Hjælp til jalousi

Kort fortalt.. 

Jeg blev forladt med mit nyfødte barn for et år siden ud i det blå. Det kom som et chok og havde aldrig set det komme. Troede alt var perfekt. 

Jeg har været nede lige siden, af savn til min mand. Ved godt i tænker, glem den idiot, men det kan jeg ikke. 

Vi prøver igen, men føler hele tiden jeg skal bevise at jeg er god nok inden han nogensinde tager beslutningen, hvilket burde være omvendt. Han burde vise han fortjener en chance til, men alligevel er det mig der kæmper med at have det dårligt med mig selv, hver gang jeg viser min sorg eller andre følelser som ødelægger den gode stemning.

og oveni kæmper jeg med den her jalousi, fordi han har været sammen med en i mellemtiden (lang tid efter bruddet først). Jeg kendte pigen, hvilket gør endnu mere ondt. Jeg føler mig ydmyget og til grin.  Hvordan ligger jeg den følelse fra mig? (Har en følelse af, at hun og andre bare vil sidde og grine håneligt af mig over at hun kunne være sammen med min x. Hun har altid virket mere misundelig på mig end vild med ham, derfor jeg tager det så personligt). Hvordan tilgiver man? Ved godt han ikke har været mig utro og det gider jeg ikke have nedladende kommentarer på. Jeg føler jo desværre som jeg gør og vil bare så gerne kunne smide den følelse væk, at det er mig der er til grin og ydmyget.. 

Ved godt det er meget at forlange, men vil i ikke godt svare uden at være for dømmende og hårde ved mig, for jeg har det virkelig svært i forvejen.  

Hver dag har jeg gået og passet vores datter der nu er 15 måneder, alt imens han kunne gøre som han ville og han valgte at være sammen med en anden, som så lige skulle være en pige som kendte mig og omvendt  Ville have været nemmere hvis det var en jeg ikke anede hvem var. Jeg vil ikke ødelægge den chance der er ved at være ked af det og jaloux, men vil gerne lære at kontrollere de følelser. Andre der har prøvet det? 

Vil for alt i verden give min datter det bedste liv med sin mor og far, fordi jeg jo stadig elsker ham. Men hele beslutningen er på hans skuldre. Det er så uretfærdigt. Føler aldrig livet vil tilsmile mig igen på den front og det efterlader mig i den dybeste ensomhed og sorg der findes. Ville ønske jeg kunne stoppe med at elske ham; men efter der er gået et år og jeg jo stadig er lige så ked af det, føler jeg aldrig jeg bliver hel igen uden ham. 

Anonym skriver:

Kort fortalt.. 

Jeg blev forladt med mit nyfødte barn for et år siden ud i det blå. Det kom som et chok og havde aldrig set det komme. Troede alt var perfekt. 

Jeg har været nede lige siden, af savn til min mand. Ved godt i tænker, glem den idiot, men det kan jeg ikke. 

Vi prøver igen, men føler hele tiden jeg skal bevise at jeg er god nok inden han nogensinde tager beslutningen, hvilket burde være omvendt. Han burde vise han fortjener en chance til, men alligevel er det mig der kæmper med at have det dårligt med mig selv, hver gang jeg viser min sorg eller andre følelser som ødelægger den gode stemning.

og oveni kæmper jeg med den her jalousi, fordi han har været sammen med en i mellemtiden (lang tid efter bruddet først). Jeg kendte pigen, hvilket gør endnu mere ondt. Jeg føler mig ydmyget og til grin.  Hvordan ligger jeg den følelse fra mig? (Har en følelse af, at hun og andre bare vil sidde og grine håneligt af mig over at hun kunne være sammen med min x. Hun har altid virket mere misundelig på mig end vild med ham, derfor jeg tager det så personligt). Hvordan tilgiver man? Ved godt han ikke har været mig utro og det gider jeg ikke have nedladende kommentarer på. Jeg føler jo desværre som jeg gør og vil bare så gerne kunne smide den følelse væk, at det er mig der er til grin og ydmyget.. 

 

Ved godt det er meget at forlange, men vil i ikke godt svare uden at være for dømmende og hårde ved mig, for jeg har det virkelig svært i forvejen.  

 

Hver dag har jeg gået og passet vores datter der nu er 15 måneder, alt imens han kunne gøre som han ville og han valgte at være sammen med en anden, som så lige skulle være en pige som kendte mig og omvendt  Ville have været nemmere hvis det var en jeg ikke anede hvem var. Jeg vil ikke ødelægge den chance der er ved at være ked af det og jaloux, men vil gerne lære at kontrollere de følelser. Andre der har prøvet det? 

Vil for alt i verden give min datter det bedste liv med sin mor og far, fordi jeg jo stadig elsker ham. Men hele beslutningen er på hans skuldre. Det er så uretfærdigt. Føler aldrig livet vil tilsmile mig igen på den front og det efterlader mig i den dybeste ensomhed og sorg der findes. Ville ønske jeg kunne stoppe med at elske ham; men efter der er gået et år og jeg jo stadig er lige så ked af det, føler jeg aldrig jeg bliver hel igen uden ham. 

