Dødt forhold

Har bare lige brug for at komme ud med lidt luft og måske få nogle gode råd eller høre fra andre der har stået eller står i samme situation. 

Min mand og jeg har været sammen i 5.5 år. Sammen var vi 2 små børn på 1 og 2 år. 

Vores forhold er mere end dødt. Vi hverken kysser, krammer eller har sex og tror faktisk ikke nogen af os har lyst. Jeg tænder slet ikke på ham længere- tværtimod. 

Jeg savner ekstremt meget kærlighed og nærvær i min hverdag og ville ønske vi gik hvert til sit så vi måske kunne finde kærligheden et andet sted. 

Det meste han gør irriterer mig og vi diskuterer en del- dog aldrig foran børnene. 

Han er en fantastisk far og det er nok kun pga børnene at vi stadig er sammen. Vi har intet til fælles udover børnene.

jeg tænker tit på det ville være nemmere at være alene så der ikke altid var den negative energi som er imellem os, men samtidig tør jeg ikke tage skridtet og vil heller ikke være "den onde" så ærligt går jeg ofte bare og håber på at han en dag tager skridtet og siger stop... jeg kan bare frygte han ikke gør det og så sidder jeg jo fast... vi har lige købt nyt hus sammen som er ved at blive sat i stand så det er også rigtig dumt i forhold til det... 

jeg kunne så godt tænke mig at være rigtig glad igen og have et sexliv og noget imtimitet men samtidig er jeg så meget tryghedsnarkomanat jeg bare bliver hvor jeg er tryg...

andre der har stået i en lignende situation?

Anonym skriver:

Har bare lige brug for at komme ud med lidt luft og måske få nogle gode råd eller høre fra andre der har stået eller står i samme situation. 

Min mand og jeg har været sammen i 5.5 år. Sammen var vi 2 små børn på 1 og 2 år. 

Vores forhold er mere end dødt. Vi hverken kysser, krammer eller har sex og tror faktisk ikke nogen af os har lyst. Jeg tænder slet ikke på ham længere- tværtimod. 

Jeg savner ekstremt meget kærlighed og nærvær i min hverdag og ville ønske vi gik hvert til sit så vi måske kunne finde kærligheden et andet sted. 

Det meste han gør irriterer mig og vi diskuterer en del- dog aldrig foran børnene. 

Han er en fantastisk far og det er nok kun pga børnene at vi stadig er sammen. Vi har intet til fælles udover børnene.

jeg tænker tit på det ville være nemmere at være alene så der ikke altid var den negative energi som er imellem os, men samtidig tør jeg ikke tage skridtet og vil heller ikke være "den onde" så ærligt går jeg ofte bare og håber på at han en dag tager skridtet og siger stop... jeg kan bare frygte han ikke gør det og så sidder jeg jo fast... vi har lige købt nyt hus sammen som er ved at blive sat i stand så det er også rigtig dumt i forhold til det... 

jeg kunne så godt tænke mig at være rigtig glad igen og have et sexliv og noget imtimitet men samtidig er jeg så meget tryghedsnarkomanat jeg bare bliver hvor jeg er tryg...

andre der har stået i en lignende situation?

Roooooolig nu!!! I har sat jer selv i en helt ekstrem situation ved at vælge at få to børn så tæt på hinanden. Det er heeeeelt naturligt at jeres forhold dermed er trådt helt i baggrunden fordi I nu - for en tid - er 210% forældre! 

Det er et valg og nogle omstændigheder I selv har valgt og nu mærker konsekvenserne af.

Jeg hæfter mig ved at du skriver, at din kæreste er en fantastisk far - dermed opfylder han jo faktisk (for nu) sin rolle. 

Jeg forstår at du kan savne nærhed, sex mv. Det har bare ikke første prioritet lige nu. Men tal med din kæreste og se tiden an. Jeg tænker det skal være et meget dårligt forhold man er i, hvis man skal vælge at oplæse en familie med to så små børn. 

Anonym skriver:

Har bare lige brug for at komme ud med lidt luft og måske få nogle gode råd eller høre fra andre der har stået eller står i samme situation. 

Min mand og jeg har været sammen i 5.5 år. Sammen var vi 2 små børn på 1 og 2 år. 

Vores forhold er mere end dødt. Vi hverken kysser, krammer eller har sex og tror faktisk ikke nogen af os har lyst. Jeg tænder slet ikke på ham længere- tværtimod. 

Jeg savner ekstremt meget kærlighed og nærvær i min hverdag og ville ønske vi gik hvert til sit så vi måske kunne finde kærligheden et andet sted. 

Det meste han gør irriterer mig og vi diskuterer en del- dog aldrig foran børnene. 

