Føler mig hjemløs

Selvom jeg har familie selv med mand og børn, så føler jeg mig nu alligevel så hjemløs. Hjemløs i mit opland. De som burde ha min ryg og burde være der. 

Min far og mor blev skilt da jeg var lille. Min mor var min far utro, noget hun selv har indrømmet da jeg blev større og endda gav min far skylden for hendes utroskab. 

Min mor fandt en ny mand hun fik børn med og jeg blev tydeligt nedprioriteret. Selv familien så det og senere min svigerfamilie undrede sig. Min mor har aldrig lagt skjul på sit had til min far og sin væmmelse i mig fordi jeg ligner ham. 

Min far fandt også ny kone med egne børn. De bliver tydeligt forfordelt og jeg er tydeligt ikke i deres familie. Jeg er på ingen måde noget, i forhold til søskende status, og mine børn bliver, og også foran dem, omtalt som ikke værende hendes børnebørn selvom de kalder hende bedstemor. 

Det gør mig så ondt også på børnenes vegne. Jeg føler virkelig jeg er uønsket og har altid været det. Jeg var ikke rigtig hjemme nogen steder og føler ikke jeg hører til. Jeg har store konsekvenser af det i dag, og er inde i en ret svær periode især pga julen hvor det lige nu fylder meget 

min far hjælper en sjælden gang imellem feks med en lampe og lignende men det er tydeligt de gør en utrolig stor indsats ved hendes børn og vi ofte bliver afvist. Det samme ved min mor. 

Det er blevet så stramt jeg har måtte nedtone vores kontakt til min far for at de kan tage initiativ da jeg blev så ødelagt af alle afvisningerne, vi ses nu ca 1 gang hver 2 mdr. Min mor og stefar har jeg måtte lægge helt på is i en periode da de ikke ønskede at se mig men indimellem gerne børnene. Trods hun hadede at blive bedste da vi fik nr 1. Det var meget uønsket fra hendes side men da hendes hjerteveninde blev mormor var det pludselig interessant i små doser, for også at være med på bedste billederne på Facebook. Så forudsætningerne er næppe helt rene og frygter hvad der sker når min mor og hendes mands fælles børn begynder at give børnebørn. Så bliver de nok også vippet i kulden, så nu har vi sagt helt fra. Bla da min mor havde løjet og gået bag om min ryg omkring mine søskende sidst børnene var derovre uden os, og at vores ældste ikke ville derover da han sagde de var efter ham hele tiden og var ked af det. Så nu blev nok nok. 

Jeg er så ked af det skal være sådan og føler mig så trist over at føle jeg ingenting  er værd fordi det er det jeg har hørt hele mit og føler stort svigt. Ja føler mig så ensom at jeg ingen familie føler jeg har sådan rigtigt ud over min mand og svigerfamilien. Jeg håber disse følelser forsvinder når børnene bliver større og når de engang som voksne selv får børn. 

Jeg gør alt for at mine børn ikke skal føle svigt og forskelsbehandling. Gør alt for at lade dem vide hvor uendeligt højt jeg elsker dem og hvor vigtige de er for mig. Det samme ønsker jeg for mine kommende børnebørn. Min dør er altid åben for hver og en. Dette giver lidt trøst og glæde midt i det hele selvom jeg føler mit hjerte er knust i forhold til min familie som burde være bag mig 

ved ikke hvad jeg vil med indlægget. Jeg er bare så ked af det indeni. Har bare ikke brug for flere nedladende kommentarer, at jeg aldrig er god nok og alt der kan være forkert ved mig. Føler det som en tung sky for mit bryst som forhindrer mig i at trække vejret frit 

�� av det gjorde ondt at læse, jeg er dog for træt til at skrive alt hvad jeg ville lige nu, men måtte simpelthen bare svare bare kort inden jeg smuttede igen. Jeg føler så meget med dig, og ved præcist Hvordan du har det og Hvordan dine tanker florer rundt

hvis i boede tæt på os, så ville jeg/vi ihvertfald gerne have været en reserve familie for jer og børneneen moster, faster, onkel, osv kan man altid bruge.

Stakkels dig

du kan jo intet gøre ved det. Mit eneste forslag er at huske på at venner kan blive den familie du selv vælger så jeg ville prioritere min tid på folk der vil dig og din familie og måske overveje lidt profesionel hjælp til at bearbejdede dine følelser. 

Mariehøne123 skriver:

Stakkels dig

du kan jo intet gøre ved det. Mit eneste forslag er at huske på at venner kan blive den familie du selv vælger så jeg ville prioritere min tid på folk der vil dig og din familie og måske overveje lidt profesionel hjælp til at bearbejdede dine følelser. 

