Træls måde at starte et nyt år på.

Årh, her ligger jeg og tuder imens min mand og ungerne er gået i haven. 

Jeg er gravid med tredje barn. En temmelig hård graviditet med blødninger, kvalme og opkastninger dagligt. Er halvvejs og kaster stadig op.

Det er naturligvis hårdt for vores lille familie. Manden tager et kæmpe læs i forhold til praktiske gøremål, samt hverdagen med ungerne. Jeg føler mig lidt sat ud af spil.

Min mand er presset. Han har fået nye arbejdsopgaver på arbejdet samtidig med at han flexer sin arbejdstid meget, for at hverdagen skal gå op. Det gør ham sur og gnaven.

Jeg ligger passiv på sofaen og brokker mig over, at han er for hård ved børnene og ikke er nærværende nok osv. Hvilket jeg godt ved, skyldes at han er presset.

Jeg føler bare, at det er mig der stresser ham og at han ville være bedre tjent uden mig. At han er gladest, når jeg ikke er der.

Nu ligger jeg med dumme tanker om at sætte ham fri og gå fra ham. Vi presser hinanden for tiden. Jeg har fire mdr. til termin og håber selvfølgelig at alt bliver normalt igen, når jeg ikke længere skal være gravid. Lige nu ser det bare håbløst ud.

Hvad filan gør jeg, for at vi kan få en tålelig hverdag sammen uden skænderier og diskussioner over de samme ting? Min mand er begyndt at gå, når jeg prøver at snakke med ham om tingene, så føler virkelig at vi glider længere og længere fra hinanden

årh en tudedag!!

Har desværre ingen gode råd her men ville ikke smutte uden at sende dig en kram 

Anonym skriver:

Årh, her ligger jeg og tuder imens min mand og ungerne er gået i haven. 

Jeg er gravid med tredje barn. En temmelig hård graviditet med blødninger, kvalme og opkastninger dagligt. Er halvvejs og kaster stadig op.

Det er naturligvis hårdt for vores lille familie. Manden tager et kæmpe læs i forhold til praktiske gøremål, samt hverdagen med ungerne. Jeg føler mig lidt sat ud af spil.

Min mand er presset. Han har fået nye arbejdsopgaver på arbejdet samtidig med at han flexer sin arbejdstid meget, for at hverdagen skal gå op. Det gør ham sur og gnaven.

Jeg ligger passiv på sofaen og brokker mig over, at han er for hård ved børnene og ikke er nærværende nok osv. Hvilket jeg godt ved, skyldes at han er presset.

Jeg føler bare, at det er mig der stresser ham og at han ville være bedre tjent uden mig. At han er gladest, når jeg ikke er der.

Nu ligger jeg med dumme tanker om at sætte ham fri og gå fra ham. Vi presser hinanden for tiden. Jeg har fire mdr. til termin og håber selvfølgelig at alt bliver normalt igen, når jeg ikke længere skal være gravid. Lige nu ser det bare håbløst ud.

Hvad filan gør jeg, for at vi kan få en tålelig hverdag sammen uden skænderier og diskussioner over de samme ting? Min mand er begyndt at gå, når jeg prøver at snakke med ham om tingene, så føler virkelig at vi glider længere og længere fra hinanden

årh en tudedag!!

Jeg hader en besværlig graviditet 2. Gang (tildelt også første men 2. Var værre) 

Min mand lavede alt her hjemme og var sammen med vores ældste, jeg var en stor sofa kartoffel... og jeg var så ked af det... og det gør oven i alle hormonerne at man er negativ i mange tanker... 

Jeg fandt hurtigt ud af at hvis vi skulle ordentlig ud på den anden side skulle jeg droppe mine "standarter" og lade min mand gøre det på hans måde... og acceptere nullermændene i hjørnerne... købe ind på nemlig.com og bede venner og familie om hjælp... lade være med at være den der lå og skældte ud hele tiden... Men prøvede at "hjælpe" ved at putte med datteren i sofaen så han havde ro til at lave mad og gå på toilettet Osv.  

det er snart overstået 

Anonym skriver:

Årh, her ligger jeg og tuder imens min mand og ungerne er gået i haven. 

Jeg er gravid med tredje barn. En temmelig hård graviditet med blødninger, kvalme og opkastninger dagligt. Er halvvejs og kaster stadig op.

