Når en graviditet ikke bare er lykken!

Sagen er den at jeg har en pige på 4 år, og nu er gravid med nr. 2. Jeg er gravid med min nye kæreste, og han er jo fantastisk og er en fantastisk far for min pige, og bliver det også for den næste. 

Med min store pige tog det næsten tre pr at blive gravid, men denne gang kom graviditeten stort set med det samme. Jeg havde virkeligt forestillet mig at det ville komme til at tage lige så lang tid, og at vi havde god tid til at gå og glæde os til det. Men den kommer med det samme, og det kommer virkeligt bag på mig. Så meget at jeg faktisk fik et kæmpe chok. Måske er jeg også blevet chokeret over mig selv. Jeg føler ikke jeg svæver på en lyserød sky over graviditeten og at det på samme måde som sidst er lut og lykke at være gravid. Måske fordi jeg stadig er i chok, jeg ved det ikke.. Føler det som et kæmpe tabu ikke at synes det er fantastisk at være gravid. Men mon der er andre der har oplevet noget ligende? 

Det skal siges at vi er en fantastisk familie med masser af kærlighed og plads til et barn, så det er ikke fordi barnet er uønsket på nogen måder.. er vist bare lidt forvirret.. 

Sådan har jeg haft det i begyndelsen af begge mine graviditeter, som har været planlagte og også kommet ret hurtigt. Jeg har tilskrevet det hormoner. 

Sagen er den at jeg har en pige på 4 år, og nu er gravid med nr. 2. Jeg er gravid med min nye kæreste, og han er jo fantastisk og er en fantastisk far for min pige, og bliver det også for den næste. 

Med min store pige tog det næsten tre pr at blive gravid, men denne gang kom graviditeten stort set med det samme. Jeg havde virkeligt forestillet mig at det ville komme til at tage lige så lang tid, og at vi havde god tid til at gå og glæde os til det. Men den kommer med det samme, og det kommer virkeligt bag på mig. Så meget at jeg faktisk fik et kæmpe chok. Måske er jeg også blevet chokeret over mig selv. Jeg føler ikke jeg svæver på en lyserød sky over graviditeten og at det på samme måde som sidst er lut og lykke at være gravid. Måske fordi jeg stadig er i chok, jeg ved det ikke.. Føler det som et kæmpe tabu ikke at synes det er fantastisk at være gravid. Men mon der er andre der har oplevet noget ligende? 

Det skal siges at vi er en fantastisk familie med masser af kærlighed og plads til et barn, så det er ikke fordi barnet er uønsket på nogen måder.. er vist bare lidt forvirret.. 

Tror det meget normalt, eller sådan har jeg det ihvertfald også kan jeg trøste dig med. Vi var i fertilitetsbehandling  knap 3 år for at blive gravide med den første... og bare at det var en kamp og fødslen var ikke særlig god, tiden med vores søn som spæd var også meget hårdere end forventet og han er bare en rigtig dejlig dreng i dag på 3 et halvt men der er bare nogle skår i glæden over at han er meget udadreagerende og har behov for støtte i bh osv. Ja det har bare gjort at jeg/vi bestemt ikke havde travlt med at få den næste.. slet ikke med tanke på at skulle i behandling igen.. så chokket var meget stort da jeg ved en tilfældighed opdagede jeg var gravid.. og efter undersøgelse og scanning var jeg 9 uger henne.. jeg græd faktisk en del i starten, uden tvivl var vi enige om at det var en baby vi ville have og det måtte være skæbnen. Men i dag er jeg 30 uger henne og altså jeg har bestemt ikke travlt med at få lillebror ud jeg glæder mig til at møde ham, jeg glæder mig så meget til at opleve vores søn i rollen som storebror men er bestemt ikke så naiv som jeg var første gang og tænker jeg kun kan  blive positivt overrasket hvis jeg ikke forventer lyserøde skyer under fødslen og den første tid med en nyfødt denne gang 

Men kærligheden og glæden ved graviditeten er kommet hen af vejen det har bare taget noget tid at vende sig til.. ❤ det helt sikkert en  fordel at have en dreng som dagligt går og kysser maven og siger han glæder sig til lillebror kommer ud.

Så accepter at det hele er kommet lidt hurtigere end ventet og at følelserne ikke er helt de samme som første gang det skal nok komme 

BigHope13 skriver:

Tror det meget normalt, eller sådan har jeg det ihvertfald også kan jeg trøste dig med. Vi var i fertilitetsbehandling  knap 3 år for at blive gravide med den første... og bare at det var en kamp og fødslen var ikke særlig god, tiden med vores søn som spæd var også meget hårdere end forventet og han er bare en rigtig dejlig dreng i dag på 3 et halvt men der er bare nogle skår i glæden over at han er meget udadreagerende og har behov for støtte i bh osv. Ja det har bare gjort at jeg/vi bestemt ikke havde travlt med at få den næste.. slet ikke med tanke på at skulle i behandling igen.. så chokket var meget stort da jeg ved en tilfældighed opdagede jeg var gravid.. og efter undersøgelse og scanning var jeg 9 uger henne.. jeg græd faktisk en del i starten, uden tvivl var vi enige om at det var en baby vi ville have og det måtte være skæbnen. Men i dag er jeg 30 uger henne og altså jeg har bestemt ikke travlt med at få lillebror ud jeg glæder mig til at møde ham, jeg glæder mig så meget til at opleve vores søn i rollen som storebror men er bestemt ikke så naiv som jeg var første gang og tænker jeg kun kan  blive positivt overrasket hvis jeg ikke forventer lyserøde skyer under fødslen og den første tid med en nyfødt denne gang 

 

Men kærligheden og glæden ved graviditeten er kommet hen af vejen det har bare taget noget tid at vende sig til.. ❤ det helt sikkert en  fordel at have en dreng som dagligt går og kysser maven og siger han glæder sig til lillebror kommer ud.

 

Så accepter at det hele er kommet lidt hurtigere end ventet og at følelserne ikke er helt de samme som første gang det skal nok komme 

Tak for dit svar! 

Jeg tænker du har så meget ret i meget af det du skriver. Det er ikke altid lutter lykke med de helt små. Nætterne kan være ekstremt hårde, dagene lange hvis man har et barn der har kolik osv. Det er bare i Real life ikke altid så lyserødt.. Men heldigvis elsker vi jo vores børn overalt i hele verden alligevel, og vil aldrig bytte dem for noget.. 

Men tænker jeg bare lige skal vende mig lidt til tanken egentligt..

Jeg har aldrig syntes at det var sjovt at være gravid, og jeg har altid glædet mig til de gik over. I min verden er en graviditet en mindre behagelig periode jeg skal igennem for at få et barn, og der er absolut ikke noget sjovt eller rart ved den. 

Jeg er heller ikke begejstret for at være gravid - alt for mange hormoner... men når det nu er sådan man får børn, så må det jo være sådan. Skal dog siges at min anden fødsel var  helt anderledes og meget bedre end min første - og mine to piger er meget forskellige. Så lad være med at tage sorgerne på forskud, tag det som det kommer, og lad være med at slå dig selv i hovedet