skuffet over mine søskende

hej 

øv hvor er jeg skuffet over mine søskende.. 

jeg og mine søskende deler ikke far men min far har altid været der for mine søskende. de kalder ham far og deres børn ham for farfar/morfar.

min mor døde for nogle år siden og siden den dag har de bare skubbet ham længere og længere væk. det startede til begravelsen hvor de havde mere travlt med egne ting end at tænke på at han jo var alene. siden hen har det bare været mere og mere tydeligt for mig og min mand hvad de gør.

men de har dog holdt det skjult for ham. men her til nytårsaften er vi hos min far ( er vi i øvrigt hvert år da JEG ikke vil være med til at han er alene. vi invitere ofte de andre men får sjove grunye til at det ikke lige passer) men kl 12 får jeg 2 SMS om godt nytår fra mine 2 søskende hvor der lige står "hils far "  nøjes hvor blev han skuffet over de ikke en gang ville ringe ham op 5 min som de trods alt plejer. 

den 3 søskende hørte vi aldrig fra. 

dette er bare den sidste ting. de fortæller ham ikke om store begivenheder. Dem må jeg give videre når jeg ser dem på Facebook.  

de er ikke uvenner eller noget men pludselig kan man mærke at han ikke er deres far selvom han altid har været deres "far" 

alt dette har jo så gjort at jeg og min mand og børn har et usædvanligt stærkt og tæt forhold til min far men dette er de så også jaloux over da min far jo oftere forkæler mine børn. men mine børn er jo også hos ham oftere. Det er mig og min mand der ordner ALT for min far. 

Men nu står jeg med en skuffet far og en familie som jeg ved vi ikke kan snakke med omkring det. de der gode råd om at sætte os og få snakket om det duer bare ikke. jeg er alvorligt bange for at så mister min far dem helt og han knuselsker jo deres børn og ville ikke komme over at miste dem. 

puha måtte lige ud med det.. 

Det ligner meget det samme som min fars forældre, og hvad min far oplevede med hans søskende. Han valgte bare at blive ved med at være den der tog fra Sjælland til Jylland (selvom de fleste af hans søskende boede i samme by som forældrene), for at besøge dem og give dem så meget glæde han kunne. De endte med at fuldstændigt udskrive hans søskende fra testamentet (fandt han ud af efter de døde), og de blev mega sure. 

Men der er ikke så meget andet at gøre end at gøre det du ved er rigtigt og så ignorere de søskende der ikke 'gider'. Flot at du og din mand stadig er der og tager jer af din far 

Anonym skriver:

hej 

øv hvor er jeg skuffet over mine søskende.. 

jeg og mine søskende deler ikke far men min far har altid været der for mine søskende. de kalder ham far og deres børn ham for farfar/morfar.

min mor døde for nogle år siden og siden den dag har de bare skubbet ham længere og længere væk. det startede til begravelsen hvor de havde mere travlt med egne ting end at tænke på at han jo var alene. siden hen har det bare været mere og mere tydeligt for mig og min mand hvad de gør.

men de har dog holdt det skjult for ham. men her til nytårsaften er vi hos min far ( er vi i øvrigt hvert år da JEG ikke vil være med til at han er alene. vi invitere ofte de andre men får sjove grunye til at det ikke lige passer) men kl 12 får jeg 2 SMS om godt nytår fra mine 2 søskende hvor der lige står "hils far "  nøjes hvor blev han skuffet over de ikke en gang ville ringe ham op 5 min som de trods alt plejer. 

den 3 søskende hørte vi aldrig fra. 

dette er bare den sidste ting. de fortæller ham ikke om store begivenheder. Dem må jeg give videre når jeg ser dem på Facebook.  

de er ikke uvenner eller noget men pludselig kan man mærke at han ikke er deres far selvom han altid har været deres "far" 

alt dette har jo så gjort at jeg og min mand og børn har et usædvanligt stærkt og tæt forhold til min far men dette er de så også jaloux over da min far jo oftere forkæler mine børn. men mine børn er jo også hos ham oftere. Det er mig og min mand der ordner ALT for min far. 

