Hvad ville i gøre?

Hej,

Jeg håber på nogle gode råd efter min og mandens episode her til morgen. Jeg vil forsøge at forklare hvad der skete:

Vi har to børn, en på fem og en på to og jeg er højgravid med nummer tre.

Den på to og mig selv er pt syge med influenza. Det har betydet meget afbrudt søvn for mig, da den på to er vågnet rigtig ofte i løbet af natten og har grædt meget. Jeg er træt i forvejen da jeg har termin om ikke så længe. Manden vågner ikke om natten hvis der er noget med børnene, så det er næsten altid mig der har de natlige opgaver, da det nærmest er umuligt at vække ham for at få ham ud af sengen.

Den på to vågnede så her til morges og var tørstig og ville rigtig gerne stå op med det samme. Jeg spørger manden, der nu er vågnet, om han kan stå op med den på to, da jeg er virkelig træt. "Ja det skal jeg nok", svarer han.

Jeg lægger mig derefter til at sove igen, men den på to råber mor, mor, stå nu op. Der er nu gået et kvarters tid, og jeg kigger over på manden, der ligger under dynen med mobilen og kigger facebook igennem.

Jeg står derfor op med den på to, og i forbifarten får jeg sagt til manden "træls at du ikke kunne stå op".

Han farer derefter op som et lyn, og i det samme øjeblik vågner den på fem og råber "er der nogen der kan hjælpe mig med at finde noget tøj". Han går derefter ind og hjælper den på fem, og jeg kan høre ham sige "for fanden, du har alt for meget tøj. Hvorfor i helvede har du så meget tøj". Den på fem svarer "hvorfor er du så sur, far?" Hvortil han svarer "ja det må du spørge din mor om. Det er hende der altid skal skabe problemerne".

Jeg går derefter ind til dem og siger til manden "kan du lade være med at snakke sådan med børnene. Det er ikke ok." Hvortil han råber, ja nærmest skriger "ja jeg er for helvede altid et problem. Stop dig så! Du er forskruvet oppe i hovedet". Jeg får tårer i øjnene, og han råber derefter "ja kom, græd nu bare. Det er det du altid gør"(det er ikke første gang han gør sådan). Hvorefter den på fem siger "far, kan du så være sød ved mor". Jeg tager så børnene med ind i et andet rum, og den på fem siger "jeg hader når far er sådan. Du må ikke være ked af det mor. Jeg håber at far snart bliver i bedre humør".

Jeg fik derefter lavet morgenmad til børnene, og vi hygger nu. Manden har ikke sagt noget til mig siden, og det er 2-3 timer siden episoden.

Hvad ville i have gjort? Og hvad tænker i om hele episoden?

Hej,

Jeg håber på nogle gode råd efter min og mandens episode her til morgen. Jeg vil forsøge at forklare hvad der skete:

Vi har to børn, en på fem og en på to og jeg er højgravid med nummer tre.

Den på to og mig selv er pt syge med influenza. Det har betydet meget afbrudt søvn for mig, da den på to er vågnet rigtig ofte i løbet af natten og har grædt meget. Jeg er træt i forvejen da jeg har termin om ikke så længe. Manden vågner ikke om natten hvis der er noget med børnene, så det er næsten altid mig der har de natlige opgaver, da det nærmest er umuligt at vække ham for at få ham ud af sengen.

Den på to vågnede så her til morges og var tørstig og ville rigtig gerne stå op med det samme. Jeg spørger manden, der nu er vågnet, om han kan stå op med den på to, da jeg er virkelig træt. "Ja det skal jeg nok", svarer han.

Jeg lægger mig derefter til at sove igen, men den på to råber mor, mor, stå nu op. Der er nu gået et kvarters tid, og jeg kigger over på manden, der ligger under dynen med mobilen og kigger facebook igennem.

Jeg står derfor op med den på to, og i forbifarten får jeg sagt til manden "træls at du ikke kunne stå op".

Han farer derefter op som et lyn, og i det samme øjeblik vågner den på fem og råber "er der nogen der kan hjælpe mig med at finde noget tøj". Han går derefter ind og hjælper den på fem, og jeg kan høre ham sige "for fanden, du har alt for meget tøj. Hvorfor i helvede har du så meget tøj". Den på fem svarer "hvorfor er du så sur, far?" Hvortil han svarer "ja det må du spørge din mor om. Det er hende der altid skal skabe problemerne".

Jeg går derefter ind til dem og siger til manden "kan du lade være med at snakke sådan med børnene. Det er ikke ok." Hvortil han råber, ja nærmest skriger "ja jeg er for helvede altid et problem. Stop dig så! Du er forskruvet oppe i hovedet". Jeg får tårer i øjnene, og han råber derefter "ja kom, græd nu bare. Det er det du altid gør"(det er ikke første gang han gør sådan). Hvorefter den på fem siger "far, kan du så være sød ved mor". Jeg tager så børnene med ind i et andet rum, og den på fem siger "jeg hader når far er sådan. Du må ikke være ked af det mor. Jeg håber at far snart bliver i bedre humør".

Jeg fik derefter lavet morgenmad til børnene, og vi hygger nu. Manden har ikke sagt noget til mig siden, og det er 2-3 timer siden episoden.

Hvad ville i have gjort? Og hvad tænker i om hele episoden?

 

Puha det lyder hårdt. 

Først skulle jeg til at skrive "det et usundt forhold og det ville nok gavne mest ikke at være sammen". Men så slog det mig at min mand og jeg også af og til kommer i den rille. 

Skal jeg være helt ærlig så tror jeg ikke min mand og jeg blive gamle sammen, så længe det kører på den måde. På et tidspunkt får jeg nok. 

