Anonym skriver:
Hjemme hos os er jeg ene pige. Vi har to sønner og en søn mere på vej. Men helt ærligt så syns jeg det er smadder hårdt at være den eneste af mit køn. Føler at drengene har deres helt specielle sammenhold og kan relatere sig helt naturligt til hinanden. det betyder også at alt hvad der foregår her i vores hus er ret meget på drengenes præmisser. Vilde lege med høje lyde, altid en eller anden drenge film i fjerneren eller skydespil på Playstation. Her er Sjællendt et sted hvor jeg kan "være".
Føler at jeg skal anstrenge mig for at være sammen med alle de drenge. Både for at please deres drengebehov og for selv at kunne være i det.
Vi har ikke vildt god plads så man føler altid at man er "sammen".
Er jeg den eneste der har det sådan? Føler lidt selv at det er forkert at ha det sådan, og jeg har heller ikke sagt det til nogen før. Alle mine veninder har piger og kun piger så føler ikke rigtig at jeg kan tale med dem om hvordan det er at være mig.
Er du sikker på, det har så meget med køn at gøre? Jeg har en datter og to sønner, og jeg har ikke oplevet den store forskel i aktivitetsniveau, "kønsbehov" i forhold til leg og interesser, "vildskab" og støj etc. Her har det været datteren og den ældste søn, der har været energifyldte og haft drøn på, mens yngstesønnen var til stille leg, tegning, læsning osv.
Den der forestilling om den rolige pige, der fordyber sig i pussenusseri med dukker og perleplader, er lidt stereotyp i min verden. Selvfølgelig findes de, men det gør de stille drenge også. I mine øjne handler det langt mere om personlighed end om køn.
Den dag i dag - hvor den voksne datter er flyttet hjemmefra, og jeg er ene høne i kurven med min mand og to sønner på 18 og 19 - skænker jeg det sjældent en tanke, at jeg er omgivet af lutter "drenge". De er vidt forskellige personligheder og så meget andet og mere end "hanner".
Anmeld
Citér