Jeg tænker at I måske burde få noget parterapi Det lyder som, der er mange ting I har brug for at få talt igennem - jeg kan sagtens forstå at det er mega svært for dig at lære at stole på ham igen, men det må også være hårdt at være ham, for han ved garanteret godt at det er svært for dig. Jeg tror virkelig at det er vigtigt at I får alle tanker på bordet og talt det hele igennem - og det er bedst med fx en parterapeut efter min mening

LeneKE skriver:

Jeg tænker at I måske burde få noget parterapi Det lyder som, der er mange ting I har brug for at få talt igennem - jeg kan sagtens forstå at det er mega svært for dig at lære at stole på ham igen, men det må også være hårdt at være ham, for han ved garanteret godt at det er svært for dig. Jeg tror virkelig at det er vigtigt at I får alle tanker på bordet og talt det hele igennem - og det er bedst med fx en parterapeut efter min mening

Det nægter han.  Og fordi han godt ved at han svigtede, så skal der ikke meget til før han går i panik og vender/stopper det igen. Føler lidt jeg skal passe på, så længe han også kæmper med det. 

Anonym skriver:

Kort fortalt.. 

Jeg blev forladt med mit nyfødte barn for et år siden ud i det blå. Det kom som et chok og havde aldrig set det komme. Troede alt var perfekt. 

Jeg har været nede lige siden, af savn til min mand. Ved godt i tænker, glem den idiot, men det kan jeg ikke. 

Vi prøver igen, men føler hele tiden jeg skal bevise at jeg er god nok inden han nogensinde tager beslutningen, hvilket burde være omvendt. Han burde vise han fortjener en chance til, men alligevel er det mig der kæmper med at have det dårligt med mig selv, hver gang jeg viser min sorg eller andre følelser som ødelægger den gode stemning.

og oveni kæmper jeg med den her jalousi, fordi han har været sammen med en i mellemtiden (lang tid efter bruddet først). Jeg kendte pigen, hvilket gør endnu mere ondt. Jeg føler mig ydmyget og til grin.  Hvordan ligger jeg den følelse fra mig? (Har en følelse af, at hun og andre bare vil sidde og grine håneligt af mig over at hun kunne være sammen med min x. Hun har altid virket mere misundelig på mig end vild med ham, derfor jeg tager det så personligt). Hvordan tilgiver man? Ved godt han ikke har været mig utro og det gider jeg ikke have nedladende kommentarer på. Jeg føler jo desværre som jeg gør og vil bare så gerne kunne smide den følelse væk, at det er mig der er til grin og ydmyget.. 

 

Ved godt det er meget at forlange, men vil i ikke godt svare uden at være for dømmende og hårde ved mig, for jeg har det virkelig svært i forvejen.  

 

Hver dag har jeg gået og passet vores datter der nu er 15 måneder, alt imens han kunne gøre som han ville og han valgte at være sammen med en anden, som så lige skulle være en pige som kendte mig og omvendt  Ville have været nemmere hvis det var en jeg ikke anede hvem var. Jeg vil ikke ødelægge den chance der er ved at være ked af det og jaloux, men vil gerne lære at kontrollere de følelser. Andre der har prøvet det? 

Vil for alt i verden give min datter det bedste liv med sin mor og far, fordi jeg jo stadig elsker ham. Men hele beslutningen er på hans skuldre. Det er så uretfærdigt. Føler aldrig livet vil tilsmile mig igen på den front og det efterlader mig i den dybeste ensomhed og sorg der findes. Ville ønske jeg kunne stoppe med at elske ham; men efter der er gået et år og jeg jo stadig er lige så ked af det, føler jeg aldrig jeg bliver hel igen uden ham. 

Føler med dig 

Det lyder som en usund situation for både dig og din datter. Jeg håber, du finder lysten og viljen til at give slip på ham, for du fortjener bedre.

Anonym skriver:

Det nægter han.  Og fordi han godt ved at han svigtede, så skal der ikke meget til før han går i panik og vender/stopper det igen. Føler lidt jeg skal passe på, så længe han også kæmper med det. 

Jeg tror, at du skal gå i noget terapi. Lige nu tænker du hvordan du holder på ham, og går på listetæer for at det ikke er svært for HAM!?

Det er helt forkert. I skal arbejde som et hold for at det vil lykkedes at være den familie, som du drømmer om. 

Det er ikke sikkert at det kommer til at lykkedes, men jeg forstår godt at du ønsker at kæmpe for det. Problemet er jo bare hvis du kæmper alene, og I aldrig får talt alt det her igennem. 

Det kommer til at ligge og lure under overfladen.

Folk behandler dig kun som du lader dem behandle dig. Du er nødt til at tro på din egen værdi og hanke op i dig selv.

enten vil han dig og være en familie, eller også vil han ikke. 

Du skal bestemt ikke gå på listetæer omkring alle jeres problemer og udfordringer. Du skal holde fokus på din lille pige og på at DU får det godt. 

Så må han vise dig om han vil jeres forhold eller ej. 