Det er naturligvis hårdt for vores lille familie. Manden tager et kæmpe læs i forhold til praktiske gøremål, samt hverdagen med ungerne. Jeg føler mig lidt sat ud af spil.

Min mand er presset. Han har fået nye arbejdsopgaver på arbejdet samtidig med at han flexer sin arbejdstid meget, for at hverdagen skal gå op. Det gør ham sur og gnaven.

Jeg ligger passiv på sofaen og brokker mig over, at han er for hård ved børnene og ikke er nærværende nok osv. Hvilket jeg godt ved, skyldes at han er presset.

Jeg føler bare, at det er mig der stresser ham og at han ville være bedre tjent uden mig. At han er gladest, når jeg ikke er der.

Nu ligger jeg med dumme tanker om at sætte ham fri og gå fra ham. Vi presser hinanden for tiden. Jeg har fire mdr. til termin og håber selvfølgelig at alt bliver normalt igen, når jeg ikke længere skal være gravid. Lige nu ser det bare håbløst ud.

Hvad filan gør jeg, for at vi kan få en tålelig hverdag sammen uden skænderier og diskussioner over de samme ting? Min mand er begyndt at gå, når jeg prøver at snakke med ham om tingene, så føler virkelig at vi glider længere og længere fra hinanden

årh en tudedag!!

Er det en mulighed med hjælp ude fra ? Måske nogle bedste forældre der kan træde lidt til og aflaste 1-2 gange om ugen, eller andet.. fjerne lidt af hans ekstra arbejdes opgaver og måske gi jer lidt alene tid og overskud til hinanden 

Jems skriver:

Har desværre ingen gode råd her men ville ikke smutte uden at sende dig en kram 

Mange tak 

Måske i kunne få lidt hjælp udefra kunne i for en periode sætte standarden lidt ned for de praktiske ting, prioritere de mest nødvendige ting og hoppe over hvor gærdet er lavest, feks støvsuge og tørre støv af lidt sjældnere end ellers, gør madlavningen nem og lav til flere dage. 

Jeg tror en ting som kunne hjælpe er måske at prøve at fokusere på de ting din mand gør godt og gøre dit bedste for ikke at komme med de negative kommentarer. Han gør dit bedste og er som du siger presset, og gør det nok ikke bedre med sure kommentarer fra sofaen selvom jeg forstår hvor svært det kan være. Vælg nogle opgaver du godt kan lave og tage det i det tempo du kan. Kunne feks være at sidde og lægge vasketøj sammen.  

Jeg forestiller mig også at min mand ville blive muggen hvis jeg lå i sofaen imens han trak læsset og jeg så lå og brokkede mig over måden han gjorde tingene på. Ikke så meget det at jeg lå på sofaen (han tager gerne en ekstra tørn hvis der er en god grund til det) men han ville da blive provokeret hvis jeg bare lå og brokkede mig.

Du kan ikke gøre ved at du har det skidt (bare husk på at det er for en periode, så bliver det jo bedre) men når nu du har en mand der så faktisk kan se du har brug for han tager en ekstra tørn så husk at vise ham du sætter pris på det. 

Jeg synes du skal tage en snak med ham i aften, hvor du fortæller ham at du er ked af situationen - ked af at du er så lidt på. At du er glad for at han tager så stor del af læsset og at du godt kan forstå at det er et pres for ham. Mind også ham om at der er for en periode, og så bliver det bedre igen. 

Og derfra skal du så lade ham gøre tingene på sin måde. Eventuelt - som andre nævner - spørg om hjælp fra andre og vælg flere af de nemmere løsninger + sænk standarden en smule (igen.... det er jo kun for en periode)

Håber snart du har det bedre.  

Tja du kan jo starte med at fortælle ham hvor meget du værdsætter hans indsats og hvor god en støtte han er. Hvis han klarer det meste af det praktiske kan du da ikke også bitche over det han gør eller hvordan. Jeg ville også gå en tur hvis jeg var ham. 

En mand der er presset på arbejde og ekstra meget hjemme og som også får "fnidder" fra konen er ikke en glad mand. Jeg forstår du har en hård og streng situation. Jeg har selv prøvet at være sygemeldt og ikke måtte løfte i det sidste halve år af min graviditet. .. men hvis du ikke vil glide mere fra ham skal du komme ud af "hvor er det synd for mig"/ offermode.

