. denne karakteriske ulykkelige gråd, samme kvinde som de andre gange. Men nu hører jeg meget tydeligt, at det kommer inde fra den enlige mands badeværelse.

Jeg var meget perpleks, for jeg har jo ALDRIG i de 2 år jeg har boet her, set nogen som helst andre end ham selv komme og gå i boligen, og jeg ser ham komme og gå mindst en gang om dagen. Aldrig! Ikke en gang en gæst, og slet ingen kvinder.

Og så begyndte det altså at risle koldt ned af ryggen på mig, og det er så her jeg bliver lidt obs på, om jeg simpelthen bare er paranoid og har læst for mange krimier, eller om jeg har grund til at være bekymret.

Min største og værste skræk er jo, at denne tydeligt (synes jeg da) mentalt syge mand han har en kvinde indespærret derinde. Altså... Jeg har jo hørt hende jævnligt gennem de sidste par år, men aldrig nogensinde set en kvinde komme og gå? Jeg skriver dette indlæg nu, fordi jeg lige har hørt hende igen.

Hvad fanden gør man lige så? Altså det kan jo også bare være, at der bor en anden derinde, som er så syg, hun ikke kan bevæge sig ud, men der er altså ikke andre end ham registreret på adressen eller på postkassen.

Det er total udelukket, at jeg banker på og spørger, for hvis nu min værste skræk af sand, så sætter jeg ikke mig selv i søgelyset for en syg mand, jeg bor her jo med mine små børn. Jeg vil jo heller ikke risikere at sætte hende i en situation, hvor hun straffes, fordi naboerne har hørt hende, hvis nu min skræk er sand..

Jeg er virkelig fortvivlet. Jeg vil ikke blande mig i ting, der ikke vedkommer mig, alle har ret til privatliv, men en jævnligt storgrædende ulykkelig kvinde i et hjem hos en mand, der hver dag råber højlydt og lyder til at kaste med ting, en ulykkelig kvinde i et hjem, hvor jeg i 2 år ikke har set andre komme og gå end manden? Hvad skal man lige tænke? Hun kan jo være kommet og gået på tidspunkter, hvor jeg ikke var hjemme, så måske ser jeg spøgelser. Jeg har aldrig hørt hende andet end når hun græder, har aldrig hørt nogen råbe tilbage til ham.

Er jeg bare paranoid, eller hvad?

Ja det lyder mærkeligt. Men jeg tænker, er du 100 procent sikker på det er en kvinde der græder? Det kunne jo være manden selv, ?

Jeg synes bestemt også at du skal ringe til politiet 

Kan det være en ynglingsfilm med en kidnapning i

ALTID ring en gang for meget !! 

Hvad med at spørge en nabo om han/hun har hørt noget i første omgang?

Anonym skriver:

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er mærkelig for at oprette det her indlæg. Om jeg simpelthen bare har læst for mange krimiromaner og læst for mange nyheder og egentlig burde lade det her ligge. Men det er faktisk netop det, jeg har brug for jeres råd til. Det bliver LANGT!

Jeg bor i et 2-etagers rækkehus. På den ene side ligger et andet 2-etagers rækkehus, hvor der bor et ægtepar med en teenagesøn. Søde, søde mennesker. På den anden side er der også 2 etager, men der er så lejligheder, så der er en lejlighed i stueetagen og en anden på 1. sal. På 1. sal bor en enlig kvinde, jeg ikke ser så tit, men hun hilser. I stueetagen bor en mand, som jeg altid har synes var lidt.. Særlig? Han er nok i 50'erne, måske 40'erne, men fremstår meget barnlig, og han går hjemme. Jeg tror måske, at han er lidt mentalt handicappet. Han hilser, ind i mellem vil han sludre, men det er noget mærkelige ting, han vil snakke om. Jeg dømmer ikke! Jeg har folk med psykiske lidelser tæt inde på livet, så det er egentlig mere ment som en konstatering, som kan være relevant i denne sag. I tillæg hertil skal skrives, at manden her hver evig eneste dag råber helt vildt inde i sin lejligheder. Det eneste jeg tydeligt kan høre ham råbe er "HOLD SÅ KÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆFT!", men jeg har hele tiden tillagt det at det måtte skyldes psykisk lidelse, for jeg har ikke set andre på adressen, aldrig set andre komme og gå, så jeg kan ikke lige se, hvem det skulle være han råbte af. Det lyder også til, at han kaster med ting og sådan. Vi har efterhånden vænnet os til det.

