Jaloux kollega i vuggestue.

Jeg håber I kan komme med nogle gode råd, da dette fylder utrolig meget i min hverdag. 

Jeg arbejder til daglig i en vuggestue, bestående af 12 børn i alderen 1-1,5. 

Vi har rokeret rundt på medarbejderne så en fra vuggestuen har byttet med en fra børnehaven. Så vi er i alt 4 voksne i vuggestuen.

 Vi har en pige på 1,5år - lad os kalde hende Kit. Inden vi rokerede rundt, ville Kit kun være hos mig og min kollega som er rykket i børnehaven. Hun græd hver gang vi gik eller hver gang mine 2 andre kollegaer ville noget med hende. Vi er blevet meget uvenner over dette, og min ene kollega har udtalt, at hun er ekstrem jaloux over at Kit eller nogen af de andre børn ikke søger hende, eller bliver ked af det når hun går. Derudover har hun også udtalt at vi da lige så godt kunne blive dagplejemødre, for vi kørte alligevel bare vores eget show.. 

min kollega er jo nu rykket i børnehaven, og det har resulteret i at Kit KUN sidder på mig eller ved siden af mig, hvis et andet barn kommer hen til mig skriger hun og slår ud efter dem. Hun bliver ekstrem ulykkelig og græder ekstrem meget hvis jeg går, rejser mig fra gulvet osv. Selvom mine kollegaer forsøger at trøste hende, stopper hun ikke før jeg kommer tilbage. Oftest vil hun ikke med sine forældre hjem, hvis jeg er der om eftermiddagen, og det skærer selvfølgelig dybt i mit hjerte, da jeg kan se hvor ked af det både hun og forældrene bliver. 

Derudover, hvis jeg møder sent leger hun med de andre børn, søger kontakt til mine kollegaer og græder ikke hvis de går. Men lige så snart jeg møder ind "vogter" hun over mig. 

Vi har snakket om at hun selvfølgelig skal begynde at lege selvom jeg er der og hun skal blive bedre til de andre voksne. På min ene kollega(den jaloux) virker det bare som om at hun, har et horn i siden på mig, og alt hvad jeg gør er forkert. Hun holder hele tiden øje med hvad og hvordan jeg gør tingene, og hun er ikke bleg for at kommentere negativt på det. Jeg er klar over at det er en proces Kit og jeg skal gennemgå nu, og jeg har sat mig som mål at det tager den tid det tager. Jeg føler jeg er begyndt at skubbe hende til sidde af frygt for mine kollegaers reaktion og kommentarer, og jeg går med listesko nu... og det er jo på ingen måde meningen, og det er skode synd for Kit for hun kigger bare helt fortvivlet på mig��

ja, jeg ved ikke hvilke råd jeg søger, men havde bare brug for lidt luft �� Tak fordi I gad at læse med:-)

Det lyder ærlig talt noget usundt dit og kits forhold. Intet bekymrede mig lige indtil du skrev at det også gælder når forældrerne henter. Der ringer mine alarmklokker. Enten har hun det skidt hjemme og derfor søger tryghed men da du jo skriver hun godt kan når du ikke er der så virker det mere som om at dit og kits forhold har rykket sig lidt mere over i det private frem for det personlige. 

Self skal du ikke kappe snoren uden videre men du bliver nød til at vise Kit at de andre voksne også duer og at hun ikke kan vogte dig da du jo også skal være der for de andre børn.. måske ville det være sundt at få nogle af dine kollegaer til at beskrive kit. Ser de hende som usikker, selvsikker osv når du ikke er mødt endnu? Det vil måske give et billede af hvor meget kit kan tåle af gangen. Hold fast i at du skal gå. Sig til hende. Kit nu går jeg lige ud og ..... men ( pæd) er her hvis du har brug for hjælp. Og så går du ud uden at udsætte det selvom hun græder. Når du kommer tilbage siger du til kit at hun jo klarede det. Så hun får en følelse af at det ikke er verdens undergang ( self i et sprog hun forstår men det lader jeg være op til dig da du jo kender hende) 

du bliver nød til målrettet at træne hende i at du går men kommer tilbage. Forbered hende på hvad hun skal gøre når hun hentes og du er der. Eks når Mor kommer skal du have sko og jakke på og så siger vi tog farvel og så går du med mor hjem og så ses vi i morgen. 

Rutiner rutiner rutiner og øg tiden du er væk og under ingen omstændigheder tøve når du først har sagt at du går. 

Mht til jaloux kollega tænker jeg at et personalemøde med lederen som ordstyrer vil være det rette. 

Tak! Det var anden vinkel at se det fra:-) - jeg vil dog lige pointere at vi har flere unger der ikke vil med hjem, og i forhold til Kit har far lige været på et 3måneders udlandsophold, så Kit er blevet passet af mange forskellige i hjemmet, da mor ikke har kunne klare det alene. Måske derfor hun søger trygheden hos mig, da jeg altid er der. 

Jeg ved ikke om jeg er helt galt på den, men tænker at det i den alder er meget normalt at børnene hver især søger nogle bestemte voksne og nærmest kun vil dem... 

