Eksperthjælp: Jeg vil gerne se min datter, men ikke hvis det forvirrer hende

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.312 visninger
0 svar
0 synes godt om
22. februar 2017

Linda Stæhr

Hej

Jeg tillader mig at stille et spørgsmål herinde, selvom jeg ikke er mor. Jeg er derimod far, og står i en situation som gør mig lidt utryg.

Jeg blev for 7 måneder siden far til en sød lille pige. Jeg havde kun mødt moderen en enkelt gang, og her blev barnet altså undfanget. Moderen oplyste dengang at hun både tog P-piller, og ligeledes dagen efter havde taget en fortrydelsespille. 3 måneder inde i graviditeten ringede hun så og oplyste mig at hun var gravid, og at hun var ligeglad med min holdning. Jeg har dog valgt at være en del af barnets liv, og vi har delt forældremyndighed. Jeg har siden set barnet med jævne mellemrum, men har hidtil ikke kunne bidrage med det store, barnets tilknytning til moderen taget i betragtning. Dette var kort baggrundsinfo, og en forklaring, hvorfor at jeg endnu ikke har en tæt relation til mit barn.

Nu oplyser moderen mig så at hun til august, når barnet er 13 måneder gammel, tager på et skoleophold der har en varighed på 2,5 måned. I forbindelse med dette skoleophold, vil moderen overnatte på skolen i hverdagene, og komme hjem i weekenden. Derudover vil hun formentligt komme hjem om onsdag aften og være sammen med sit barn der. I hele denne periode skal hendes moster passe barnet. mosteren ser i dag barnet 2 gange i ugen, og er den barnet udover moderen har den tætteste relation til.

Forløbet bliver som følger

- Moderen kører på skoleophold søndag aften eller mandag morgen. En tur der tager 2 timer og 15 min. Hvis hun kører mandag morgen, skal hun altså køre inden hendes barn vågner. Mosteren vækker barnet og afleverer barnet i vuggestue og henter igen. Sådan foregår det frem til onsdag aften.

- Moderen kommer hjem onsdag aften omkring spisetid, og har et par timer med barnet inden sengetid. Hun vil så køre torsdag morgen inden barnet vågner, og lade mosteren aflevere barnet i vuggestuen

- Moderen kommer hjem fredag aften til spisetid, og har barnet dette tidspunkt til søndag aften / mandag morgen.


Oveni disse skift, vil jeg som barnets far selvfølgelig også gerne have mulighed for at se mit barn. Jeg er dog meget i tvivl om barnet bliver endnu mere ked og forvirret ved at det også skal se og forholde sig til mig, i en periode hvor der jo er forfærdelig mange nye indtryk for sådan et lille væsen
Hidtil har jeg kun været sammen med barnet 1,5 time hver 14. dag. Dette skal dog optrappes nu til en gang i ugen.

Det skal siges at vi i dag har fælles forældremyndighed, så jeg vil ikke få problemer med at få lov at se mit barn, men jeg ved slet ikke om det er godt for barnet, situationen taget i betragtning. Ønske-scenariet vil selvfølgelig være at moderen udskyder hendes skoleophold, hvilket jeg, dels med en udtalelse fra en børnepsykolog, samt links til diverse artikler på nettet har prøvet at påvirke hende til at gøre. Dette vil hun dog ikke forholde sig til, og har oplyst at hendes beslutning ikke står til at ændre, og at jeg ikke skal blande mig i hendes liv

Derfor håber jeg at I kan rådgive mig til hvor meget jeg bør se mit barn i moderens skoleperiode, og ellers hvordan jeg bør agere i denne trælse situation. Det skal siges at jeg ikke har mulighed for at barnet kan knytte sig tilstrækkeligt til mig på denne periode frem til august, hvorfor det ikke er en mulighed at barnet bor ved mig:
- Jeg bor i en anden by en times kørsel væk fra moderen
- bor i en midlertidig lejlighed på 80 kvm med en lille baby kæreste (føder til juni)og 2 børn på 9 og 12 år
- årsagen til det er midlertidigt er at vi er ved at bygge hus i denne periode. Huset ligger 15 min væk fra det barn denne artikel omhandler. Mit ønske er selvfølgelig at barnet herved på sigt kan være noget mere hos hendes far. Men KUN når det er barnets behov og ikke mine egne behov. jeg vil jo helst være sammen med mit barn hele tiden.

Håber at høre fra jer.

Mange hilsener en bekymret far



Lindas svar

Kære far – du er meget velkommen på baby.dk. Sikke en alsidig problemstilling, jeg har skrevet op til flere svar med mange vinkler, før du får dette.

Dejligt at høre, at både du og mor, på hver jeres måde, forsøger at sikre jeres lille datter, selvom det er hver for sig. Hun knokler en karriere sammen, som skal understøtte hendes og barnets liv, godt hjulpet på vej af moster. Og du knokler et hus på benene, så du kan være sammen med alle 5 børn, som du har valgt (eller tilvalgt) i dit liv.

Jeg vil gerne starte med en påstand, som vil præge mit svar: Så længe du er et fast og forventeligt element i din datters liv, så er du ikke et forstyrrende element. Med andre ord: Rutiner og en forventelig hverdag gør alting lettere at håndtere for børn. Din største bekymring i dit spørgsmål er, om det er på dit barns præmisser eller dine, at I skal ses. Men et barn har efter min mening brug for to forældre – så vidt det kan lade sig gøre. Jeg er klar over at, I pt. kun er sammen 1,5 time hver 14. dag, og jeg tror også at det er fint at trappe lidt op, som det er muligt inden mor starter på skole.

I forhold til mor og din bekymring for om hun gør det rette med at tage uddannelse i 2,5 måned, så tror jeg heller ikke du kan påvirke den beslutning. Men vi må formode/håbe, at hvis det kører helt af sporet undervejs, så vil mor selv revurdere projektet og evt. blive tvunget til at omgøre sin beslutning.

Mit råd til dig er
Forsøg at være så nærværende du kan og vær ikke bange for at blive en fast og reel omsorgsperson for din datter. Intervallet og antallet af timer sammen er ikke så vigtigt som kvaliteten, men mindst en gang om ugen umiddelbart (det afhænger helt af barnet og omstændighederne).

Så længe du evaluerer med mor og moster nogle gange undervejs, skal det nok gå. Børn tilpasser sig ofte mere end vi forventer – også selvom forholdene ikke er ideelle. Du kan evt. vælge at se din datter i samvær med mosteren, så den din datter er mest vant til (i skoleperioden), kan være hendes tryghed for hende.

Jeg synes simpelthen det er for vigtigt at du og din datter får en relation til, at du begynder at trække dig eller giver op i perioder, hvor din datter måske endda kunne have gavn af en kærlig far.

Mit svar bygger på følgende 5 principper

Prøv at se om du er enig, eller du ville vælge nogle andre principper - for det er ofte en god guide i dilemmaer.

  1. Børn har brug for en kærlig, tryg, forudsigelig base af velkendte voksne at vokse op med
  2. Børn har bedst af at kende begge sine forældre
  3. Begge forældre har et ansvar for barnets trygge opvækst
  4. Praktisk bøvl må aldrig overskygge vores børns behov – det er vores ansvar at sikre vores børn først og fremmest
  5. Løsningen bør løbende tilpasses barnets personlighed og behov

Med det sagt vil jeg ønske dig, din datter, din kæreste og de 4 andre børn og dit husprojekt alt det bedste. Du har nok at se til – make it count.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk



Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.