Jeg har heldigvis et par gode veninder men føler mig meget alene med mine tanker og følelser hvilket kan være svært for mig  

EnGodMor skriver:

�� av det gjorde ondt at læse, jeg er dog for træt til at skrive alt hvad jeg ville lige nu, men måtte simpelthen bare svare bare kort inden jeg smuttede igen. Jeg føler så meget med dig, og ved præcist Hvordan du har det og Hvordan dine tanker florer rundt

hvis i boede tæt på os, så ville jeg/vi ihvertfald gerne have været en reserve familie for jer og børneneen moster, faster, onkel, osv kan man altid bruge.

 

Mine tanker fylder en del og må nok se om jeg kan få noget hjælp i det nye år. 

Anonym skriver:

Selvom jeg har familie selv med mand og børn, så føler jeg mig nu alligevel så hjemløs. Hjemløs i mit opland. De som burde ha min ryg og burde være der. 

Min far og mor blev skilt da jeg var lille. Min mor var min far utro, noget hun selv har indrømmet da jeg blev større og endda gav min far skylden for hendes utroskab. 

Min mor fandt en ny mand hun fik børn med og jeg blev tydeligt nedprioriteret. Selv familien så det og senere min svigerfamilie undrede sig. Min mor har aldrig lagt skjul på sit had til min far og sin væmmelse i mig fordi jeg ligner ham. 

Min far fandt også ny kone med egne børn. De bliver tydeligt forfordelt og jeg er tydeligt ikke i deres familie. Jeg er på ingen måde noget, i forhold til søskende status, og mine børn bliver, og også foran dem, omtalt som ikke værende hendes børnebørn selvom de kalder hende bedstemor. 

Det gør mig så ondt også på børnenes vegne. Jeg føler virkelig jeg er uønsket og har altid været det. Jeg var ikke rigtig hjemme nogen steder og føler ikke jeg hører til. Jeg har store konsekvenser af det i dag, og er inde i en ret svær periode især pga julen hvor det lige nu fylder meget 

min far hjælper en sjælden gang imellem feks med en lampe og lignende men det er tydeligt de gør en utrolig stor indsats ved hendes børn og vi ofte bliver afvist. Det samme ved min mor. 

Det er blevet så stramt jeg har måtte nedtone vores kontakt til min far for at de kan tage initiativ da jeg blev så ødelagt af alle afvisningerne, vi ses nu ca 1 gang hver 2 mdr. Min mor og stefar har jeg måtte lægge helt på is i en periode da de ikke ønskede at se mig men indimellem gerne børnene. Trods hun hadede at blive bedste da vi fik nr 1. Det var meget uønsket fra hendes side men da hendes hjerteveninde blev mormor var det pludselig interessant i små doser, for også at være med på bedste billederne på Facebook. Så forudsætningerne er næppe helt rene og frygter hvad der sker når min mor og hendes mands fælles børn begynder at give børnebørn. Så bliver de nok også vippet i kulden, så nu har vi sagt helt fra. Bla da min mor havde løjet og gået bag om min ryg omkring mine søskende sidst børnene var derovre uden os, og at vores ældste ikke ville derover da han sagde de var efter ham hele tiden og var ked af det. Så nu blev nok nok. 

Jeg er så ked af det skal være sådan og føler mig så trist over at føle jeg ingenting  er værd fordi det er det jeg har hørt hele mit og føler stort svigt. Ja føler mig så ensom at jeg ingen familie føler jeg har sådan rigtigt ud over min mand og svigerfamilien. Jeg håber disse følelser forsvinder når børnene bliver større og når de engang som voksne selv får børn. 

Jeg gør alt for at mine børn ikke skal føle svigt og forskelsbehandling. Gør alt for at lade dem vide hvor uendeligt højt jeg elsker dem og hvor vigtige de er for mig. Det samme ønsker jeg for mine kommende børnebørn. Min dør er altid åben for hver og en. Dette giver lidt trøst og glæde midt i det hele selvom jeg føler mit hjerte er knust i forhold til min familie som burde være bag mig 

ved ikke hvad jeg vil med indlægget. Jeg er bare så ked af det indeni. Har bare ikke brug for flere nedladende kommentarer, at jeg aldrig er god nok og alt der kan være forkert ved mig. Føler det som en tung sky for mit bryst som forhindrer mig i at trække vejret frit 

Puha, kunne ikke lige gå videre uden at sende et virtuelt kram og lidt kærlighed din vej.. 

Har du egentligt overvejet at cutte kontakten helt- måske skrive et brev til din mor hvor du beskriver det for hende som du gør for os, og ligedan til din far. Hvis det så viser sig at det ikke er deres hensigt at fryse dig ude, vil de få røde øre, og helt sikkert gøre noget for at kontakte dig. Hvis de ikke gør det, så har du taget et aktivt valg i dit liv. Du slipper på en måde ud af din offerrolle ved aktivt at tage stilling og sige fra. Herfra er det så at du kan have det lidt stramt noget tid- det er helt ok, men herefter så skal du vågne og se at solen også står op. Så må du samle alt det der er godt i dit liv, for nu har du ikke længere brug for at holde fast i det der gør dig ked af det, og som gang på gang bringer så meget sorg med sig! 