Han er en fantastisk far og det er nok kun pga børnene at vi stadig er sammen. Vi har intet til fælles udover børnene.

jeg tænker tit på det ville være nemmere at være alene så der ikke altid var den negative energi som er imellem os, men samtidig tør jeg ikke tage skridtet og vil heller ikke være "den onde" så ærligt går jeg ofte bare og håber på at han en dag tager skridtet og siger stop... jeg kan bare frygte han ikke gør det og så sidder jeg jo fast... vi har lige købt nyt hus sammen som er ved at blive sat i stand så det er også rigtig dumt i forhold til det... 

jeg kunne så godt tænke mig at være rigtig glad igen og have et sexliv og noget imtimitet men samtidig er jeg så meget tryghedsnarkomanat jeg bare bliver hvor jeg er tryg...

andre der har stået i en lignende situation?

Hvorfor gør du ikke selv noget for at ændre det?

I kører godt nok også hårdt på... 2 børn på kort tid, huskøb med renovering - hvorfor al denne hast? Det er ikke underligt, at det dræner energien ud af forholdet.

Det hjælper jo ikke meget nu, hvor i sidder i det - men jeg ville også hurtigt gå død i den opskrift. Luft, energi og overskud er selvfølgelig helt essentielt for at kunne bibeholde lyst og gnist for hinanden. 

Nemmere sagt end gjort, men I to som enhed er vel i virkeligheden den første prioritet lige nu, hvis familien ikke skal opløses. Så I må sætte huset på stand by, sende ungerne til pasning og så kæmpe med næb og kløer for at finde hinanden igen? Ferie, parterapi, what ever it takes? Ellers kan det jo alt sammen være lige meget.

Dyb indånding. Sæt dig ned. Tal med din mand. Hvad vil I i fællesskab gøre for at løse dette problem. Det lyder som om der skal noget drastisk til. Livet er for kort til at leve uden kærlighed og intimitet, bare "for børnenes skyld". Held og lykke

Anonym skriver:

Har bare lige brug for at komme ud med lidt luft og måske få nogle gode råd eller høre fra andre der har stået eller står i samme situation. 

Min mand og jeg har været sammen i 5.5 år. Sammen var vi 2 små børn på 1 og 2 år. 

Vores forhold er mere end dødt. Vi hverken kysser, krammer eller har sex og tror faktisk ikke nogen af os har lyst. Jeg tænder slet ikke på ham længere- tværtimod. 

Jeg savner ekstremt meget kærlighed og nærvær i min hverdag og ville ønske vi gik hvert til sit så vi måske kunne finde kærligheden et andet sted. 

Det meste han gør irriterer mig og vi diskuterer en del- dog aldrig foran børnene. 

Han er en fantastisk far og det er nok kun pga børnene at vi stadig er sammen. Vi har intet til fælles udover børnene.

jeg tænker tit på det ville være nemmere at være alene så der ikke altid var den negative energi som er imellem os, men samtidig tør jeg ikke tage skridtet og vil heller ikke være "den onde" så ærligt går jeg ofte bare og håber på at han en dag tager skridtet og siger stop... jeg kan bare frygte han ikke gør det og så sidder jeg jo fast... vi har lige købt nyt hus sammen som er ved at blive sat i stand så det er også rigtig dumt i forhold til det... 

jeg kunne så godt tænke mig at være rigtig glad igen og have et sexliv og noget imtimitet men samtidig er jeg så meget tryghedsnarkomanat jeg bare bliver hvor jeg er tryg...

andre der har stået i en lignende situation?

Jeg har selv siddet med dine tanker - jeg er også i et forhold hvor vi har 2 børn under 3. 

Vores venner griner lidt af os når vi snakker om hvilken mand der får noget (altså i sjov) men min mand og jeg har nogle gange "kun" sex 1 gang hver halve år  og andre gange kan vi være sammen 8 gange på 4 dage. 

Jeg følte det samme med min mand da den mindste var 6 mdr men JEG tog handling sørgede for at kyssse min mand hver dag og skrive søde beskeder engang i mellem og at vi bruge den stille periode når de var kommet i seng kl. 19 til at snakke og hygge. Evt med spil, sen aftensmad eller en god film. 

Vi er 100% forældre når børnene er her og 100% kærester når de ikke er der og det fungere for os. Jeg synes ikke der skal ske noget HVER aften men det er hyggeligt at læhgge tøj sammen med min mand og vi hjælper hinanden og snakker 

håber du kan bruge det til lidt 

Min første tanke er, HVORFOR har du valgt at købe nyt hus, som er ved at blive sat i stand? Når du siger du ikke gider din partner? For det der med at det er for børnenes skyld, den holder altså ikke.

Gør dog noget ved problemet, eller sig stop. Du er da voksne nok til atsige til eller fra.

Må indrømme jeg ligesom ovenstående stiller mig meget uforstående overfor hvorfor i vælger st købe hus der skal renoveres hvis forholdet er så dødt som du beskriver. Det kan jo ikke bare være blevet dødt fra den ene dag til den anden. ?