Eksperthjælp: Storebror er voldsom overfor lillebror

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

7.717 visninger
0 svar
0 synes godt om
3. februar 2017

Linda Stæhr

Hej Linda.

Jeg skriver angående min søn på 2.8 år og hans lillebror på 14 mdr.

Vi har nemlig problemer med at storebror er rigtig hård ved lillebror, og han har svært ved at forstå hvor hårdt han egentlig tager fat/trækker/skubber og hvor grænsen går.
Jeg tør ikke lade dem være alene i samme rum, for der går 5 sekunder så græder lillebror fordi den store har lagt sig ovenpå ham eller væltet ham. Lillebror har først lige lært at gå så han er naturligvis ikke særlig stabil endnu, og derfor skal der ingenting til at vælte ham når han står op.

Den store kan finde på helt bevidst at skubbe ham i ryggen så han vælter, eller tage fat i ham og vælte ham ned på gulvet og så ligge sig ovenpå ham. Når dette sker - og det er en helt bevidst handling fra storebror - plejer jeg, uden at hæve stemmen, at sætte storebror ind på værelset og siger til ham at han må komme ud når han kan sige undskyld til lillebror. Når han så har sagt undskyld forklarer jeg ham hvorfor han kom ind på værelset og at lillebror blev ked af det fordi han skubbede/væltede ham etc, og så leger vi videre uden sure miner.

Derudover er han også voldsom uden at have intentioner om at være det. Det kan både være når han vil give ham en krammer, som bliver så hård/voldsom at lillebror nærmest ikke kan få luft, eller når han vil holde ham i hånden og trække ham et sted hen, men hvor lilebror ikke kan følge med og dermed vælter, eller når han vil kysse ham men i stedet får trykket så hårdt ind i hovedet på lillebror at det gør ondt. osv osv osv.

Vi har rigtig mange af de her situationer og jeg prøver helt roligt at forklare og vise ham at han skal være mere forsigtig fordi eller gør det ondt på lillebror og han ikke synes det er dejligt.

Jeg føler bare slet ikke det hjælper noget og det er det samme hver dag. Derfor tænker jeg at jeg måske takler det helt forkert siden der ikke er nogen bedring.. Jeg ville sådan ønske at de kunne lege sammen uden at jeg skulle være bange for hvordan lillebror bliver behandlet... Han tager desuden også alt legetøj ud af hænderne på lillebror hvis han synes han selv skal lege med det, men der synes jeg er lidt en bagatel i forhold til..

Samtidig skal det siges at de går i dagpleje sammen, og når de er derhenne er der absolut ingen problemer? Og der har ikke været det på noget tidspunkt, overhovedet. Det er højst en lidt voldsom krammer men ellers gør han ham ingenting, og han er også sød ved de andre børn.,,



Lindas svar

Kære Mie

Du får lige et skriftligt svar i stedet for et videosvar, da jeg er lidt for forkølet denne tid.

Du beskriver her et søskendeforhold, hvor storebror er alt alt for voldsom overfor lillebror.

Jeg vil starte med at påpege et mønster, som du måske overser. For det virker til at du gør meget ud af at forklare storebror tingene og gør det hele meget pædagogisk og godt (som beskrevet under "Førstehjælp til provokerende børn"). Men lige her, tror jeg storebror får ALT for meget opmærksomhed i processen – det bliver et helt lille ritual, når det går galt. En point jeg uddyber på min hjemmeside lige her.

Børn lærer primært gennem årsag-konsekvens

Det vil sige at storebror har fundet et mønster (i konkurrencen om mors opmærksomhed), som hedder:

’Hvis jeg slår/skader/genere lillebror, så kommer mor hen til mig, så løfter hun mig op (ind i rummet), så får jeg fred for lillebror lidt (på værelset), så taler mor alene med mig – en samtale jeg kan trække længe ud (når han skal sige undskyld) og til sidst leger vi videre som om intet er sket, mor bliver ikke engang sur.’

