Vores forhold går dårligt

Da jeg ikke vil snakke med mine veninder om dette. Søger jeg nu råd fra fremmed, fornemmere altid at ens venner og familie vælger side og giver råd ud fra dette, derfor kunne jeg godt tænke mig svar fra nogen som ikke kender os.

Jeg har været sammen med min mand i snart 10 år. Vi er gift og har 2 børn.

Vores forhold går dårligt, og det er især når det kommer til børneopdragelse at filmen knækker. Vi er ikke enige om hvordan man opdrager. Han syntes jeg er for blød og vores børn ikke har den respekt over for mig som de burde have. Hvilket han nok også har ret i. Jeg syntes han er for hård ved dem, hvilket han også er til tider, det syntes han også selv.

Vi skændes meget om dette og taler sammen om hvordan det skal løses, men alligevel er vi hurtigt tilbage i samme spor igen.

Der hvor det knækker helt for mig er at han kan sige til mig, at han kan klare det bedre uden mig og når jeg ikke er hjemme, så går det så fint, men så snart jeg kommer hjem, så skal han være den sure der skælder ud og få et dårligt forhold til sine børn. Fordi han er den der skal skælde ud og han siger også at det er mig der er problemet i alt dette her.

Når han siger alt dette, lyder det som om han er bedre tjent uden mig, og at jeg er en dårlig mor og kone. (Sådan føler jeg mig i hvert fald). Så jeg ved ikke om jeg skal "befri" ham fra mig, når han jo selv siger at det er bedre når jeg ikke er hjemme.

I bund og grund tror jeg slet ikke han elsker mig, når han kan mene de ting han siger. Jeg har spurgt ham og han sagde at selvfølgelig elsker han mig.

Jeg har overvejet at sige til ham, at hvis jeg er sådan er klods om benet på ham, så kan jeg godt pakke mine sydfrugter og flytte, og presse ham lidt. uden at jeg i grunden mener det. Altså begynde at sige, jeg flytter og jeg bliver julen over og kigger efter lejligheder imens og så kan vi snakke om fordeling af børnene osv. Selvom jeg ikke mener det, men jeg er jo også bange for at han så bare siger. OK. Håber I forstår hvad jeg mener.

Har nogen prøvet parterapi, med et godt resultat, som kan sige at det var det bedst de har gjort for deres forhold.?

Håber nogen har nogle gode råd til hvordan man evt. kan komme videre.

Jeg er modstander af at true med at gå sin vej hvis man ikke har ting sig at gøre det. Ja han har såret dig, men måske er det hans måde at sige på hvor slemt han faktisk synes det står til med dit og ungernes forhold. I kan snakke om tingene her fra og til månen, lige lidt hjælper det hvis i ikke handler på det. Og tit går den ene en og over kompensere for den anden måde at gøre tingene på, mon ikke det er det der sker her? 

Grib fat i en familie vejleder, vær villig til at ændre jer og begynd at arbejde sammen som et team i stedet for at råbe af hinanden/opfører jer barnligt eller komme med tomme trusler. 

Jeg kender dig ikke - så jeg kan jo forsøge at være ærlig, hvilket også lyder til at være det du søger.

Det er klart at det sårer dig at han siger sådan - og han skal alvorligt forstå at det skal han lade være med! Du skal kræve af ham at han indser at det er sårende og ukonstruktivt!

Men du selv må lægge martyren på hylden! Man truer ikke med at gå, fordi man i bund og grund vil have kærlighed og opmærksomhed - det er noget børn gør! Man går hvis man mener at alle andre muligheder er udtømt, og man mener det!

Måske har han ret i at dynamikken i jeres familie ændrer sig når "bløde mor" kommer hjem. Men det må I jo for pokker ændre på. Du må træde ind og befri ham, ikke fra dig, men fra rollen som "sure far". Vis dine unger at du er kærlig, bestemt og ikke til at løbe om hjørner med. Det giver tryghed. Vis din mand at han godt kan slappe af og bløde lidt op - for mor har styr på skidtet! Hvis du er inkonsekvent og bange for konflikterne med dem, forstår jeg godt hvis en partner er træt af at blive "den sure".