Du kan ikke tvinge ham til at ville, og jeg tror HELT sikkert at I, og især du, har brug for professionel hjælp til at komme helt igennem det.

Anonym skriver:

Føler med dig 

Det lyder som en usund situation for både dig og din datter. Jeg håber, du finder lysten og viljen til at give slip på ham, for du fortjener bedre.

Som skrevet er det kort fortalt. Vi har det nemlig også rigtig godt sammen. Det er bare fortiden der skal gøre mindre ondt og så er jeg jo også bange for at det ikke går. For så vil jeg føle det samme svigt igen  men tak.. har snakket med min dagplejemor og dagplejefar om det hele. De siger min datter trives i stor stil. Men det gør jeg jo desværre ikke. 

Kort fortalt.. 

Jeg blev forladt med mit nyfødte barn for et år siden ud i det blå. Det kom som et chok og havde aldrig set det komme. Troede alt var perfekt. 

Jeg har været nede lige siden, af savn til min mand. Ved godt i tænker, glem den idiot, men det kan jeg ikke. 

Vi prøver igen, men føler hele tiden jeg skal bevise at jeg er god nok inden han nogensinde tager beslutningen, hvilket burde være omvendt. Han burde vise han fortjener en chance til, men alligevel er det mig der kæmper med at have det dårligt med mig selv, hver gang jeg viser min sorg eller andre følelser som ødelægger den gode stemning.

og oveni kæmper jeg med den her jalousi, fordi han har været sammen med en i mellemtiden (lang tid efter bruddet først). Jeg kendte pigen, hvilket gør endnu mere ondt. Jeg føler mig ydmyget og til grin.  Hvordan ligger jeg den følelse fra mig? (Har en følelse af, at hun og andre bare vil sidde og grine håneligt af mig over at hun kunne være sammen med min x. Hun har altid virket mere misundelig på mig end vild med ham, derfor jeg tager det så personligt). Hvordan tilgiver man? Ved godt han ikke har været mig utro og det gider jeg ikke have nedladende kommentarer på. Jeg føler jo desværre som jeg gør og vil bare så gerne kunne smide den følelse væk, at det er mig der er til grin og ydmyget.. 

 

Ved godt det er meget at forlange, men vil i ikke godt svare uden at være for dømmende og hårde ved mig, for jeg har det virkelig svært i forvejen.  

 

Hver dag har jeg gået og passet vores datter der nu er 15 måneder, alt imens han kunne gøre som han ville og han valgte at være sammen med en anden, som så lige skulle være en pige som kendte mig og omvendt  Ville have været nemmere hvis det var en jeg ikke anede hvem var. Jeg vil ikke ødelægge den chance der er ved at være ked af det og jaloux, men vil gerne lære at kontrollere de følelser. Andre der har prøvet det? 

Vil for alt i verden give min datter det bedste liv med sin mor og far, fordi jeg jo stadig elsker ham. Men hele beslutningen er på hans skuldre. Det er så uretfærdigt. Føler aldrig livet vil tilsmile mig igen på den front og det efterlader mig i den dybeste ensomhed og sorg der findes. Ville ønske jeg kunne stoppe med at elske ham; men efter der er gået et år og jeg jo stadig er lige så ked af det, føler jeg aldrig jeg bliver hel igen uden ham. 

Fordi du vil det aller aller bedste for din datter skal du alene måske starte hos en psykolog og gennem de sessioner vil du lærer nye sider af dig selv og at du er en voksen og selvstændig kvinde der ikke behøves denne mand som din kæreste men han skal altid være i dit liv som din datters far og I vil dele hendes store dage sammen, men ikke som par. Og med tid vil du igen finde kærlighed men først skal du elske dig selv og finde selvtilliden frem igen og forhåbentlig vil din næste kærlighed give mere overskud og mindre sorg. 

Anonym skriver:

Det nægter han.  Og fordi han godt ved at han svigtede, så skal der ikke meget til før han går i panik og vender/stopper det igen. Føler lidt jeg skal passe på, så længe han også kæmper med det. 

Men hvis det er det, der skal til for at redde jeres forhold, så må han da bide det i sig... 

Undskyld, søde ven, men du er simpelthen nødt til at finde noget selvrespekt  og omsorg for dig selv, ellers bliver det aldrig bedre. Det er vigtigt at jeres barn trives, men hvis du ikke gør det, går det aldrig i længden.

Stop med at lege gulvmåtte, og tag ansvar for dig selv og din plads i jeres forhold. Du får det ud af et forhold, som du putter ind i det - prøv at tænke over hvad du putter ind i jeres forhold lige pt.? Jeg tænker at du skal skynde at finde en psykolog eller lignende at tale med, DU har behov for at finde dig selv igen og fokusere på DIG og dit mentale helbred. Det er svært at elske nogen, der ikke elsker sig selv, og du gør hverken dig, din mand eller jeres barn nogen tjeneste ved at ignorere dine egne behov.

Tag det her indlæg som et kærligt skub i retning af mere omsorg for dig selv. Husk på at dit barn har kun en mor, og det er dit ansvar at passe på hende, hun skal holde hele livet.