Har i prøvet parterapi ? Det hjalp os da det var værst, har dog ikke fjernet alle problemer. (manden gik kun med til det pga. Alternativet ville være vi blev skilt). Tænker det måske vil gavne jer mere, man ved jo aldrig. 

Synes din mand lyder urimelig, men ofte er man jo to om en tango, og måske en terapeut kan belyse nogle ting i ikke selv ser. Knus fra mig. 

mor88 skriver:

Hej,

Jeg håber på nogle gode råd efter min og mandens episode her til morgen. Jeg vil forsøge at forklare hvad der skete:

Vi har to børn, en på fem og en på to og jeg er højgravid med nummer tre.

Den på to og mig selv er pt syge med influenza. Det har betydet meget afbrudt søvn for mig, da den på to er vågnet rigtig ofte i løbet af natten og har grædt meget. Jeg er træt i forvejen da jeg har termin om ikke så længe. Manden vågner ikke om natten hvis der er noget med børnene, så det er næsten altid mig der har de natlige opgaver, da det nærmest er umuligt at vække ham for at få ham ud af sengen.

Den på to vågnede så her til morges og var tørstig og ville rigtig gerne stå op med det samme. Jeg spørger manden, der nu er vågnet, om han kan stå op med den på to, da jeg er virkelig træt. "Ja det skal jeg nok", svarer han.

Jeg lægger mig derefter til at sove igen, men den på to råber mor, mor, stå nu op. Der er nu gået et kvarters tid, og jeg kigger over på manden, der ligger under dynen med mobilen og kigger facebook igennem.

Jeg står derfor op med den på to, og i forbifarten får jeg sagt til manden "træls at du ikke kunne stå op".

Han farer derefter op som et lyn, og i det samme øjeblik vågner den på fem og råber "er der nogen der kan hjælpe mig med at finde noget tøj". Han går derefter ind og hjælper den på fem, og jeg kan høre ham sige "for fanden, du har alt for meget tøj. Hvorfor i helvede har du så meget tøj". Den på fem svarer "hvorfor er du så sur, far?" Hvortil han svarer "ja det må du spørge din mor om. Det er hende der altid skal skabe problemerne".

Jeg går derefter ind til dem og siger til manden "kan du lade være med at snakke sådan med børnene. Det er ikke ok." Hvortil han råber, ja nærmest skriger "ja jeg er for helvede altid et problem. Stop dig så! Du er forskruvet oppe i hovedet". Jeg får tårer i øjnene, og han råber derefter "ja kom, græd nu bare. Det er det du altid gør"(det er ikke første gang han gør sådan). Hvorefter den på fem siger "far, kan du så være sød ved mor". Jeg tager så børnene med ind i et andet rum, og den på fem siger "jeg hader når far er sådan. Du må ikke være ked af det mor. Jeg håber at far snart bliver i bedre humør".

Jeg fik derefter lavet morgenmad til børnene, og vi hygger nu. Manden har ikke sagt noget til mig siden, og det er 2-3 timer siden episoden.

Hvad ville i have gjort? Og hvad tænker i om hele episoden?

 

Jeg kender ikke din mand, så jeg svarer ud fra den verden jeg lever i:

Hvis min kæreste reagerede som din, ville jeg næste gang jeg havde muligheden, spørge ham om der var noget der gik ham på. Jeg ville som udgangspunkt ikke gå ind i den konkrete situation, men hvis han ikke vil svare, vil jeg kort sige at jeg fx synes den reaktion han havde i morges ikke passede til en veludhvilet far til 2, og jeg derfor mistænker at der foregår et eller andet jeg ikke lige har fanget ...

Jeg ville virkelig undre mig og spørge, hvad han havde gang i? Om han var ked af noget eller stresset. 

Hvis han føler, at han altid er et problem for dig, så er det jo en voksen samtale, han skal tage med dig alene. Om jeg forstår, hvorfor han skal gøre jeres børn ked af det? 

Børn skal ikke føle, at de skal trøste deres forældre over forældrenes skænderi. Og de skal ikke stå i en situation, hvor de skal vælge sider! Begge er forældre til barnet og en del af deres identitet. 

Hvis det ikke er en hverdagssituation, så lyder det som om, at din mand er Max presset også. Mere end han giver udtryk for. 

Hvis det er hverdagskost - så er det afsted til terapi eller arbejde meget på en løsning. 

Jeg ville ikke leve i sådan et forhold der. Har været der - dog kun med bonusbørn. Og er glad for, at vi ikke fik fælles børn. 

Sådan helt ærligt, er det ikke noget man kan svare på, vi hører kun historien fra din side af, tænker at der har været nogle konflikter inden, siden at i begge 2 reagerer som i gør. Han har desværre den hårde tone på over for børnene og du vælger at spørge på baby.dk

Hvis det er en enkeltstående episode ville jeg se at komme videre og måske lige snakke om det i aften, men hvis det er typisk for jeres forhold har i alvorlige problemer. 

Især fordi det går ud over jeres børn men også fordi det illustrerer et forhold fuldstændig uden respekt. I vores forhold ville den der havde taget nattetjansen selvfølgelig få sovet længe og den anden ville skynde sig at stå op med børnene. Ligesom sygdom automatisk medfører at den anden trækker læsset. 

I mine øjne er det sådan et parforhold skal være, man hjælper hinanden. 

Hvis det ikke bare er en enkelt episode er i nødt til at snakke sammen og finde de dybere årsager. Især med baby på vej for ellers knækker filmen da og i kommer begge til at blive max presset så hvis ikke børnene skal lide under det må i løse det