Familieterapi lyder som en rigtig god ide! Måske har jeres kommune et tilbud - for denne situation er ikke "din skyld eller hans skyld", det er jer to sammen, der har skabt et skidt mønster!

Held og lykke med det hele!

Jeg er din mand. 

Altså ikke bogstaveligt talt, men i forhold til roller. 

Herhjemme er det mig, der er den "skrappe" og jeg kan også blive noget så træt af det og sur/irriteret på min mand. Det er voldsomt frustrerende at stå på sidelinjen og se en konflikt køre op, fordi den anden forældre ikke sætter grænser. 

Jeg føler mig nogle gange "tvunget" til at være den "dumme mor" og det gør mig så ked af det. Jeg kan faktisk nogle gange blive lidt misundelig på min mand og synes det er uretfærdigt, at han ikke siger fra fordi han ikke vil være uvenner med vores datter.

Ovenstående er meget sat på spidsen, men det fornemmer jeg også lidt det er hjemme hos jer.

Det er selvfølgelig ikke i orden han snakker sådan til dog, men jeg tror det i bund og grund handler om afmagt. Måske han i virkeligheden har det skidt over hele tiden at skælde ud (ligesom vi mødre også kan have det i perioder) og derfor bliver sur på dig, fordi han føler du lægger ansvaret fra dig og det placerer ham i en rolle han ikke har lyst til at være i. 

Håber ikke du misforstår mit indlæg. Det er sat lidt skarpt op, men jeg håber det måske kan give lidt perspektiv 

Moaaar skriver:

Jeg er din mand. 

Altså ikke bogstaveligt talt, men i forhold til roller. 

Herhjemme er det mig, der er den "skrappe" og jeg kan også blive noget så træt af det og sur/irriteret på min mand. Det er voldsomt frustrerende at stå på sidelinjen og se en konflikt køre op, fordi den anden forældre ikke sætter grænser. 

Jeg føler mig nogle gange "tvunget" til at være den "dumme mor" og det gør mig så ked af det. Jeg kan faktisk nogle gange blive lidt misundelig på min mand og synes det er uretfærdigt, at han ikke siger fra fordi han ikke vil være uvenner med vores datter.

Ovenstående er meget sat på spidsen, men det fornemmer jeg også lidt det er hjemme hos jer.

Det er selvfølgelig ikke i orden han snakker sådan til dog, men jeg tror det i bund og grund handler om afmagt. Måske han i virkeligheden har det skidt over hele tiden at skælde ud (ligesom vi mødre også kan have det i perioder) og derfor bliver sur på dig, fordi han føler du lægger ansvaret fra dig og det placerer ham i en rolle han ikke har lyst til at være i. 

Håber ikke du misforstår mit indlæg. Det er sat lidt skarpt op, men jeg håber det måske kan give lidt perspektiv 

Men jeg mangler sådan set hjælp til at blive lidt mere hård. 

Jeg er ikke bange for at tage konfliken med mine børn, jeg har bare længere snor i forhold til hvornår der skal skældes ud. Jeg ved godt at det du siger er rigtigt, men jeg ved ikke hvordan man ændre det, min stemme kan ikke lyde hård og jeg kan ikke få det ud, så det lyder som om jeg mener det alvorligt. 

Så jeg er i vildrede med hvordan man gør, kort sagt. 

Som flere af de andre er inde på, tænker jeg, at din mand italesætter sine følelser på en uhensigtsmæssig og sårende måde, men at det lyder som om, at han føler sig fanget i rollen som sure skælde ud-far, fordi du ikke tager noget af den rolle på dig.

Jeg tror, at I kunne få stort udbytte ud af at take om det med en familieterapeut, der kunne hjælpe jer med at se jeres forældreroller og adfærd udefra, indgå aftaler om hvordan I skal tilpasse jeres adfærd - og følge op på, at aftalerne bliver overholdt.

