Infertilitet og ensomhed

Kære allesammen...

Dette er mit første indlæg herinde. Jeg ville ønske at var foruden, men hvor går man hen når følelserne er skamfulde og eens nærmeste formentlig alligevel ikke helt forstår. Jeg håber at dette forum, denne debat og lignende debatter kan blive et sted som kan give luft og ikke mindst give et fællesskab.

Jeg er her til aften blevet ringet op af en kær veninde. Hun er gravid. Ligesom mange andre i min omgangskreds. Det er fantastisk! Jeg er glad, men de mere skamfulde følelser står også og banker på. Det er ikke nemt når man selv gerne var i samme lykkelige omstændigheder.

Hvad stiller I op med de følelser som er svære at håndtere? Skam, bitterhed, vrede, misundelse?

Jeg er fornylig begyndt hos en psykolog, for at få talt om oplevelserne i forbindelse med aborterne samt den kommende fertilitetsbehandling. Jeg ville bare ønske, jeg kunne tale med en veninde eller ven om dette... Men er bange for, at de negative følelser, vil være for overvældende og for svære at forstå.

Ganske kort om mig og graviditet : 2 aborter i hhv. uge 12 og 10 grundet akrani og manglende hjertelyd. Seneste abort er 1,5 år siden, hvorefter der ikke er sket noget. Skal i næste cyklus insemineres for første gang.

Jeg håber I vil tage godt imod mig og at vi kan få god hjælp af hinanden.

Mange hilsner Frk. Kindrød

frk. kindrød skriver:

Kære allesammen...

Dette er mit første indlæg herinde. Jeg ville ønske at var foruden, men hvor går man hen når følelserne er skamfulde og eens nærmeste formentlig alligevel ikke helt forstår. Jeg håber at dette forum, denne debat og lignende debatter kan blive et sted som kan give luft og ikke mindst give et fællesskab.

Jeg er her til aften blevet ringet op af en kær veninde. Hun er gravid. Ligesom mange andre i min omgangskreds. Det er fantastisk! Jeg er glad, men de mere skamfulde følelser står også og banker på. Det er ikke nemt når man selv gerne var i samme lykkelige omstændigheder.

Hvad stiller I op med de følelser som er svære at håndtere? Skam, bitterhed, vrede, misundelse?

Jeg er fornylig begyndt hos en psykolog, for at få talt om oplevelserne i forbindelse med aborterne samt den kommende fertilitetsbehandling. Jeg ville bare ønske, jeg kunne tale med en veninde eller ven om dette... Men er bange for, at de negative følelser, vil være for overvældende og for svære at forstå.

Ganske kort om mig og graviditet : 2 aborter i hhv. uge 12 og 10 grundet akrani og manglende hjertelyd. Seneste abort er 1,5 år siden, hvorefter der ikke er sket noget. Skal i næste cyklus insemineres for første gang.

Jeg håber I vil tage godt imod mig og at vi kan få god hjælp af hinanden.

Mange hilsner Frk. Kindrød

Velkommen til 

Kære du

Fra mit eget meget korte og succesfulde fertilitetsforløb (så nej, det er slet ikke det samme som at skulle gennemleve det i flere år) vil jeg foreslå, at du tager det fra den letteste ende af: vælger den veninde, du tænker vil være lettest at tale med det om, og den følelse du synes er mindst svær at stå ved og så føler dig lidt frem. Jeg er 99% sikker på, at hun vil kunne rumme dine følelser. Jeg havde selv lettest ved at eje min irritation over min åndssvage krops manglende samarbejdsvilje og mine totalt irrationelle tanker om, hvad der kunne være galt ('måske har jeg ingen livmoder og det har lægen overset ved scanningen').

Og så overvej om du har behov for at aftale nogle regler, fx at hun ikke skal spørge til, hvordan det går med pb, men at du nok skal bringe det p bane, når du har overskud til at tale om det.

Held og lykke med det. 

Jeg har ikke oplevet at miste (heldigvis )

Men var 3 år igennem fertilitetsbehandling for at blive gravid med den første.. ingen vidste at vi havde problemer på den front og når folk spurgte om vi ikke skulle til at have børn så fejede vi det jo blot væk med at det passede ikke med uddannelse og job osv..