Selvom det er et ubehageligt skridt at skulle tage, så kunne det måske være det der reelt set kunne ændre det for dig! 

Jeg håber dig alt det bedste - og om lidt har vi et nyt år. Fyld det med kærlighed og glæde ❤️ 

Kram 

Sahara82 skriver:

Puha, kunne ikke lige gå videre uden at sende et virtuelt kram og lidt kærlighed din vej.. 

Har du egentligt overvejet at cutte kontakten helt- måske skrive et brev til din mor hvor du beskriver det for hende som du gør for os, og ligedan til din far. Hvis det så viser sig at det ikke er deres hensigt at fryse dig ude, vil de få røde øre, og helt sikkert gøre noget for at kontakte dig. Hvis de ikke gør det, så har du taget et aktivt valg i dit liv. Du slipper på en måde ud af din offerrolle ved aktivt at tage stilling og sige fra. Herfra er det så at du kan have det lidt stramt noget tid- det er helt ok, men herefter så skal du vågne og se at solen også står op. Så må du samle alt det der er godt i dit liv, for nu har du ikke længere brug for at holde fast i det der gør dig ked af det, og som gang på gang bringer så meget sorg med sig! 

Selvom det er et ubehageligt skridt at skulle tage, så kunne det måske være det der reelt set kunne ændre det for dig! 

Jeg håber dig alt det bedste - og om lidt har vi et nyt år. Fyld det med kærlighed og glæde ❤️ 

Kram 

 

Tak for de gode råd. På min fars side ser jeg håb for bedring men ikke ved min mor. Jeg har valgt at jeg på ubestemt tid vil lægge hende på is. Keg er nået dertil jeg ikke orker deres drama og selvom det er rigtig hårdt og jeg har dårlige stunder hvor alt kommer frem som jeg har beskrevet og følelserne overvælder. Men som du skriver skinner solen på den anden side. Lyset skal nok fordrive mørket selvom det tager tid og det gør så ondt indeni. Jeg mærker det især når jeg ser andre få støtte og opbakning af deres forældre og familie og at jeg nogengange tænker irrationelt, men også kan se det er fordi jeg inderst inde ville ønske det var mig. De helt basale behov om omsorg og kærlighed der har været en mangelvare og de facader der garager år om at opbygge. De er efter jeg fik børn begyndt at krakelere og jeg er bukket under for presset. Mine ben kunne ikke bære vægten længere. Dette er nok det primære som er gået galt at jeg havde svært ved at modstå men især pga jeg ikke ønskede mine børn, så sådan en behandling af andre som værende normalt og at de ikke skulle behandles på samme måde. Mine fortjener at vide hvor elsket de er. At alle er gode mennesker med respekt for hinandens måde at være på og at man har liv til at blive behandlet ordentligt. Ikke at de skal gå i modsatte grøft og blive verdens navle, men få et solidt fundament så de kan stå imod de storme livet byder og stadig vide de er elsket og at vi hjælper og støtter hinanden, også når det er svært. 

Jeg finder så meget glæde og taknemmelig i mine børn og min mand. Så jeg må være stærk og give vores familie træ de bedste forudsætninger på en gid plads med god muld fyldt med næring og passe og pleje så træet kan få dybe og stærke rydder der holder træet sundt og stærkt. Mine børn er alt og jeg må finde styrken til at være alt det de har brug for og fortjener. 

Hvis du har et godt forhold til svigerfamilien så lad dem blive din familie.. kender en hvor både mor og far også har svigtet men hendes svigermor er bare blevet hendes nye mor. Det er hende hun spørger om råd osv. Men det har krævet arbejde at få det forhold.

så hvis du ser muligheder for det så koncentrere dig om at opbygge nye tætte forhold til veninder, svigerfamilien, osv 

beslut dig for 100% at du fryser dem ude der ikke giver dig noget positivt og det er ikke på ubestemt tid men for evigt. 

Så hvis dine forældre vil være i dit liv skal DE sørge for at det er et positivt forhold. Dine børn er heller ikke tjent med det forhold for tro mig de mærker det og som du skriver en dag er de ude og det vil blot gøre mere ondt. Og så skal du under ingen omstændigheder tillade at dit barn bliver brugt på den måde som Facebook pral. Vil mormor have retten til pral osv må hun sgu gøre sig fortjent til det og med barn følger mor og far. Dvs hin skal behandle HELE familien ordenligt. 

Så ud med dem. Skriv eller ring og fortæl dem som det er og så må de jo reagere ( eller ikke reagere) som de vil. Det er deres tab ikke dit