Støtte min mand ved lægen?

Hej baby brugere

Har brug for lidt indputs. Lad os starte fra starten.

Sagen er den at i september fik min mand et 30 timers barsels vikariat som pædagog i en anden by end hvor vi bor nu, det er meget varierede arbejds tider altså han kan arbejde 66-70 timer den ene uge med kun 1 dag fri i løbet af 9 dage med 8-12 timers vagter både dag og aften, og så måske have 5 dage fri den næste og derfor kun arbejde 15-20 timer i forskydelse af hinanden (plus stedet som er et bosted for handicappede har på mystisk vis fået skrevet sig ud af 11 timers reglen), dette har været et stort problem for min mand, vi har hans barn 5 ud af 14 dage og hver 3 gang barnet kommer så er han ikke hjemme pånær om morgenen i weekenden og de få hverdage, resten af tiden står jeg selv med barnet, og de øvrige weekender er han der kun i weekenderne fordi han altid har aftenvagter mandag og tirsdag. 

Alt dette har selvfølgelig givet rigtig dårlig samvittighed, men heldigvis har han haft mig som har påtaget mig meget ansvar for hans barn, som jeg heldigvis har et rigtig godt forhold til, men med samvittigheds kvaler over ikke at kunne være der nok for sit barn, og at overlade alt ansvaret til mig, samtidig med at de løber så hurtigt på arbejdet at han slet ikke føler han kan følge med, så har han siden slut oktober vist tydelige tegn på stress og depression (ting jeg selv har haft før og derfor kender symptomerne på). Jeg har siden jeg lagde mærke til det, presset lidt på for at han skulle opsøge læge, men han har slået det hen og mente absolut ikke at han fejlede noget, og ville slet ikke tage mine bekymringer til sig. 

Nu har han så fået et brev fra arbejdet fordi han har haft sygdage nok til at arbejdet vil kalde ham ind til samtale, hvilket fik hans øjne op dagen efter vi havde diskuteret dette igen hvor han blankt havde afvist at han skulle have hjælp, fordi jeg mente at det var blevet meget værre med hans opførsel, han er distræt, meget vred hvis man tilgår ham, og har absolut ingen overskud hverken til det huslige, sit arbejde, sit barn eller til mig, og det gør jo også mig rigtig ked af det.. 

Nu har han så lovet at ringe til lægen i morgen og få en tid, og han har sagt han faktisk rigtig gerne vil have mig med, men hvad skal jeg gøre dernede? Skal jeg fortælle om mine bekymringer de ting jeg har set, også selvom han ikke er enig med dem alle.. ? Eller skal jeg bare holde mund og lytte? 

Har aldrig været en støtte til sådan noget før, og bare det at han tager til lægen nu er helt utroligt, men også noget som virkelig skulle presses frem i ham for at han gjorde det jo.. 

Hvad ville I have gjort?  

Føler mig lidt lost og vil jo bare gerne hjælpe ham så meget som muligt, så jeg kan få min mand tilbage for kan næsten ikke kende ham længere og det gør mig virkelig ked af det 

Undskyld det lange indlæg, men havde brug for at komme ud med det.

Jeg har haft familie og kæreste med til fx psykolog, og det plejer at komme naturligt hvad man som pårørende gør. Psykologen henvendte sig til familie når de kunne give et nyt perspektiv på noget vi snakkede om :-)

Lilleguldklump skriver:

Jeg har haft familie og kæreste med til fx psykolog, og det plejer at komme naturligt hvad man som pårørende gør. Psykologen henvendte sig til familie når de kunne give et nyt perspektiv på noget vi snakkede om :-)

Okay, i første omgang er det bare ned til lægen.. Jeg håber på at han bliver tilknyttet en psykolog, og han håber på en sygmelding.. :/ Så er godt nok i tvivl om hvad der kommer til at ske.. 

Hvad med at spørge ham om, hvad han forventer din rolle er hos lægen? 

heaven skriver:

Hvad med at spørge ham om, hvad han forventer din rolle er hos lægen? 

