Hvornår begyndte I at glæde jer??

Ja som overskriften lyder, hvornår begyndte I at glæde jer over, at I var gravide?? Jeg har det lidt mærkeligt, for den der glæde - som jeg troede ville være der, er ikke kommet endnu. Tror det bunder i, at vi har prøvet i næsten 3 år og nu er den der endelig, og er så bange for, at noget skal gå galt. Selvfølgelig er jeg glad, men det er lidt som om jeg stadig ikke rigtig tror på det. Nogle gange virker det til, at andre er mere begejstret end jeg selv er, men tænker at det nok er en forsvarsmekanisme fra min side, for at beskytte mig selv, såfremt noget går galt. Jeg er 9+4 i dag og blev scannet i går, hvor alt var lige som det skulle være.  Håber, og forventer lidt, at glædesfølelsen kommer hen ad vejen og at det bare tager lidt tid for mig. 

Kom jeres glæde med det samme?

Jeg har haft det på samme måde som dig, vi har også prøvet i 4år gennemgået et utal af SA og en MA. Så da jeg endelig stod med en positiv test igen kunne jeg ikke glæde mig, gik med frygt konstant. Min læge var så sød pga min historie at at hensvise mig til scanning hver 14 dag side uge 6 og frem til nf. Jeg er idag 15+1 har set en perfekt baby ved hver scanning og en fantastisk nf, og først nu er glæden ved at komme fordi jeg endelig tør tro på at vi får lov til at være forældre igen. Tror for mit vedkommende også at det at vi har en søn på knap 5 og jeg har en travl hverdag gør at jeg ikke rigtig har tiden til at nyde/glæde mig over den lille ny endnu.

håber det giver mening og tror på det nok skal lomme hos dig også��

Ork der gik sådan set rimelig lang tid. I starten var det bare surrealistisk og stadig lidt langt ude i fremtiden. Jeg var desuden meget bekymret over det at skulle være mor og have ansvaret for et barn.. alle tankerne omkring om jeg nu ville blive god nok. Det fyldte meget i starten.

Jeg tror først jeg sådan rigtig begyndte at glæde mig omkring uge 15-18 stykker. Der var jeg kommet mig over "præstationsangsten" ved at skulle være en mor og kunne begynde at glæde mig mere. Så jeg tror det er helt normalt og fint, at man lige skal bearbejde noget af den frygt og angst som kan komme med en graviditet, før glæden kan få plads. Giv dig selv tid til det

C85 skriver:

Ja som overskriften lyder, hvornår begyndte I at glæde jer over, at I var gravide?? Jeg har det lidt mærkeligt, for den der glæde - som jeg troede ville være der, er ikke kommet endnu. Tror det bunder i, at vi har prøvet i næsten 3 år og nu er den der endelig, og er så bange for, at noget skal gå galt. Selvfølgelig er jeg glad, men det er lidt som om jeg stadig ikke rigtig tror på det. Nogle gange virker det til, at andre er mere begejstret end jeg selv er, men tænker at det nok er en forsvarsmekanisme fra min side, for at beskytte mig selv, såfremt noget går galt. Jeg er 9+4 i dag og blev scannet i går, hvor alt var lige som det skulle være.  Håber, og forventer lidt, at glædesfølelsen kommer hen ad vejen og at det bare tager lidt tid for mig. 

Kom jeres glæde med det samme?

Med min første havde jeg den største kærlighed og glæde fra den dag jeg fandt ud af, at jeg var gravid.

Venter nummer to nu og er 36+5 og har ikke rigtig glæden som sådan endnu. Glæder mig selvfølgelig til han kommer ud, men føler ingen kærlighed til ham Jeg tror det bukser ud i, at jeg kun lige havde fået job, efter 6år hjemme, faren til barnet og at jeg har mistet 5000.- udbetalt plus ydereligere 5000.- før skat, når jeg begynder at få barselsdagpenge, ondt alle steder og ja, alt er bare gået ned af bakke efter jeg er blevet gravid. Dog er jeg helt 100 på, at min kærlighed vil komme lige så snart jeg har født ham og ligger med ham i mine arme 

Ingen af dem er planlagte, men begge er kommet til på prævention.

Og stort tillykke med din graviditet 

Begge gange har jeg glædet mig efter nf scanningen også blev jeg nervøs op til md scanningen også efter den fik jeg ro og begyndte at shoppe og glæde mig for fuld skrue 

Tak for jeres svar.  Det er dejligt at læse, at jeg ikke er den eneste, der ikke føler glæden 100% fra start af. Altid betryggende at vide, at man ikke er alene om at have det sådan. 