Men nu står jeg med en skuffet far og en familie som jeg ved vi ikke kan snakke med omkring det. de der gode råd om at sætte os og få snakket om det duer bare ikke. jeg er alvorligt bange for at så mister min far dem helt og han knuselsker jo deres børn og ville ikke komme over at miste dem. 

puha måtte lige ud med det.. 

Jeg oplever lidt det samme i forhold til min mor og mine stedsøstre - efter min stedfars død for seks år siden er de også gledet mere væk, selvom min mor i praksis har været deres "mor" og deres børns bedstemor i mange, mange år. Jeg - og min mor - har så også bare måttet erkende, at de måske aldrig har følt sig helt så knyttet til hende, som vi troede, og at det primært var min stedfar, deres far, der var den centrale relation. Blod ER ofte tykkere end vand. 

Når det er sagt, så synes jeg også, du på nogle punkter dømmer dine søskende hårdt eller har urealistiske forventninger til dem. 

Jeg synes, det er okay, at man til sin mors begravelse er opslugt af egen sorg og ikke evner at fokusere på andre. Jeg ville nødig dømmes for min reaktion ved sådan en lejlighed. 

Jeg synes ikke, det er spor underligt, at de ikke ønsker at fejre nytår med jer. Man kan ikke forvente af sine børn, biologiske eller ej, at de holder nytårsaften hos én, fordi man ellers ville sidde alene. Det er lidt trist, hvis din far ikke har andre at holde nytår med - selvfølgelig er det fint, du er der, men har han ingen venner/gode bekendte? Hans liv skulle nødigt være gået helt i stå socialt. 

Det var ubetænksomt, dine søskende ikke ringede til ham og sagde godt nytår. Og de bør selvfølgelig holde ham informeret om begivenheder og være der for ham i et vist omfang. Men der er tydeligvis forskel på jeres tilknytning til ham, og det må I nok acceptere. Ellers vil der blive mange skuffelser. 

Som de andre også skriver kan du ikke gøre så meget. 

Jeg ville blande mig så meget udenom som muligt det kan vist kun ende galt. Hvis de ikke ønsker en tæt relation til din fsr er det jo deres valg. Når de bliver jaloux på at din far forkæler dine børn må de jo jo tage den med faren og han må melde ud hvorfor han vælger som han gør. Du skal ihvertfald undgå at blande dig og være mellemmand. 

Jeg blander bestemt heller ikke men kan jo se min fars triste ansigt. Da min mor levede fejrede min søster nytår med min far og os i ulige år. Og omvendt i lige år med min bror. Men det gider de åbenbart ikke mere.

til begravelsen hørte jeg min svigerinde spørge min søster om der var nogen hos min far hvorefter min søster vifter armene op i luften som "aner det ikke" hvorefter min svigerinde spørger om han er alene og min søster svare aner det ikke. Men INGEN af dem spurgte min far eller andre. 

Præsten havde endda rådet os til ikke at sidde alene men samles og spise sammen sådan en dag, så det var i deres tanker men de gad ikke gøre noget ved det( de aner ikke jeg hørte dette) 

så ja vi havde måske fejlagtigt forventet at de ville fortsætte vores traditioner og ikke skubbe ham væk på denne måde. 

Problemet er også at de ikke siger deres surhed eller problemer med mine børns forkælelses direkte men med små spydigheder eller vi hører det udefra. 

Men nej jeg blander mig så meget udenom det er muligt og siger kun nået når de direkte til mig kommer med noget. Men jeg lytter til min far og hans sorg og prøver at "undskylde dem" men efter nytår må jeg indrømme jeg har svært ved at gøre det mere spiseligt for min far. Jeg var mindst lige så skuffet på hans vegne