At de klarer tiden i dagplejen uden problemer, vidner om, at det her omhandler DIN kærlighed, som er på spil. Storebror havde dig i 1,5 år helt for sig selv, og nu har han en lillebror, at konkurrere med om din kærlighed (læs opmærksomhed). Og som snedig (næsten) 3-årig, så er han fantastisk til at ’regne den ud’ hvordan han får mere opmærksomhed. Desuden vil storebror i denne alder massivt udfordre autoriteter og forsøge at afprøve sine forældre, for at adskille, hvem der bestemmer hvornår. Og det gør ikke sagen lettere.

Så her er hvad jeg foreslår

  1. Ny strategi: Giv en MASSE opmærksomhed på enhver handling, der kunne opfattes som venlig, fra storebrors side. Laver han ballade, så stop konflikten hurtig og ret dit fokus mod noget andet.
  2. Giv storebror en ny rolle: Lad ham være ”den store hjælpende storebror”. Understøt så meget du kan med dine ord og din anerkendelse enhver tendens til, at han er det: ”Vil du tage kluden til lillebror – tusind tak, du er en dejlig bror! Jeg er så glad for du hjælper mig”. Smør bare tykt på (så længe du er oprigtig).
  3. Lad storebror følge med dig rundt, når du går rundt i hjemmet (for en periode), det giver samvær og giver dig hjertefred, så der sker færre ’uheld’. Fx ”Kom nu skal vi ud i køkkenet og lave mad, kom og hjælp mig” og ”Nu skal vi lige hente et nyt håndklæde”.
  4. Marte Meo- metoden (som bruges af rigtig mange pædagoger i forskellig variation): Sæt ord på alt der sker, når I er sammen (indtil det er bedre). Det gør ikke noget, at det lyder som en underlig monolog af forklaringer, for det sætter fokus på, at du faktisk SER din ældste søn og kan understøtte ham i samværet med lillebror. På den måde går du fra at være udøvende dommer til at være hans støtte. Fx:
    1. Vis, at du ser storebror i de små ting: ”Nu sidder du og leger med bilen (og kommenter gerne indlevende) den kører stærkt”.
    2. Vis han er den store og lad det være spændende og hyggeligt at være sammen om lillebror - giv medindsigt: ”Nu væltede lillebror bilen ned (kommenter gerne) hov han vidste ikke den ville falde ned” (underforstået: Men det forstår vi to - ikke også
    3. Ved konflikter ”Nu kan jeg se, du vil skubbe lillebror, det er ikke ok (flyt straks fokus), kom lad os hoppe på puderne i stedet”. Og giv storebror en ny opgave: ”Nu slog du lillebror, det vil jeg ikke have. Kom lillebror, vi flytter os herhen. (og til storebror) Du må gerne køre bil i stedet.” Det vigtige her er at han får positiv alternativer til det der sker.
    4. Gør lillebror til en vigtig person I sammen kan have omsorg for: ”Så nu græder lillebror igen, han er lidt lille, så han kan ikke sige, at han er sulten. Kom skal vi finde noget mad til ham? (tag ham med ved hånden når du går ud)”.

Til slut lige en kommentar omkring at skulle sige undskyld

Min erfaring med at lære børn at sige undskyld er, at der er to resultater: Enten bliver det en tung straf (som dog giver en stor mængde opmærksomhed) eller også bliver det en ny mulighed for barnet, for at genoprette en brudt relation. Hvis du helst ønsker det sidste, så vil jeg anbefale dig, at du ikke tvinger din søn til at sige undskyld. Derimod kan du opfordre ham til det (”For at I kan være gode venner igen&rdquo og ellers bare være et forbillede i selv at sige undskyld, når det er relevant.

Al forandring skaber gnidninger

Og som altid – nye vaner accepteres som regel først fra 3. dagen. Indtil da, må du holde ud og lave nogle kompromiser i ovenstående forslag. Du kan fortsat vælge fysisk at fjerne den ældste, hvis det bliver nødvendigt. Overvej at gøre det uden at lukke døren (da det let skaber en følelse af at være fanget) og at du tydeligt forklarer kravene fra DIT og lillebrors behov: ”Jeg har brug for du er væk fra lillebror 3 minutter, fordi jeg er bange for han kommer til skade – om lidt kan vi…”

Med dette lange svar vil jeg ønsker jer alt det bedste

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk



Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.

Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.