Kng1994 skriver:

Tak! Det var anden vinkel at se det fra:-) - jeg vil dog lige pointere at vi har flere unger der ikke vil med hjem, og i forhold til Kit har far lige været på et 3måneders udlandsophold, så Kit er blevet passet af mange forskellige i hjemmet, da mor ikke har kunne klare det alene. Måske derfor hun søger trygheden hos mig, da jeg altid er der. 

Jeg ved ikke om jeg er helt galt på den, men tænker at det i den alder er meget normalt at børnene hver især søger nogle bestemte voksne og nærmest kun vil dem... 

Det giver jo en ny vinkel på kits private forhold. Jo det er meget normalt at børn finder en ynglingsvoksen. Det unormale ved Kit er jo at hun jo slet ikke kan bruge de andre og vogter dig som du skriver. Der er forskel på at have en ynglingsvoksen og så blive disideret bange når denne voksne går. Som du beskriver Kits reaktioner så tænker jeg at det er gået hen og blevet mere end bare normalt. Kit har fået en usund afhængighed af dig og den skal du så hjælpe hende af med så hun kan blive et selvstændigt barn. Hvis hun hele tiden skal vogte dig så er hun jo heller ikke fri i sin leg og derved går det ud over hendes udvikling især socialt. Det er jo ikke dig der har et usundt forhold til kit, men kit har et usundt forhold til dig og her skal du som den professionelle ind og hjælpe hende til at slippe dig og få et sundt barn/ pædagog forhold til dig. 

Jeg er enig med newsence atder virker unormalt og usundt, og at det er dig som pædagog der skal hjælpe hende af med det. Det er ikke unormalt at et barn kan få en favorit pædagog men i nogle tilfælde tager det overhånd og det dur jo ikke at tingene netop fungerer fint for kit når du ikke er der men så vogter når du træder ind af døren. Jeg ville helt sikkert både sparre med kollegerne og evt få hjælp og vejledning ved lederen til at afhjælpe. 

Jeg håber I kan komme med nogle gode råd, da dette fylder utrolig meget i min hverdag. 

Jeg arbejder til daglig i en vuggestue, bestående af 12 børn i alderen 1-1,5. 

Vi har rokeret rundt på medarbejderne så en fra vuggestuen har byttet med en fra børnehaven. Så vi er i alt 4 voksne i vuggestuen.

 Vi har en pige på 1,5år - lad os kalde hende Kit. Inden vi rokerede rundt, ville Kit kun være hos mig og min kollega som er rykket i børnehaven. Hun græd hver gang vi gik eller hver gang mine 2 andre kollegaer ville noget med hende. Vi er blevet meget uvenner over dette, og min ene kollega har udtalt, at hun er ekstrem jaloux over at Kit eller nogen af de andre børn ikke søger hende, eller bliver ked af det når hun går. Derudover har hun også udtalt at vi da lige så godt kunne blive dagplejemødre, for vi kørte alligevel bare vores eget show.. 

min kollega er jo nu rykket i børnehaven, og det har resulteret i at Kit KUN sidder på mig eller ved siden af mig, hvis et andet barn kommer hen til mig skriger hun og slår ud efter dem. Hun bliver ekstrem ulykkelig og græder ekstrem meget hvis jeg går, rejser mig fra gulvet osv. Selvom mine kollegaer forsøger at trøste hende, stopper hun ikke før jeg kommer tilbage. Oftest vil hun ikke med sine forældre hjem, hvis jeg er der om eftermiddagen, og det skærer selvfølgelig dybt i mit hjerte, da jeg kan se hvor ked af det både hun og forældrene bliver. 

Derudover, hvis jeg møder sent leger hun med de andre børn, søger kontakt til mine kollegaer og græder ikke hvis de går. Men lige så snart jeg møder ind "vogter" hun over mig. 

Vi har snakket om at hun selvfølgelig skal begynde at lege selvom jeg er der og hun skal blive bedre til de andre voksne. På min ene kollega(den jaloux) virker det bare som om at hun, har et horn i siden på mig, og alt hvad jeg gør er forkert. Hun holder hele tiden øje med hvad og hvordan jeg gør tingene, og hun er ikke bleg for at kommentere negativt på det. Jeg er klar over at det er en proces Kit og jeg skal gennemgå nu, og jeg har sat mig som mål at det tager den tid det tager. Jeg føler jeg er begyndt at skubbe hende til sidde af frygt for mine kollegaers reaktion og kommentarer, og jeg går med listesko nu... og det er jo på ingen måde meningen, og det er skode synd for Kit for hun kigger bare helt fortvivlet på mig��

ja, jeg ved ikke hvilke råd jeg søger, men havde bare brug for lidt luft �� Tak fordi I gad at læse med:-)

Jeg er enig i de andre kommentarer, og bliver egentlig ikke urolig over hun ikke vil med sine forældre hjem, men mere over at hun kan lege og nyde samværet i vuggestuen når du ikke er der og ikke kan når du er der for så er din tilstedeværelse jo egentlig med til at begrænse hende i hendes sociale udvikling og integration i et fællesskab. 