Men efter 2 år hvor jeg kæmpede for at få lov at komme i behandling, er overvægtig og tabte mig en del. Og fik en depression fordi jeg følte mig som den værste kvinde i verden , hvis krop modarbejde alt det jeg ville..

Til sidst gav jeg op og snakkede med mine veninder som også have annonceret graviditeter under al min elendighed.. og jeg ville ønske at jeg havde snakket med dem noget før  De var der 100 procent for mig, og tiden blevet meget nemmere derfra.

Da jeg så endelig blev gravid fortalte vi det også til vores familier og det var endnu en kæmpe lettelse ..

I dag snakker jeg meget åbent om det fordi jeg har indset at det hjælper rigtig meget,  og der findes så mange rundt omkring som også har været i behandling eller er i problemer som man slet ikke troede...

Så snak med en du har tillid til, istedet for at gå og brænde inde med det..

Jeg blev gravid efter anden inseminering, og nu venter jeg lillebror som bestemt ikke var planlagt, opdagede graviditeten i uge 8 og er nu næsten 24 uger henne. Så det kan lykkedes..

frk. kindrød skriver:

Kære allesammen...

Dette er mit første indlæg herinde. Jeg ville ønske at var foruden, men hvor går man hen når følelserne er skamfulde og eens nærmeste formentlig alligevel ikke helt forstår. Jeg håber at dette forum, denne debat og lignende debatter kan blive et sted som kan give luft og ikke mindst give et fællesskab.

Jeg er her til aften blevet ringet op af en kær veninde. Hun er gravid. Ligesom mange andre i min omgangskreds. Det er fantastisk! Jeg er glad, men de mere skamfulde følelser står også og banker på. Det er ikke nemt når man selv gerne var i samme lykkelige omstændigheder.

Hvad stiller I op med de følelser som er svære at håndtere? Skam, bitterhed, vrede, misundelse?

Jeg er fornylig begyndt hos en psykolog, for at få talt om oplevelserne i forbindelse med aborterne samt den kommende fertilitetsbehandling. Jeg ville bare ønske, jeg kunne tale med en veninde eller ven om dette... Men er bange for, at de negative følelser, vil være for overvældende og for svære at forstå.

Ganske kort om mig og graviditet : 2 aborter i hhv. uge 12 og 10 grundet akrani og manglende hjertelyd. Seneste abort er 1,5 år siden, hvorefter der ikke er sket noget. Skal i næste cyklus insemineres for første gang.

Jeg håber I vil tage godt imod mig og at vi kan få god hjælp af hinanden.

Mange hilsner Frk. Kindrød

Velkommen til eller hvad man siger kan virkelig godt forstå dine følelser over veninder eller andre bliver gravide det er helt normalt. Her prøvede vi selv i tre år med to bio i bagagen. Blev så heldigvis gravid i første icsi og der var et æg på frys jeg også lige er blevet gravid på så der er vi heldige. Jeg har den bedste veninde i verden jeg har snakket med det om, og hun har været såm dejlig og lyttende og forstående, men det så også kun hende for mit vedkommende stort set min familie og andre veninder har ikk rigtigt ville spørge ind til det eller høre på det, af mangledende forståelse tror jeg. Vil også sige Taj den veninde du føler der mest tryg ved for at gå med det selv er hårdt. Og brug sådan nogen sider som denne de er fantastiske pøj pøj med det hele 

Vi holdte vores første forsøg hemmeligt og det var på ingen måde godt for mig. Jeg synes det var hårdt at være i og særligt da vi stod på dagen for æo og der ikke var et eneste æg der havde klaret det. Efter det forsøg besluttede vi at fortælle det til dem vi havde behov for at sige det til. Eller det vil sige jeg snakkede med min familie og veninder om det, min kæreste havde ikke behov for at tale om det med andre end mig. Det var en kæmpe lettelse. Vi er forskellige og har forskellige behov, så mærk efter hvad der føles rigtigt for dig/jer. 

Der er ikke en eneste af dem jeg har talt med det om, der ikke har støttet mig og bakket op om mig også når det var svært, så det tror jeg ikke du skal være så bange for. Start evt med at fortælle det til en af dem der står dig nærmest og som du stoler på kan håndtere det. 