Dine overvejelser om at true med at gå for at skræmme ham, er et godt eksempel på en usund måde at håndtere konflikter på, som kunne indikere, at du vil kunne få udbytte ud af at arbejde med dine handlemønstre i konfliktsituationer.

Diduu skriver:

Men jeg mangler sådan set hjælp til at blive lidt mere hård. 

Jeg er ikke bange for at tage konfliken med mine børn, jeg har bare længere snor i forhold til hvornår der skal skældes ud. Jeg ved godt at det du siger er rigtigt, men jeg ved ikke hvordan man ændre det, min stemme kan ikke lyde hård og jeg kan ikke få det ud, så det lyder som om jeg mener det alvorligt. 

Så jeg er i vildrede med hvordan man gør, kort sagt. 

Nu ved jeg ikke hvor gamle dine børn er, men hvis du har sagt nej til noget, så er det vigtige jo at du fastholder dit nej, selvom du ikke har en dyb bas stemme. 

Da mine unger var små, var jeg helt klart også den mest eftergivende og ungerne vist udemærket at jeg var "nemmere" at få sin vilje med, og ja når de var alene med far , så var der bare ikke de samme problemer, for far var ikke så nem at løbe om hjørner med.

Nu er min yngste blevet 17 år og den bløde/hårde forældre er helt byttet om her, far er blevet den bløde over for hende, hvor jeg er blevet den "den strenge mor"

Da jeg ikke vil snakke med mine veninder om dette. Søger jeg nu råd fra fremmed, fornemmere altid at ens venner og familie vælger side og giver råd ud fra dette, derfor kunne jeg godt tænke mig svar fra nogen som ikke kender os.

Jeg har været sammen med min mand i snart 10 år. Vi er gift og har 2 børn.

Vores forhold går dårligt, og det er især når det kommer til børneopdragelse at filmen knækker. Vi er ikke enige om hvordan man opdrager. Han syntes jeg er for blød og vores børn ikke har den respekt over for mig som de burde have. Hvilket han nok også har ret i. Jeg syntes han er for hård ved dem, hvilket han også er til tider, det syntes han også selv.

Vi skændes meget om dette og taler sammen om hvordan det skal løses, men alligevel er vi hurtigt tilbage i samme spor igen.

Der hvor det knækker helt for mig er at han kan sige til mig, at han kan klare det bedre uden mig og når jeg ikke er hjemme, så går det så fint, men så snart jeg kommer hjem, så skal han være den sure der skælder ud og få et dårligt forhold til sine børn. Fordi han er den der skal skælde ud og han siger også at det er mig der er problemet i alt dette her.

Når han siger alt dette, lyder det som om han er bedre tjent uden mig, og at jeg er en dårlig mor og kone. (Sådan føler jeg mig i hvert fald). Så jeg ved ikke om jeg skal "befri" ham fra mig, når han jo selv siger at det er bedre når jeg ikke er hjemme.

I bund og grund tror jeg slet ikke han elsker mig, når han kan mene de ting han siger. Jeg har spurgt ham og han sagde at selvfølgelig elsker han mig.

Jeg har overvejet at sige til ham, at hvis jeg er sådan er klods om benet på ham, så kan jeg godt pakke mine sydfrugter og flytte, og presse ham lidt. uden at jeg i grunden mener det. Altså begynde at sige, jeg flytter og jeg bliver julen over og kigger efter lejligheder imens og så kan vi snakke om fordeling af børnene osv. Selvom jeg ikke mener det, men jeg er jo også bange for at han så bare siger. OK. Håber I forstår hvad jeg mener.

Har nogen prøvet parterapi, med et godt resultat, som kan sige at det var det bedst de har gjort for deres forhold.?

Håber nogen har nogle gode råd til hvordan man evt. kan komme videre.