Jeg tænker I vel har et team i en vuggestuenog I holder nogle gruppe/teammøder. Her ville jeh helt klart tage jeres forhold op og tale om handlingsmodeller for at du kan trække dig og Kit kan få en god hverdag med de andre børn uden at skulle frygte at miste dig. Og ja så du også kan tage over med de andre børn for hvis du konstant skal være på Kit så har de tre andee ligesom 11 andre børn de skal klare  Og kan I i teamet ikke se en vej ud så ville jeg spørge en af de konsulenter der sidder i børne/unge området i kommunen. 

Jeg ville ikke som din kollega blive misundelig over et barn foretrækker en anden voksen (sker ofte i skolen, altså ikke at de ikke foretrækker mig, men at et barn svinger bedre med en voksen end en anden), for egentlig er jeg ligeglad med om børnene kan lide mig for jeg ved godt at nogle af de tiltag, nogle af de regler, nogle af de læringssitustioner jeg er med til ar skabe de kan gøre ondt i nuet og gøre eleverne synes jeg er den dummeste i verden ;-) men så længe jeg ved jeg er en god professionel lærer og at jeg kan "lide" eleverne så er det godt nok og så ender de såmænd også med at synes jeg er dum men en god lærer. Men jeg ville synes situationen var låst fast og belastende for både barnet, børnegruppen og os voksne, hvis det er som du beskriver. Og jeg ville blive frustreret over jeg så et barn der kunne lege indgå i fællesskabet når du ikke var der for derefter at trække sig, blive utryg (for det er jo egentlig det hun formodentlig er), besiddende og grædende når du så kom. Så så I bort fra misundelse og tog de professionelle briller på og sammen fandt en vej der skulle arbejdes på at Kit fik en god hverdag i gruppen, så tror jeg I kom meget længere, men du skal jo så også være klar på at sluge nogle kameler og høre deres syn på sagen, deres forslag og prøve nogle af dem af - træffe et valg i teamet som hele teamet gennemfører indtil de evaluerer og måske kommer frem til det ikke gav den ønskede effekt 

Som de andre også skriver er der opstået en uprofessionel relation mellem dig og kit. Det er jo præmissen i en vuggestue at der er flere voksne og selvom det er naturligt at børn at ynglings pædagoger går dette ikke. Det er jo også synd for de andre børn. Når du skriver at det er en proces for dig og kit virker det altså Som om du er for følelsesmæssigt engageret i hende  

Jeg tror du må indse at du nok har været med til at skabe situationen og synes du skal bede om hjælp hos leder eller mere erfarne pædagoger til en god måde at afhjælpe problemet. 

Jeg forstår godt din kollegas frustration hvis du ligesom overtager kit når hun skal trøstes mv. 

Som en anden skriver tag det op på et teammøde og hav et åbent sind til løsninger og forbedringer du kan foretage. 

Jeg er faktisk noget rystet over beskrivelserne af jeres udfordringer og konflikter på arbejdspladsen. Det lyder ikke, som om I går i professionel dialog omkring jeres arbejde, og det må påvirke miljøet, også børnenes! Hvor er din leder henne? Hvem skærer igennem og lægger en kurs for, hvordan en problematik omkring et barn skal tackles? Og hvordan kan det være et mål for dig, at "Det må tage den tid, det tager"? 

Jeg ville bede om/forlange sparring og en fælles målsætning, så ingen går solo i processen. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg er faktisk noget rystet over beskrivelserne af jeres udfordringer og konflikter på arbejdspladsen. Det lyder ikke, som om I går i professionel dialog omkring jeres arbejde, og det må påvirke miljøet, også børnenes! Hvor er din leder henne? Hvem skærer igennem og lægger en kurs for, hvordan en problematik omkring et barn skal tackles? Og hvordan kan det være et mål for dig, at "Det må tage den tid, det tager"? 

Jeg ville bede om/forlange sparring og en fælles målsætning, så ingen går solo i processen. 

Vores leder er nærmest ikke eksisterende og stiller ikke krav til arbejdsmiljø og pædagogikken. Leder er ekstrem konfliktsky og er kun på sit kontor. 

Mine kollegaer ligger det op til at det er mit problem og mig selv der skal løse det, så der er ingen hjælp at hente der. Derudover vender de øjne når Kit begynder at græde ved mit fravær, og afleverer hende tilbage til mig lige så snart jeg er tilbage. Så der er ingen støtte fra kollegaer, på trods af de gerne vil have at problemet skal løses. Så nej, vi har ikke et sundt arbejdsmiljø og jeg står alene og kæmper for at blive en del af fællesskabet med mine kollegaer på stuen.

Jeg er ked af det, men det lyder dybt uprofessionelt  både hvordan du og din jaloux kollegaer handler og kommunikere. 

Du skal tage afstand fra Kitt (i samråd med dine kollegaer)  og handle professionelt,  det lyder virkelig uprofessionelt at i har ladet et barn knytte sig til en/to personer og ladet hende tage afstand fra de andre voksne