Jeg har overvejet at spørge, men er så bange for at han bakker ud og ikke vil ringe alligevel.. Det har været så svært at få ham hertil.. :/

Anonym skriver:

Hej baby brugere

Har brug for lidt indputs. Lad os starte fra starten.

Sagen er den at i september fik min mand et 30 timers barsels vikariat som pædagog i en anden by end hvor vi bor nu, det er meget varierede arbejds tider altså han kan arbejde 66-70 timer den ene uge med kun 1 dag fri i løbet af 9 dage med 8-12 timers vagter både dag og aften, og så måske have 5 dage fri den næste og derfor kun arbejde 15-20 timer i forskydelse af hinanden (plus stedet som er et bosted for handicappede har på mystisk vis fået skrevet sig ud af 11 timers reglen), dette har været et stort problem for min mand, vi har hans barn 5 ud af 14 dage og hver 3 gang barnet kommer så er han ikke hjemme pånær om morgenen i weekenden og de få hverdage, resten af tiden står jeg selv med barnet, og de øvrige weekender er han der kun i weekenderne fordi han altid har aftenvagter mandag og tirsdag. 

Alt dette har selvfølgelig givet rigtig dårlig samvittighed, men heldigvis har han haft mig som har påtaget mig meget ansvar for hans barn, som jeg heldigvis har et rigtig godt forhold til, men med samvittigheds kvaler over ikke at kunne være der nok for sit barn, og at overlade alt ansvaret til mig, samtidig med at de løber så hurtigt på arbejdet at han slet ikke føler han kan følge med, så har han siden slut oktober vist tydelige tegn på stress og depression (ting jeg selv har haft før og derfor kender symptomerne på). Jeg har siden jeg lagde mærke til det, presset lidt på for at han skulle opsøge læge, men han har slået det hen og mente absolut ikke at han fejlede noget, og ville slet ikke tage mine bekymringer til sig. 

Nu har han så fået et brev fra arbejdet fordi han har haft sygdage nok til at arbejdet vil kalde ham ind til samtale, hvilket fik hans øjne op dagen efter vi havde diskuteret dette igen hvor han blankt havde afvist at han skulle have hjælp, fordi jeg mente at det var blevet meget værre med hans opførsel, han er distræt, meget vred hvis man tilgår ham, og har absolut ingen overskud hverken til det huslige, sit arbejde, sit barn eller til mig, og det gør jo også mig rigtig ked af det.. 

Nu har han så lovet at ringe til lægen i morgen og få en tid, og han har sagt han faktisk rigtig gerne vil have mig med, men hvad skal jeg gøre dernede? Skal jeg fortælle om mine bekymringer de ting jeg har set, også selvom han ikke er enig med dem alle.. ? Eller skal jeg bare holde mund og lytte? 

Har aldrig været en støtte til sådan noget før, og bare det at han tager til lægen nu er helt utroligt, men også noget som virkelig skulle presses frem i ham for at han gjorde det jo.. 

Hvad ville I have gjort?  

Føler mig lidt lost og vil jo bare gerne hjælpe ham så meget som muligt, så jeg kan få min mand tilbage for kan næsten ikke kende ham længere og det gør mig virkelig ked af det 

Undskyld det lange indlæg, men havde brug for at komme ud med det.

Tag med og lyt.

Til slut eller som det passer fortæller du de ændringer du kan se.

Pøj pøj. Håber I har en god læge der tager jer alvorligt.

Knus Xolia, mor til 4 med en mand der kæmper for at komme ud af depressionen efter 2,5 år 

Det er jo meget forskellige fra person til person g forhold til forhold, hvordan man støtter hinanden i sådanne situationer.

Jeg ville endelig lade være med at sige for meget. Det er hans konsultation, og ikke din. Støt ham og hjælp med at svare på spørgsmål hvis han beder om det. Vis at du er stolt af at han tager det alvorligt og at du gerne vil hjælpe ham. 

Lad være med at presse på. Hvis han har haft svært ved at indse det selv, så lad ham tage det i sit tempo. Forvent ikke for meget af konsultationen i morgen, måske skal han derned et par gange, før han er klar til henvisning mv.