Hvordan kommer man ud af det?

Så sluttede den nok dårligste nytårsaften, som jeg har haft i mange år. 

Det kulminerede i et skænderi. 

Jeg har tænkt over det i en længere periode. Og kan bare mærke på mig selv, at jeg har brug for at komme ud af mit forhold. Problemet er bare, at det indebære barn, hus og ægteskab. 

Hvordan kommer man lige ud af det på bedst mulig vis, og hvordan får man det sagt på en ordentlig måde. 

Jeg elsker min mand. Men kan også mærke at vi er vokset fra hinanden, og gnisten ikke rigtig er der længere. 

Jeg har forsøgt at kæmpe for det. Men det er tabt kamp. 

Han er de senere par år blevet mere og mere egoistisk

 Hvor jeg forsøger, at gøre så alle bliver glade og sætter mig selv i sidste række.

Det er ikke bare et enkelt stående problem. Men vi har faktisk altid kæmpet med det. Nu er det ved at være nok. 

Andre der har stået i lignende problemer, som kan hjælpe med hvordan man kommer videre? 

Hvad er næste skridt? 

Anyone?  

Anonym skriver:

Anyone?  

Puha ja. Altså min tanke er at hvis du har følelser så er der noget at kæmpe for. Hvis du er ligeglad med ham (altså som ægtemand) så er slaget tabt. Men kunne noget par terapi være løsningen? Ikke nødvendigvis for at redde ægteskabet men for at kunne sige til dog selv: jeg gjorde alt, forsøgte alt det virkede ikke. For at kunne sige til jeres barn at i forsøgte alt. Det kan også være for at gå fra hinanden på en pæn måde tale om det på en ordentlig måde, få afklaret nogle ting på neutral grund. 

Jeg tænker at hvis det endegyldigt er slut skal du sige det højt og finde et andet sted at bo! Søge seperation, og blive enige om hvem der skal have barnet hvornår. Måske på skrift via statsforvaltningen så i ikke har en løs aftale. Men det kommer selvfølgelig an på om i kan tale sammen. 

ESV skriver:

Puha ja. Altså min tanke er at hvis du har følelser så er der noget at kæmpe for. Hvis du er ligeglad med ham (altså som ægtemand) så er slaget tabt. Men kunne noget par terapi være løsningen? Ikke nødvendigvis for at redde ægteskabet men for at kunne sige til dog selv: jeg gjorde alt, forsøgte alt det virkede ikke. For at kunne sige til jeres barn at i forsøgte alt. Det kan også være for at gå fra hinanden på en pæn måde tale om det på en ordentlig måde, få afklaret nogle ting på neutral grund. 

Jeg tænker at hvis det endegyldigt er slut skal du sige det højt og finde et andet sted at bo! Søge seperation, og blive enige om hvem der skal have barnet hvornår. Måske på skrift via statsforvaltningen så i ikke har en løs aftale. Men det kommer selvfølgelig an på om i kan tale sammen. 

Jeg ved ikke om, der er noget at kæmpe for længere. Jeg er splittet.

Gennem det seneste stykke tid er vi gledet længere og længere fra hinanden. Han er blevet mere egoistisk. 

Jeg kunne godt se os gå til terapi. Men han ville aldrig gøre det. Han har altid ment at det var spild af tid og penge. 

Jeg har svært ved at se om det er kærlighed eller tryghed der holder os sammen.

Økonomisk kan jeg ikke se, hvordan jeg skulle kunne få råd til at betale halvdelen til huset og så have en lejlighed oveni :/

Han nævnte mange ting i skænderiet om min familie igår.  Og det kan jeg bare ikke acceptere

Anonym skriver:

Jeg ved ikke om, der er noget at kæmpe for længere. Jeg er splittet.

Gennem det seneste stykke tid er vi gledet længere og længere fra hinanden. Han er blevet mere egoistisk. 

Jeg kunne godt se os gå til terapi. Men han ville aldrig gøre det. Han har altid ment at det var spild af tid og penge. 