Jeg kan sagtens forstå det er sårene at høre, men samtidig så tror jeg egentlig din mand har ret i, at det er nemmere med børnene når de er alene. Sådan er det ihvertfald også her hvor far (eksmand) og jeg er meget forskellige. Børnene har kun en at forholde sig til og et sæt regler. Det giver selvsagt ro. Er det da ikke nemmere for dig når du er alene med børnene? Min ex er blød og hans regler kan gradbøjes, han er altid udmattet når han har været en dag alene med børnene. Jeg er meget regelfast og et nej er et nej, jeg foretrækker klart at have børnene uden far. Jeg bliver ofte stresset når vi er sammen. Børnene bliver langt mere pylrede og umulige og jeg føler hele tiden at jeg skal være bussemand og farmand er helten. Hvis jeg prøver at slække på mine regler osv. Så føler jeg at jeg forræder mine egne idealer og skader mine børn fordi, jeg er helt overbevist om, at min opdragelse giver de mest velfungerende børn

Nu vil jeg prøve måske at oversætte din mand for dig. Han siger ikke at han har det bedre uden dig som partner. Han siger at han klarer rollen som far bedre når du ikke er der... hvis du tænker efter klarer du sikkert også mor rollen bedre uden ham...?

hvis den ene er lidt for blød bliver den anden automatisk mere hård - kompensation. Og ja - det er ekstremt irriterende at skulle være hårdere end man har lyst til. Det er også hårdt at skulle være mere blød end godt er fordi den anden er hård... 

pointen er: i elsker jeres børn og hinanden men er kommet i for faste roller hvor den ene er skrap og den anden er sukker. Jeres børn (og jer selv) er ikke tjent med en skilsmisse... sp kom hurtigt ud af offerrollen - med det samme! Hvor er det synd for mig... Du er for dit parforhold og familieliv nødt til at tage ansvar for din del. Og det gør du ikke ved at "så kan det hele være ligemeget" . Få taget far i en psykolog med speciale i familie og kommunikation og få hjælp til jeres fælles forældrerolle

Jeg er din mand. 

Altså ikke bogstaveligt talt, men i forhold til roller. 

Herhjemme er det mig, der er den "skrappe" og jeg kan også blive noget så træt af det og sur/irriteret på min mand. Det er voldsomt frustrerende at stå på sidelinjen og se en konflikt køre op, fordi den anden forældre ikke sætter grænser. 

Jeg føler mig nogle gange "tvunget" til at være den "dumme mor" og det gør mig så ked af det. Jeg kan faktisk nogle gange blive lidt misundelig på min mand og synes det er uretfærdigt, at han ikke siger fra fordi han ikke vil være uvenner med vores datter.

Ovenstående er meget sat på spidsen, men det fornemmer jeg også lidt det er hjemme hos jer.

Det er selvfølgelig ikke i orden han snakker sådan til dog, men jeg tror det i bund og grund handler om afmagt. Måske han i virkeligheden har det skidt over hele tiden at skælde ud (ligesom vi mødre også kan have det i perioder) og derfor bliver sur på dig, fordi han føler du lægger ansvaret fra dig og det placerer ham i en rolle han ikke har lyst til at være i. 

Håber ikke du misforstår mit indlæg. Det er sat lidt skarpt op, men jeg håber det måske kan give lidt perspektiv 

Sad og læste indlægget fra ts og tænkte, det er os, bare omvendte roller, altså mig der er skrap og far der er den søde, og altid glade (eftergivende) forældre... Og det er sgu ikke en særlig fed rolle at have, altså den sure og den der altid holder fast i det man siger.. Men én skal jo gøre det og det ville bare være SÅ meget federe hvis man kunne deles om de roller.. Jeg har så snakket med min mand om det maaaaange gange og det er endelig begyndt at vende (og i længere tid) for han kan jo egentlig godt se det ikke dur at han ikke får den samme respekt fra ungerne af og at det tærer på mig at være sur.

TIL TS!! Du skal ikke true med at gå medmindre du mener det, hvad nu hvis han siger ja og bare siger, så smut??? Og hvad nu hvis han bliver så såret over at du kunne finde på at sige sådan at han aldrig vil se på jeres forhold på samme måde igen?