Jeg skriver dette som anonym, fordi jeg vil ikke risikere at hænge min mand ud, og fordi jeg synes dette er så langt ude og pinligt.
11 oktober fik vi vores barn nummer 3. De andre er hh. 4 og 2 år. Det har self været hektisk det hele, og særligt pga at jeg blev så godt som invalid den sidste del af graviditeten. Nå men.... vi lever et noget specielt liv, som så indebærer at alt vores arbejde foregår i eller omkring hjemmet og vores børn er hjemmepasset. Lige nu har rytmen været at jeg sover længe med den yngste, da jeg jo har afbrudt søvn igennem hele natten, og baby går ikke tidligt i seng, så det har jeg heller ikke mulighed for.
Jeg ved at min mand har fået til rytme at have de ældre børn i bad (nogle gange i karret andre gange under bruseren) om morgenen (i stedet for om aftenen som det har været), og det er fint hvis det passer ham bedst. I går aftes havde jeg så den yngste i bad, og min mand kommer så ind på badeværelset, da jeg tager baby op, griner jeg lidt af min måde at håndtere en baby på - det er ikke pyller måden med fløjlshandsker - jeg kan godt lide at mine børn bliver stimuleret af at blive bevæget meget. Nå men så begynder min mand at snakke om sin morgen rutine.
Åbenbart sætter han børnene i badekarret, og går så selv ud for at ordne tøj. Altså ud - UD AF HUSET 
For at komme til vores vaskemaskine, skal man ud af huset, gå rundt om det og så kommer man i kælderen. Efter det går han ud i udhuset for at hænge tøj op.
Jeg er simpelthen så forfærdet at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med det. Hele tiden mens jeg sad der og puslede om min baby, forventede jeg at min mand ville sige at det var en joke, for helvede min datter er 2,5 år og min søn 4,5.
Jeg ved at min mand har tendens til at bagatelisere druknefaren. Jeg har sagt til ham 1000 gange at han skal holde børnene under opsyn når de er i badekar, men jeg ville aldrig drømme om at han kunne finde på at decideret forlade dem. En tur ud i køkkenet kunne jeg godt forstå, man kan jo have dørene åbne og vi har et lille hus med papirvægge.
Jeg ved simpelten ikke hvordan jeg skal reagere. Jeg tror jeg er i en eller anden form for chok. Min mand er ellers meget ansvarsfuld og en god far og mand ellers. Jeg står stadig og tror at det må være en joke. I morgen satte jeg vækkeuret, så jeg kunne stå op kl 7, fordi jeg tør simpelten ikke risikere at han laver det stunt igen.
Jeg skældte lidt ud om det i går, men helt ærligt har jeg mere travlt med at takke børnenes skytsengle for at de er i godt behold.
Hvad fanden skal jeg gøre med det hele. Og lige for at realitetstjekke. Det gør man ikke, vel? Altså vi snakker om at gå ud af huset (UD AF HUSET) imens man har sat en 4,5 årig og en 2,5 årig i badekarret, og de kan altså være ret vilde!
