2. Gangs gravid. Mangler råd!

Jeg er 2. Gangs gravid (har en datter på 2 år nu)

min kæreste blev i sommers ramt at noget stress, som gjorde ham meget syg (kunne ikke andet end at ligge i sengen i flere uger). Har aldrig oplevet noget så slemt for mig og vores datter. 

Nu venter vi så nr. To og vi glæder os utrolig meget til det.

Men jeg er ked af det hele tiden! Sover ikke om natten og græder bare så snart jeg kommer hjem fra arbejde. Igår snakkede jeg så med kæresten omkring det, men jeg kan jo ikke forklare hvorfor jeg er ked af det, for jeg ved det ærlig talt ikke! Jeg er ikke glad for mit arbejde for tiden, da jeg ikke føler jeg er særlig "vigtig" i forhold til de andre. Min chef siger ellers kun positive ting til mig. Jeg ved bare ikke hvorfor jeg skal være så ked af det hele tiden!  

jeg har meldt mig syg igår og i dag. Min mor kommer så forbi igår og spørger "hvad synes du så at du fejler". Hvor jeg måtte sige at jeg har hovedpine. Kan slet ikke magte at skulle fortælle min familie noget når jeg ikke selv ved hvad der er galt  

er der nogle der bare kan give lidt gode råd til mig? Har absolut ikke lyst til at skulle til lægen med det eller sygemeldes rigtigt fra arbejdet!  

Når den ene i et parforhold bliver ramt. Bliver man det også selv. Forstået på den måde at du var jo med på tættest hold i " krise tid " har hørt om flere mænd der har været nede i et hul, efter deres kærester er kommet sikkert ovenpå efter en depression,  stress eller fødsel depression.  

Det kan jo også være hormonerne der spiller dig et pus. Lidt vinter tristhed,  lidt stress over jul.

You name it.

Prøv at book en tid ved din egen læge, send evt en mail i forvejen til lægen så er snakken taget lidt hul på. Lægens sekretær kan guide dig til at få adgang hvis du i forvejen ikke har. 

årgang84 skriver:

Når den ene i et parforhold bliver ramt. Bliver man det også selv. Forstået på den måde at du var jo med på tættest hold i " krise tid " har hørt om flere mænd der har været nede i et hul, efter deres kærester er kommet sikkert ovenpå efter en depression,  stress eller fødsel depression.  

Det kan jo også være hormonerne der spiller dig et pus. Lidt vinter tristhed,  lidt stress over jul.

You name it.

Prøv at book en tid ved din egen læge, send evt en mail i forvejen til lægen så er snakken taget lidt hul på. Lægens sekretær kan guide dig til at få adgang hvis du i forvejen ikke har. 

Jeg tænker også meget at det kan være graviditeten, men græd slet ikke så meget sidste gang!  

men kan slet ikke overskue at skulle tude nede ved lægen og fortælle ham noget når jeg ikke selv ved hvad der er galt

jeg vil så gerne fortælle min mor at jeg ikke lige har det så godt for tiden, men aner ikke hvordan jeg skal gøre det, når jeg ikke selv ved hvad der er galt vi har altid været en familie der aldrig har været ramt at sådan nogle ting, så det er virkelig ikke nemt  

Sidder og hyler bare når jeg skal skrive herinde

Anonym skriver:

Jeg er 2. Gangs gravid (har en datter på 2 år nu)

min kæreste blev i sommers ramt at noget stress, som gjorde ham meget syg (kunne ikke andet end at ligge i sengen i flere uger). Har aldrig oplevet noget så slemt for mig og vores datter. 

Nu venter vi så nr. To og vi glæder os utrolig meget til det.

Men jeg er ked af det hele tiden! Sover ikke om natten og græder bare så snart jeg kommer hjem fra arbejde. Igår snakkede jeg så med kæresten omkring det, men jeg kan jo ikke forklare hvorfor jeg er ked af det, for jeg ved det ærlig talt ikke! Jeg er ikke glad for mit arbejde for tiden, da jeg ikke føler jeg er særlig "vigtig" i forhold til de andre. Min chef siger ellers kun positive ting til mig. Jeg ved bare ikke hvorfor jeg skal være så ked af det hele tiden!  

jeg har meldt mig syg igår og i dag. Min mor kommer så forbi igår og spørger "hvad synes du så at du fejler". Hvor jeg måtte sige at jeg har hovedpine. Kan slet ikke magte at skulle fortælle min familie noget når jeg ikke selv ved hvad der er galt  

er der nogle der bare kan give lidt gode råd til mig? Har absolut ikke lyst til at skulle til lægen med det eller sygemeldes rigtigt fra arbejdet!  

Førfødsels depression - helt klart. Ned til lægen med dig og få hånd om det inden det bliver værre. Kan sagtens udløses af stress, gjorde det her.