I forhold til veninder der bliver gravide på stribe, så er det helt normalt at du bliver ked af det og bitter over det ikke er jer! Det må du ikke skamme dig over! Det tror jeg vi alle har prøvet giv dig selv lov til at have de følelser. Og hvis du får mod på det så snak med en om at det er svært, eller skriv om det herinde. Her skal du nok møde forståelse og generelt hvis du har brug for at komme ud med nogle tanker eller frustrationer, så plejer der altid at sidde søde piger bag skærmen der gerne sender et kram i din retning  

der er efterhånden også en del blogs der omhandler infertilitet, så måske du kan finde noget trøst i at læse om andre. Fyrstenogfruen.dk er en virkelig fin blog og hun har skrevet en del om deres kamp. Den endte lykkeligt med at deres ældste blev født af hendes søster og nr 2 kom til ved hjælp af donorsæd, så en noget anderledes familiekonstallation, der er kommet ud af virkelig mange års kamp. Jeg ved der også findes andre og vil gerne lede efter hvad de hedder hvis du har brug for at læse om andre. 

Pyha det blev langt 

jeg vil stoppe igen og sende dig en krammer 

Kære allesammen...

Dette er mit første indlæg herinde. Jeg ville ønske at var foruden, men hvor går man hen når følelserne er skamfulde og eens nærmeste formentlig alligevel ikke helt forstår. Jeg håber at dette forum, denne debat og lignende debatter kan blive et sted som kan give luft og ikke mindst give et fællesskab.

Jeg er her til aften blevet ringet op af en kær veninde. Hun er gravid. Ligesom mange andre i min omgangskreds. Det er fantastisk! Jeg er glad, men de mere skamfulde følelser står også og banker på. Det er ikke nemt når man selv gerne var i samme lykkelige omstændigheder.

Hvad stiller I op med de følelser som er svære at håndtere? Skam, bitterhed, vrede, misundelse?

Jeg er fornylig begyndt hos en psykolog, for at få talt om oplevelserne i forbindelse med aborterne samt den kommende fertilitetsbehandling. Jeg ville bare ønske, jeg kunne tale med en veninde eller ven om dette... Men er bange for, at de negative følelser, vil være for overvældende og for svære at forstå.

Ganske kort om mig og graviditet : 2 aborter i hhv. uge 12 og 10 grundet akrani og manglende hjertelyd. Seneste abort er 1,5 år siden, hvorefter der ikke er sket noget. Skal i næste cyklus insemineres for første gang.

Jeg håber I vil tage godt imod mig og at vi kan få god hjælp af hinanden.

Mange hilsner Frk. Kindrød

Jeg besluttede ret tidligt i forløbet at give slip på skammen og favne misundelsen. Det er HELT okay at være ærgerlig over at andre får det som man gerne selv vil have. Selvfølgelig skal den følelse ikke æde én op, men tillad dig selv at have den og mærke den. 

Min "flok" af bedste veninder og min mor og far (og senere resten af familien) var med på sidelinjen da jeg gennemgik mine IVF behandlinger. Det var en stor lettelse at fortælle folk hvad vi gennemgik i stedet for at skulle gå og skjule det hele tiden.

Det er klart at folk der ikke har været igennem det samme, ikke kan sætte sig ind i ens følelser 100%. Men de kan være støttende og opbakkende og låne en skulder når man har brug for at græde ud. 

Kære alle sammen.

Mange tak for jeres svar. Det betyder meget for mig, at I har taget jer tid og givet det bedste svar I måtte have.

I har ret i, at jeg skal dele mine tanker. Det har jeg forsøgt at gøre den seneste uge. Det er ikke nemt at tale om, men folk forstår så godt de kan. Samtidig fortalte endnu en veninde at hun var gravid i onsdags. Hende og hendes kæreste var godt klar over, at det ikke var en nem situation. Vi fik en god snak om det, en enkelt tåre blev fældet og jeg gjorde mig aller bedste for at forklare dem, at min glæde på deres vegne ikke er mindre, blot fordi jeg bliver ked af det. Det er rart, når man både kan dele det gode og svære med venner.

Tusind tak for jeres støtte, kram og tanker. Jeg håber en dag, at jeg kan gøre jer gengæld.

Mange hilsner Frk. Kindrød