Jeg har brug for lige at få luft. Kommunikationen mellem min kæreste og jeg er gået helt i hårknude.
Vi har et barn sammen på 1 år. Jeg kan mærke, at der er rigtig meget, som min kæreste er utilfreds med ved mig, men jeg har valgt ikke at gå op i det, da det virker som om, det er alt – og jeg har ikke lyst til at komme derud, hvor jeg skal ændre på alt, hvad jeg gør og siger. Jeg har også valgt, at knibe ballerne sammen og håber på, at det bliver bedre jo ældre vores barn bliver.
Min kæreste har et andet barn, som er hos os meget, Det er fint. Men det er ikke i system, og jeg ved aldrig om barnet er hos os, når jeg kommer fra job eller ej. Jeg bad min kæreste om at være bare til at oplyse mig, om planerne med det andet barn. Jeg fik at vide, at jeg jo bare kunne se i hans kalender, hvorefter jeg forsøgte at sige, at det handlede mere om, at jeg følte, at jeg følte mig overset, når jeg ikke var inde over planerne for, hvad der skulle ske i mit hjem. Det førte til en diskussion om, hvorvidt jeg blev glad, når jeg så at hans anden drenge var der eller ej. For mig en fuldstændig irrelevant diskussion, men som min kæreste tog meget alvorligt, Jeg endte med at gentage igen og igen, at det fr mig handler om, at jeg gerne vil inddrages i hjemmets beslutninger, og at hans andets barns tilstedeværelse ikke på den måde ændrede på mit følelsesregister. Min kæreste bliver sur, siger at han ikke har tænkt sig at ændre noget, at jeg bare kan se i hans kalender. Diskussionen bliver vredere og vredere, da jeg bliver ved med at påpege, at det i bund og grund handler om, at jeg ikke føler mig taget alvorligt.
Det hænger også sammen med, at han har kaldt mig psykisk syg, efter jeg gik helt ned med flaget efter en hård fødsel. Hverken den psykolog, jeg fik efter fødslen eller min læge mener dig, at jeg er syg. Min kæreste bliver ved med at sige, at jeg jo har en diagnose, at jeg konsekvent tager nogle dårlige valg, og han mener i øvrigt ikke, at jeg er en god mor. Han kan ikke lide min mor, og er også begyndt at diagnosticere hende – og er nu begyndt at sige, at jeg nok har den samme diagnose som hende. Det sårer mig, og jeg synes, det er så uigenkaldeligt sårende, at han er begyndt på det.
Jeg har fuldstændigt mistet lysten til sex med ham, og lysten til at være sammen med ham. Når jeg foreslår, at vi tager en pause og flytter hver for sig en stykke tid, nægter han. Han mener, vi skal snakke os ud af det. Men det ender altid med, at vi sidder og taler om hvert vores problem. Og jeg er begyndt at tro, at der ikke findes en løsning, der kan løse begge vores problemer.
Jeg har valgt at være anonym af hensyn til vores forhold