Hej med dig.

Når man er gravid, så står man jo overfor at hele ens livsomstændigheder ændrer sig, samtidigt med at ens hormoner og følelser er i kaos, og man generelt er rigtigt sårbar. Derfor er det jo også normalt, at de ting der belaster en, kommer til at fylde rigtigt meget og bliver sværere at skubbe væk, end når man er "sig selv".

Jeg synes det lyder som om, at der er en del usikkerhed i dit liv i forhold til, at din kæreste har været ramt af stress, og det lyder til at have været meget rystende for dig og jeres familie, at han pludselig ikke kunne være der. Jeg tænker, at måske er der en frygt i, at hvad nu hvis det sker igen og han så ikke kan være der for dig? Kan det spille ind?

Du skriver også, at du føler dig utilstrækkelig på dit arbejde, og at du generelt ikke har det godt, selv om der ikke er nogen fakta der unerstøtter, at du ikke gør det godt nok.

Jeg ved godt, at det ikke er fedt at skulle søge hjælp eller gå til lægen, men det er heller ikke i orden, at skulle gå og være alene med så svære følelser når man du i forvejen er ekstra sårbar fordi du er gravid, og derfor også har ekstra meget brug for omsorg og tryghed.

Jeg tænker, at det værste du kan gøre er at isolere dig, og at du skal gøre det modsatte. Tal om det, sæt ord på og husk, at det du føler er rigtigt for dig, og selv om du ikke helt kan sige hvad der udløser det, så er det stadig det du føler, og værd at tage alvorligt.

Jeg synes altså også, at du skal tage en snak med lægen om det og gerne med din jordemoder, hvis du allerede er i kontakt med hende. Hvis det ikke hjælper dig, så overvej om ikke det er det værd at få et par samtaler med en psykolog. Jeg skriver det ikke, fordi jeg tror du ikke kan klare det selv, men jeg ved, at der er rigtig god hjælp at hente derude, og derfor synes jeg netop ikke at det er rimeligt, at du skal gå og have det så svært. Det at søge hjælp og støtte nu, både i netværket og måske hos fagpersoner, kan gøre din graviditet meget bedre og tryggere og forhindre at du ender med en sygemelding.

Rigtig meget held og lykke med det, du skal nok klare det, selv om det er rigtigt svært lige nu.

Anonym skriver:

Hej med dig.

Når man er gravid, så står man jo overfor at hele ens livsomstændigheder ændrer sig, samtidigt med at ens hormoner og følelser er i kaos, og man generelt er rigtigt sårbar. Derfor er det jo også normalt, at de ting der belaster en, kommer til at fylde rigtigt meget og bliver sværere at skubbe væk, end når man er "sig selv".

Jeg synes det lyder som om, at der er en del usikkerhed i dit liv i forhold til, at din kæreste har været ramt af stress, og det lyder til at have været meget rystende for dig og jeres familie, at han pludselig ikke kunne være der. Jeg tænker, at måske er der en frygt i, at hvad nu hvis det sker igen og han så ikke kan være der for dig? Kan det spille ind?

Du skriver også, at du føler dig utilstrækkelig på dit arbejde, og at du generelt ikke har det godt, selv om der ikke er nogen fakta der unerstøtter, at du ikke gør det godt nok.

Jeg ved godt, at det ikke er fedt at skulle søge hjælp eller gå til lægen, men det er heller ikke i orden, at skulle gå og være alene med så svære følelser når man du i forvejen er ekstra sårbar fordi du er gravid, og derfor også har ekstra meget brug for omsorg og tryghed.

Jeg tænker, at det værste du kan gøre er at isolere dig, og at du skal gøre det modsatte. Tal om det, sæt ord på og husk, at det du føler er rigtigt for dig, og selv om du ikke helt kan sige hvad der udløser det, så er det stadig det du føler, og værd at tage alvorligt.

Jeg synes altså også, at du skal tage en snak med lægen om det og gerne med din jordemoder, hvis du allerede er i kontakt med hende. Hvis det ikke hjælper dig, så overvej om ikke det er det værd at få et par samtaler med en psykolog. Jeg skriver det ikke, fordi jeg tror du ikke kan klare det selv, men jeg ved, at der er rigtig god hjælp at hente derude, og derfor synes jeg netop ikke at det er rimeligt, at du skal gå og have det så svært. Det at søge hjælp og støtte nu, både i netværket og måske hos fagpersoner, kan gøre din graviditet meget bedre og tryggere og forhindre at du ender med en sygemelding.

Rigtig meget held og lykke med det, du skal nok klare det, selv om det er rigtigt svært lige nu.

Du rammer fuldstændig præcist!! Især det med at jeg er bange for det sker igen med hensyn til min kæreste!! 