Det er jo egentlig noget pjat, men her gik der også lang tid før jeg begyndte at glæde mig. Var dødnervøs op til NF, og da den var veloverstået var jeg rigtig glad i 1-2 uger, men så kom der nye bekymringer og nervøsitet til. Så var der MD, hvor jeg igen kunne være rigtig glad i nogle uger, og så kom der igen nye bekymringer som overskyggede det hele lidt. Men så begyndte jeg at mærke liv hver dag omkring uge 23, og DET hjalp rigtig meget Nu glæder jeg mig bare som et lille barn til juleaften, men samtidig ved jeg jo også at jeg skal NYYYDE min alenetid og mit parforhold så meget som muligt, inden det hele bliver vendt på hovedet 

Havde det som du. Glæde blandet op med bekymring for, om det nu går godt (denne gang), så vores klinik var så søde at scanne mig fra 6+6 med 9 dages intervaller indtil nf: En nf som vi vidste ville være ok, da vores blastocyst var blevet kromosomtestet inden oplægning.

Efter nf er jeg også blevet tryghedsscannet, da jeg har måttet sige farvel til min lille englepige i uge 18 efter md. Ugerne 17 og 18 v og tiden op til md ar hårde pga min forhistorie.

Nu er det til gengæld bare dejligt. Jeg/vi glæder os helt vildt - det hjalp rigtig meget, da jeg begyndte at mærke liv hver dag (skete før md)

Er sikker på at glæden også kommer til dig.

Og tillykke :-)

C85 skriver:

Ja som overskriften lyder, hvornår begyndte I at glæde jer over, at I var gravide?? Jeg har det lidt mærkeligt, for den der glæde - som jeg troede ville være der, er ikke kommet endnu. Tror det bunder i, at vi har prøvet i næsten 3 år og nu er den der endelig, og er så bange for, at noget skal gå galt. Selvfølgelig er jeg glad, men det er lidt som om jeg stadig ikke rigtig tror på det. Nogle gange virker det til, at andre er mere begejstret end jeg selv er, men tænker at det nok er en forsvarsmekanisme fra min side, for at beskytte mig selv, såfremt noget går galt. Jeg er 9+4 i dag og blev scannet i går, hvor alt var lige som det skulle være.  Håber, og forventer lidt, at glædesfølelsen kommer hen ad vejen og at det bare tager lidt tid for mig. 

Kom jeres glæde med det samme?

Her tog det 3 år og flere ufrivillige aborter før vi fik vores pige...

Jeg fandt aldrig rigtig glæden ved at være gravid og syntes ikke jeg knyttede mig til hende... Jeg misundte virkelig andre gravide, for jeg nød det på intet tidspunkt! Da hun kom fik jeg virkelig en nedtur og tudede on/off den først måned fordi jeg ikke følte kærligheden og tilknytningen til hende. Det var skrækkeligt!

Nu er hun 6 mdr og det føles helt rigtigt! Jeg håber du finder roen i at det nok skal komme. Hvis ikke nu, så måske senere i graviditeten - og ellers kommer det ved fødslen eller efterhånden som du lærer dit barn at kende. Det kan tage lang tid og det er vigtigt du taler om det med nogen du stoler på og som du tror kan sætte sig ind i din situation. Jeg mødte mange der var uforstående når jeg forsøgte at tale om min manglende tilknytning og det fik mig til at føle mig SÅ forkert. Det er først senere jeg har fået kontakt til flere andre i samme situation - og de fleste af dem har ligeledes måtte kæmpe for at blive gravide eller holde på en graviditet. Det kan virkelige gøre noget ved ens psyke.

Jeg ønsker dig alt det bedste

Må erkende at jeg aldrig rigtig nåede at glæde mig i nogle af mine graviditeter for frygten for noget gik galt var der hele tiden. Måske først da jeg gik i fødsel med dem og først rigtigt da jeg fik dem i armene første gang. Der har været små øjeblikke i løbet af graviditeterne hvor jeg har turde tro lidt på det men aldrig rigtig glæde for jeg var altid sikker på det ville gå galt helt op til fødslen. Det er en lang ventetid med mange ting man bekymrer sig for og man har så lidt kontrol føler man. Jeg har ikke de store gode råd andet end at man er nødt til at håbe det bedste og prøve at glæde sig over at man trods alt er gravid og når man mærker barnet sparke giver det også stor glæde.

Held og lykke med det hele og de bedste ønsker herfra..