Hej derude. Jeg står i en situation hvor jeg har brug for udefra-hjælp. Min mand og jeg har været gift i 5 år og i alt været i et forhold i 8. Vi har et langt forhold bag os med en masse skønne minder, dog også nedture som alle andre par. For 5 år siden da vi skulle giftes, havde vi personlige problemer med familien, der gjorde, at vi blev gift uden deres velsignelse og kontakt. Det var først for 8 måneder siden, da vi fik vores søn, at kontakten er genopstået. Dette har gjort, at vi har været meget sårbar og i en svær situation, men vi holdt sammen og vi fortryder ikke et eneste sekund.
Det har påvirket mig mere end jeg regnede med og jeg tog 20 kilo på gennem denne periode samt min graviditetskilo oveni. Jeg fik en despression, som jeg nogenlunde er ude af nu. Min selvtillid ramte bunden og i stedet for at lytte til min mands ord og støtte, skubbede jeg ham mere eller mindre væk. Jeg spist som trøst, jeg smed ansvaret over på ham. Både hvad angår vores søn men alle huslige pligter. Alt dette stod han med samtidig med, at han havde et fuldtidsjob. Gennem denne periode har vi haft skænderier, dog er vi blevet gode venner igen kort efter og egentlig glemt problemerne uden at tale om det. Kommunikation har altså gennem det sidste stykke tid været et problem. I stedet for at sætte os ned og snakke om tingene, har vi ignoreret dem og det har hobet sig op.
For 6 måneder siden vælger han at fortælle mig, at jeg er nød til at tage mig sammen. At jeg ikke skal glemme mig selv hvad angår mit helbred og overvægt, hvad angår min personlighed og at jeg ser negativt på tingene og at jeg faktisk er her uden rigtigt at være her. Vi aftaler at arbejde på tingene, men jeg tog desværre let på det. Tingene fortsatte. Jeg tænkt jaja, efter 8 år er det jo OS - det er bare endnu et skænderi.
Det er først for 2 måneder siden, at alvoren går op for mig. Jeg tager en snak med ham, hvor jeg bryder fuldstændig sammen. Jeg fremlægger for ham, at jeg er utrolig ked af, hvordan jeg i halvandet år har været i min egen verden, at jeg har taget ham for givet og at jeg gik fra den flotte selvsikre slanke pige til en overvægtig usikker pige. Vi har en lang snak, hvor vi hver især undskylder for, hvilken rolle vi har haft i det og at vi sammen skal bevæge os frem og arbejde på det. 2 uger efter bryder han sammen og fortæller mig, at han har været mig utro..... Han havde været på kursus med arbejdet og da de var taget på bar efterfølgende, var han mig utro med en tilfældig pige, som han intet forhold har til eller kontakt. Han fortæller mig, at han ikke vil holde mig for nar, men at han ikke føler, at jeg er den samme person, som han blev forelsket i og han derved har svært ved at være i ægteskabet. Han fortæller mig, at han elsker mig og jeg er det bedste i hans liv.
Vi får os en lang og rigtig god samtale, hvor vi igen snakker om ALT mellem himmel og jord, alle de gode og positive sider hos os begge. Alt det gode i vores forhold og hvad der gjorde, at vi kæmpede en kamp, hvad der gjorde at vi har holdt sammen i 8 år trods modstand. Vi kommer frem til, at selvom det er svært, så skylder vi hinanden at forsøge. Vi skylder hinanden at kæmpe for forholdet og sammen komme ud på den anden side.
Jeg står nu i et dilemma. Vi har dage, hvor det er sindssyg perfekt. Vi har i 2 måneder ikke skændes. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg er glad. Jeg har smidt 15 kilo, jeg er mere positiv og jeg ser hele utroskab som en slags "wake up call" for, hvor langt ude det hele var kommet. Det sårer mig selvfølgelig og det har vi også snakket om. Det der gør ondt på mig er ikke det, at han har været sammen med en anden. jeg har alligevel ikke været tilstede i halvandet år. Det der sårer mig er, at han ikke ser på mig med samme øjne. Han vil gerne kæmpe på den ene side, men på den anden side ønsker han, at jeg giver slip. Mit hjerte kan simpelthen ikke give slip. Jeg ved, at vi første gang i mange år endelig kan snakke som voksne mennesker og at jeg endelig har taget mig sammen og jeg er kommet ud af min bobbel.
Han er gået med til at lave nogle parterapi øvelser og han forsøger også. Han er dog ikke så kærlig som han plejer og humøret er ikke så højt, som det plejer at være. Jeg føler, at han straffer sig selv for den fejl han begik og at han måske frygter, at ægteskabet ikke vender tilbage som før. Vi har sex hver anden dag, vi er gode til at sætte film på og tage ud engang imellem. Der er dog fortsat en kold luft mellem os. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gør af mig selv - skal jeg give slip på ham eller skal jeg kæmpe?? Ikke kun for vores ægteskab men også for vores søn.