Jeg vil også rigtig gerne snakke med nogle, men aner ikke hvad jeg skal sige eller gøre jeg vil ikke være den svage mor til min datter eller det svage familiemedlem! Jeg har altid været den stærke i hele familien efter vi har fået det første barn. 

Jeg har også aller mest lyst til at ringe til min mor lige nu, men kan ærlig talt ikke!!

Du rammer fuldstændig præcist!! Især det med at jeg er bange for det sker igen med hensyn til min kæreste!! 

Jeg vil også rigtig gerne snakke med nogle, men aner ikke hvad jeg skal sige eller gøre jeg vil ikke være den svage mor til min datter eller det svage familiemedlem! Jeg har altid været den stærke i hele familien efter vi har fået det første barn. 

Jeg har også aller mest lyst til at ringe til min mor lige nu, men kan ærlig talt ikke!!

Jeg tænker, at dine tanker og følelser er helt normale og forståelige i situationen. Det er da noget af en mundfuld I har været igennem, og så med graviditet og hormonsvingninger oveni, puha, det kan vist tage luften fra enhver.

Jeg synes nu alligevel, du skal ringe til din mor. Hvordan vil det være nemmest for dig at få taget hul på den? Måske ved at vise hende tråden her? Ved at fortælle hende om din frygt ift din kæreste?

Ingen kan være stærke hele tiden, hverken din kæreste eller dig. I hvert fald ikke hvis det at være stærk betyder, at man ikke må være ked af det og sårbar, når livet engang imellem er svært og usikkert. Det tror jeg heller ikke du ville forlange af andre Så hvorfor af dig selv?

At turde stå ved hvad du føler og bede om hjælp nu, det kræver mod og styrke. Jeg synes det lyder til, at du har rigtigt meget brug for, at der er ro og tryghed omkring dig i dit netværk og i din familie, og for at opleve, at de er der for dig, så tænker jeg lidt at det kræver, at du prøver at række ud. Det er jo altid dig der er den stærke, men mon ikke gerne de vil give dig lidt tilbage, hvis du tør åbne op for det?

/Anne (samme som før )

Anonym skriver:

Jeg tænker, at dine tanker og følelser er helt normale og forståelige i situationen. Det er da noget af en mundfuld I har været igennem, og så med graviditet og hormonsvingninger oveni, puha, det kan vist tage luften fra enhver.

Jeg synes nu alligevel, du skal ringe til din mor. Hvordan vil det være nemmest for dig at få taget hul på den? Måske ved at vise hende tråden her? Ved at fortælle hende om din frygt ift din kæreste?

Ingen kan være stærke hele tiden, hverken din kæreste eller dig. I hvert fald ikke hvis det at være stærk betyder, at man ikke må være ked af det og sårbar, når livet engang imellem er svært og usikkert. Det tror jeg heller ikke du ville forlange af andre Så hvorfor af dig selv?

At turde stå ved hvad du føler og bede om hjælp nu, det kræver mod og styrke. Jeg synes det lyder til, at du har rigtigt meget brug for, at der er ro og tryghed omkring dig i dit netværk og i din familie, og for at opleve, at de er der for dig, så tænker jeg lidt at det kræver, at du prøver at række ud. Det er jo altid dig der er den stærke, men mon ikke gerne de vil give dig lidt tilbage, hvis du tør åbne op for det?

/Anne (samme som før )

Jeg må prøve at se om jeg kan skrive en SMS til hende, kan ikke snakke lige nu! Hulker bare som en gal

jeg skal bare lige finde ud af hvad jeg kan skrive til hende, for jeg kan slet ingenting lige nu!  

du er helt fantastisk med de du skriver  tak! 

Håber bare meget hurigt at jeg kan få det bedre og blive glad igen, så min kæreste og især min datter ikke skal trøste mig når de er hjemme!

Anonym skriver:

Jeg må prøve at se om jeg kan skrive en SMS til hende, kan ikke snakke lige nu! Hulker bare som en gal

jeg skal bare lige finde ud af hvad jeg kan skrive til hende, for jeg kan slet ingenting lige nu!  

du er helt fantastisk med de du skriver  tak! 

Håber bare meget hurigt at jeg kan få det bedre og blive glad igen, så min kæreste og især min datter ikke skal trøste mig når de er hjemme!

God ide med en sms Det sværeste er det første skridt. Måske er det også ok, at du ikke fra start ved præcis hvad du skal sige, og at du også er ked af det, når du snakker med din mor.

Måske hun kan komme hjem til dig, hvis der ikke er for langt? Det handler måske ikke så meget om, at der skal findes en konkret løsning på det hele, men om, at du har brug for at hun lytter og er der? Mon ikke hun kan klare det ?

Jeg hepper på dig og følger lige med her og håber du får rakt ud.

/Anne.