Vendingsforsøg?

Hej piger

Jeg har lige været til jm og fundet ud af at min baby har vendt sig så den ligger med hovedet opad. Jeg er i uge 36 og den burde sætte sig fast med hovedet nede i bækkenet i løbet af den her uge. 

Jeg har fået en ekstra tid om 14 dage hvor vi skal finde ud af om den har vendt sig med hovedet nedad. Hvis ikke, så bliver jeg sendt på sygehuset mhb. vendingsforsøg. 

Jeg kender to som har prøvet det og de siger begge at det gør helvedes ondt. Den ene endte med at få PKS og den anden endte med at få vendt babyen 3 gange i løbet af 3 uger og da hun gik i fødsel, havde babyen vendt sig om endnu en gang, så lægen måtte vendte babyen om med hovedet nedad og holde den sådan indtil den kom ud. 

Jeg søger erfaringer omkring dette emne. 

Jeg er meget imod kejsersnit men jeg har heller ikke lyst til at udsættes for flere smertefulde vendingsforsøg hvis babyen alligevel ender med at ligge forkert og jeg skal føde den med benene først eller endda ende ude i aks. 

Derfor leger jeg med tanken om PKS selvom det skræmmer livet af mig.

Jeg håber inderligt at den når at vende om og sætte sig fast 

ps. Det der gør mig endnu mere bange er, at jeg hele tiden har haft på fornemmelsen at jeg føder før tid (ligesom med den første og jeg havde ret). 

Hvis vandet går og babyens hovedet vender opad så skal jeg lægge mig ned og jm skal ringe efter en ambulance. Og så går tankerne amok, hvad nu hvis.... alle de komplikationer der kan ske undervejs

Vores datter lå også med hovedet opad, og jeg fik tilbudt vendingsforsøg omkring uge 36 så vidt jeg husker. Jeg havde det som dig i forhold til KS, jeg ville meget nødig have sådan et, hvis det på nogen måde kunne undgåes! 

Vi kom ind på sygehuset, fik kørt strimmel og alt det der, fik et skud astma medicin i ballen så vidt jeg husker, kom ind til lægen, som skannede for at skyde på hvilken vej, hun skulle forsøge at dreje baby. Hun kæmpede og baksede i 10 minutter og til sidst lå jeg og tudede af frygt for at det ikke ville lykkedes, men lige pludselig, svup, så vendte hun sig. Det gjorde på intet tidspunkt ondt på mig, det er en virkelig mærkelig følelse, men det gjorde overhovedet ikke ondt! Da jeg begyndte at tude, spurgte lægen om det gjorde for ondt og om hun skulle stoppe, men jeg tudede af frygt for det ikke lykkedes og ikke af smerter, så jeg bad hende blive ved, og det er jeg så glad for!

jeg er 31+1 med lillesøster, som åbenbart også synes det er skønnest at sidde op med hovedet under mit ribben, så nu må vinse, om vi skal møllen igennem igen. Men en ting er sikkert, jeg er på ingen måde bange for et vendingsforsøg  

man hører næsten kun skræk historierne, så derfor melder jeg mig på banen med en af de gode

rigtig meget held og lykke med det

kram herfra

Min datter lå med hovedet op af og numsen meget godt placeret i mit bækken.

Jeg frygtede kejsersnit mere end noget andet, og læste alt hvad jeg kunne. Fandt en klinik i KBH hvor de brugte en metode for at få løsnet barnet og måske endda vendt. Det handlede om nogle cigarlignende ting min mand holdt ved min lilletå mens jeg lå på en bestemt måde, om det hjalp aner jeg ikke men så følte jeg, at jeg i det mindste forsøgte.

Hun vendte sig ikke, men jeg synes selv hun løsnede sig lidt. Jeg skulle derfor igennem et vendingsforsøg som jeg lige som du kun havde hørt hørt skrækhistorier om. Men det var slet ikke slemt.

Jeg kom ind, blev scannet for at se hvordan hun lå og hvilken vej de skulle prøve at vende hende. Jeg fik et skud et eller andet muskelafslappende så livmoderen slappede af, og så gik de i gang. Det føltes mærkeligt, men gjorde på ingen måde ondt.

Da de havde forsøgt et godt stykke tid, og hun endnu ikke havde flyttet sig, spurgte de om jeg kunne klare en omgang mere og så ville de give op. Jeg var helt med på en omgang mere, for kejsersnittet stod som en rød alarmklokke.

En gang mere og pludselig gav hun slip og fulgte med, det var en lettelse både mentalt men også fysisk for jeg fik mere luft og mere plads i maven, pludselig kunne jeg igen bøje mig ned uden det gjorde ondt.

Bagefter frygtede jeg konstant hun vendte sig igen, men det gjorde hun ikke og hun kom til verden 4 dage over termin på mindre end en time.

Jeg var igennem vendingsforsøg i det, og det var slet ikke så galt som frygtet - jeg havde nemlig også hørt det skulle gøre mega-ondt.... men det gjorde det altså ikke.... det er ikke en gåtur i parken, men det gjorde ikke ondt... og lægen gjorde absolut sit, han moslede noget. Men det lykkedes ikke, så jeg endte med kejsersnit.

det var planlagt til den 13/1-17, men det bette besluttede at komme den 4..... og jeg skulle jo også lægge mig ned og ringe.... det gik så fint og der var slet ingen panik.... jeg oplevede det ikke som noget skrækkeligt, jeg fik hurtigt total ve-storm, så jeg var bare lykkelig for at få bedøvelsen så de kunne gå igang... fra vandafgang til barneskrig gik der knap 3 timer....

det var min historie

jeg fik med den første vendingsforsøg. Jeg synes det var ubehageligt men ikke at at det gjorde direkte ondt. 

Ved mig gik vanden uden vendingsforsøget. Jeg valgte at forsøge vaginal fødsel, som gik så fint. Jeg havde allerede inden besluttet mig for vaginal fødsels hvis vendingsforsøget ikke lykke. Jeg ville for alt i verden ikke have kejsersnit - i hvert fald ikke uden at prøve at have veer og sådan. 

Tusind tak for jeres svar piger. Det beroliger mig en lille smule efter alle de skrækhistorier. 

Jeg vil i hvert fald prøve med vendingsforsøg, men hvis det ikke lykkes, så vil jeg allerhelst vælge PKs, selvom jeg hele tiden har været imod det. 

Endnu en gang af hjertet tak for jeres historier 

I min anden graviditet vendte min pige sig dagen før termin. Vi fik en tid dagen efter til vending men der havde hun så vendt sig af sig selv, og jeg blev sat igang i stedet. 

Chantie skriver:

I min anden graviditet vendte min pige sig dagen før termin. Vi fik en tid dagen efter til vending men der havde hun så vendt sig af sig selv, og jeg blev sat igang i stedet. 

Er det fordi hun ikke havde sat sig fast?