Jeg har svært ved at se om det er kærlighed eller tryghed der holder os sammen.

Økonomisk kan jeg ikke se, hvordan jeg skulle kunne få råd til at betale halvdelen til huset og så have en lejlighed oveni :/

Han nævnte mange ting i skænderiet om min familie igår.  Og det kan jeg bare ikke acceptere

Kunne en pause være en løsning til at starte med? At han måske bor hos noget familie i noget tid, så har I tid for jer selv for at finde ud af hvad I vil og om I savner hinanden. 

Og hvis I beslutter jer for at blive sammen, så komme i par terapi. For I har brug for hjælp udefra. 

Men det første skridt er i hvert fald kommunikation.  Hør hvad han tænker om det hele. 

Hvis du føler dig splittet, så er du måske ikke klar til at opgive forholdet endnu.

good luck. 

Vivienne skriver:

Kunne en pause være en løsning til at starte med? At han måske bor hos noget familie i noget tid, så har I tid for jer selv for at finde ud af hvad I vil og om I savner hinanden. 

Og hvis I beslutter jer for at blive sammen, så komme i par terapi. For I har brug for hjælp udefra. 

Men det første skridt er i hvert fald kommunikation.  Hør hvad han tænker om det hele. 

Hvis du føler dig splittet, så er du måske ikke klar til at opgive forholdet endnu.

 

good luck. 

Tak for dit svar. 

Herre svar er rigtig brugbare.

Det har sat en masse tanker igang.

Han var på koldis indtil i formiddags.

Vi er faktisk gode generelt til at forklare hvad vi tænker og føler. Igår kulminerede en masse ting. Og han fik sagt en masse summe ting præcist for at sårer mig.

Jeg forklarede ham i dag, hvordan jeg opfattede det, og ham omkring hans opfatning.  

Vi prøver at tage det stille og roligt. 

Han skal væk nogle dage i denne uge, og så må vi se, hvordan og hvorledes vi føler når han kommer hjem 

Der er ingen tvivl om hvor højt vi elsker hinanden. Hvilket også gør, at tvivlen er meget stor.

Men ja en pause kunne måske være en mulighed. 

Hey, 

for det første så er det frygtelig at have det sådan og jeg forstår din splittelse og frustration. 

Det er altid svært når man ikke bare er kærester men de følger hus, børn og økonomiske ting med. 

Derfor er man også villig til at gå langt for at redde ens forhold. 

Her er hvad jeg umiddelbart ville overveje:

1) en pause (er nævnt før). Men jeg kan med personlig erfaring sige at en pause kan føre til at man finder hinanden igen. Ca 1 1/2 år inde i mit forhold gik min kæreste lidt i selvsving og ikke vidste hvad han ville. Vi flyttede derfor fra hinanden i godt 6 mdr, men forblev kærester. Det var en mega hård periode, men vi er i dag stadig sammen på 8 år og skal snart begynde at få fælles børn. 

2) en neden filosofi jeg altid har haft er at man inderst inde i maven godt ved hvad man vil - men typisk lytter man ikke til hvad ens mave siger når konsekvensen er uoverskuelig. Men prøv at finde noget ro og så LYT. for uanset om det er gode eller dårlige ting man kan mærke er det som regel det rigtige og det som det alligevel ender med. 

3) husk at forældre er bedre at have glade hver for dig end sure sammen. 

4) skulle det ende med at I finder ud af at gå hver til sit, så lad være med at tænke på hele processen på en gang. Tag vitterligt 1 ting ad gangen. Så vil du opdage at du en dag 3-4 mdr henne i processen faktisk har overlevet so far. 

Held og lykke - LYT TIL MAVEN!! 

Hvad vil gøre dig lykkelig?? 

Tak for svar

Vi har haft en lang snak de efterfølgende dage. Og han har nu været væk nogle dage. Og kan bare mærke at det ikke er det rigtige at give op. 

Så nu tager vi det stille og roligt. 

En del af der skyldes heldigvis misforståelser.  

Så nu må vi se hvad tiden byder.