Selvfølgelig er dine børn og din mand ikke bedre tjent uden dig. Men du bliver nødt til at lade dem gøre tingene på deres måde og sætte pris - når du nu ikke kan.

Kan du ikke få nogle til at passe ungerne og arrangere byggetid sammen. Lækker take away i sofaen en god snak og måske en film. Det lyder som om i skal have vendt den dårlige stemning?

da jeg var højgravid med nr 2 tog jeg den lille og sov hos mine forældre og overraskede min mand med fred i huset og lækker mad en fredag aften. Det tog kegler han havde brug for at lade op. 

Måske du også kan få hjælp af forældre og give din mand lidt enetid eller hvad han nu trænger til. 

Held og lykke

Anonym skriver:

Årh, her ligger jeg og tuder imens min mand og ungerne er gået i haven. 

Jeg er gravid med tredje barn. En temmelig hård graviditet med blødninger, kvalme og opkastninger dagligt. Er halvvejs og kaster stadig op.

Det er naturligvis hårdt for vores lille familie. Manden tager et kæmpe læs i forhold til praktiske gøremål, samt hverdagen med ungerne. Jeg føler mig lidt sat ud af spil.

Min mand er presset. Han har fået nye arbejdsopgaver på arbejdet samtidig med at han flexer sin arbejdstid meget, for at hverdagen skal gå op. Det gør ham sur og gnaven.

Jeg ligger passiv på sofaen og brokker mig over, at han er for hård ved børnene og ikke er nærværende nok osv. Hvilket jeg godt ved, skyldes at han er presset.

Jeg føler bare, at det er mig der stresser ham og at han ville være bedre tjent uden mig. At han er gladest, når jeg ikke er der.

Nu ligger jeg med dumme tanker om at sætte ham fri og gå fra ham. Vi presser hinanden for tiden. Jeg har fire mdr. til termin og håber selvfølgelig at alt bliver normalt igen, når jeg ikke længere skal være gravid. Lige nu ser det bare håbløst ud.

Hvad filan gør jeg, for at vi kan få en tålelig hverdag sammen uden skænderier og diskussioner over de samme ting? Min mand er begyndt at gå, når jeg prøver at snakke med ham om tingene, så føler virkelig at vi glider længere og længere fra hinanden

årh en tudedag!!

Jeg er gravid med nr 2 og min krop har mildest talt heller ikke været særlig samarbejdsvillig denne gang og jeg har været mega dårlig og mit overskud er stadig ikke super, og min kæreste har virkelig taget læsset i forhold til vores datter og det herhjemme. Det sætter i den grad forholdet under pres, det har det også gjort her og det tror jeg ærlig talt er helt normalt om end voldsomt hårdt! Al den tid der skulle være den søde ventetid er jo alt andet end sød den er benhård for alle parter. 

Min kæreste og jeg fik taget snakken en dag. Der var simpelthen for mange dumme diskutioner over ingenting til at det var til at holde ud at være i. Jeg følte og føler mig stadig lidt som en kæmpe klods om benet på ham, og tænkte også om det ville være nemmere for ham hvis jeg ikke var der. Han brugte alt sit overskud på arbejde, logistik og vores datter og havde simpelthen ikke mere overskud at give af når det kom til mig. Så den overbærenhed han egentlig gerne ville give var bare blevet ædt op af alt det andet. Men det hjalp virkelig at vi fik sat os ned og snakket. Ikke om alt det jeg synes han skulle gøre anderledes men om at jeg savnede ham og hans nærvær overfor mig, om at jeg følte mig som en byrde og var bange for om han havde fortrudt vores fælles projekt, nemlig barn nr 2. Og han fik fortalt mig hvor svært det var at se mig have det så skidt og ikke at kunne gøre noget som helst for at lindre det. At han simpelthen var tappet for overskud og at han var ked af at han ikke kunne være der mere for mig. 

Så mit bedste råd må være at få snakket sammen. Snak om hvad der er svært for jer hver især og ikke om hvad den anden gør forkert eller burde gøre anderledes. Det giver altså en ro at vide hvor den anden står og hvad der presser jer hver især.  Og prøv om du kan give ham et pusterum evt med hjælp fra jeres netværk, så han også kan få ladet op på overskudskontoen. Jeg går ikke ud fra at der er ret meget der kan gøres lige pt for at du får mere overskud, men hvis der er så sig det til ham og se om l i fællesskab kan finde en god løsning. 

Kæmpe kram