Næste punkt.

De 2 år jeg har boet her, har jeg ind i mellem hørt en kvinde græde hjerteskærende. Jeg har ikke rigtig kunne retningsbestemme. Jeg har hørt det fra vores soveværelse, som altid har været på 1. sal, og derfor har jeg antaget, at det enten var kvinden i ægteskabet eller den enlige. Jeg har følt stor empati, men har self. respekt for folks privatliv og har derfor ikke reageret, da det jo ikke er dagligt, jeg har hørt det.

For en uge siden flyttede vi så soveværelset ned i stueetagen, så vi har soveværelse op af den enlige mands badeværelse. Og her starter mystikken så.

Forleden nat vågner jeg midt om natten pga. denne karakteriske ulykkelige gråd, samme kvinde som de andre gange. Men nu hører jeg meget tydeligt, at det kommer inde fra den enlige mands badeværelse.

Jeg var meget perpleks, for jeg har jo ALDRIG i de 2 år jeg har boet her, set nogen som helst andre end ham selv komme og gå i boligen, og jeg ser ham komme og gå mindst en gang om dagen. Aldrig! Ikke en gang en gæst, og slet ingen kvinder.

Og så begyndte det altså at risle koldt ned af ryggen på mig, og det er så her jeg bliver lidt obs på, om jeg simpelthen bare er paranoid og har læst for mange krimier, eller om jeg har grund til at være bekymret.

Min største og værste skræk er jo, at denne tydeligt (synes jeg da) mentalt syge mand han har en kvinde indespærret derinde. Altså... Jeg har jo hørt hende jævnligt gennem de sidste par år, men aldrig nogensinde set en kvinde komme og gå? Jeg skriver dette indlæg nu, fordi jeg lige har hørt hende igen.

Hvad fanden gør man lige så? Altså det kan jo også bare være, at der bor en anden derinde, som er så syg, hun ikke kan bevæge sig ud, men der er altså ikke andre end ham registreret på adressen eller på postkassen.

Det er total udelukket, at jeg banker på og spørger, for hvis nu min værste skræk af sand, så sætter jeg ikke mig selv i søgelyset for en syg mand, jeg bor her jo med mine små børn. Jeg vil jo heller ikke risikere at sætte hende i en situation, hvor hun straffes, fordi naboerne har hørt hende, hvis nu min skræk er sand..

Jeg er virkelig fortvivlet. Jeg vil ikke blande mig i ting, der ikke vedkommer mig, alle har ret til privatliv, men en jævnligt storgrædende ulykkelig kvinde i et hjem hos en mand, der hver dag råber højlydt og lyder til at kaste med ting, en ulykkelig kvinde i et hjem, hvor jeg i 2 år ikke har set andre komme og gå end manden? Hvad skal man lige tænke? Hun kan jo være kommet og gået på tidspunkter, hvor jeg ikke var hjemme, så måske ser jeg spøgelser. Jeg har aldrig hørt hende andet end når hun græder, har aldrig hørt nogen råbe tilbage til ham.

Er jeg bare paranoid, eller hvad?

Ring endelig og rådfør dig med politiet. Sig det som det er; at du er usikker på hvad du har hørt, og dog er du ikke i tvivl! Du kunne også lave en anonym underretning til kommunen. Så skal de undersøge sagen. Alle har pligt til det hvis de føler nogle mistrives, det er ikke kun gældende for familier med børn. Men jeg tænker mest at den ligger hos politiet - de kan køre derud med det samme. Og her kan du hvis også være anonym.

Jeg ville også som andre forslår ringe til politiet og fortælle hvad du har skrevet her. Vær ærlig og sig du er i tvivl, men ikke bare lad stå til for tænk nu hvis....

for 10 år siden boede jeg i en lejlighed hvor jeg kunne høre en lille pige græde hjerteskærende hver anden søndag i det til stødene badeværelse. Og det var altid nej jeg vil ikke hun sagde. Det kunne være hun bare var ked over at skulle i bad eller lign men måde hun græd på var bare så desperat. Jeg ringede faktisk til politiet og sagde hvad jeg hørte og de lovede at sende en, bare lige for at ligge en føler ud. Jeg håber og tror på at der intet var i det, men man får jo ikke en tilbagemeldning og ikke andet hørte jeg aldrig noget til en grædene pige igen, men efter jeg er selv er blevet mor har jeg ofte tænkt på situationen.