Hej
Jeg er en studerende mor på 22, og jeg har en datter på næsten 2 år. Hun er for tynd, og det er desværre fordi jeg ikke giver hende nok mad
og dette gør mig ked af der og svært at sige. Jeg har ikke tid til at lave mad de fleste dage om ugen, så får hun bare noget rugbrød og ost eller pasta og ris for det meste. Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave til hende, og det er for pinligt at spørge forældre, venner osv
Hvordan kan en madplan se ud for et barn på 2 år? Jeg vil gerne begynde at give hende det hun skal fra imorgen af, hvor jeg skal på indkøb
Sarahs svar
Hej Enligmor22,
Tak for dit spørgsmål. Du skal bestemt ikke have dårlig samvittighed over at du ikke laver varm mad hverdag – man kan sagtens spise både sundt og børnevenligt, når man serverer kold mad som f.eks. rugbrød :-) Som hjælp til kan du tænke på, at man inddeler maden i flg. kategorier:
- Brød, gryn og kartofler, ris og pasta.
- Frugt og grønsager.
- Kød, fisk, mælk, ost og æg.
- Lidt fedtstof.
Du har sikkert hørt det før – det kan være en stor hjælp at lave en stor portion f.eks. i weekenden så du har rester til flere dage eller du kan fryse ned til senere – Laver du en stor portion kødsovs kan du I få spaghetti til den første dag – næste dag får I resterne på madpandekager, eller du kan lave hurtige pitabrød-pizzaer med kødsovs og lidt ost på. Hvis du mangler lidt sinspiration kan jeg varmt anbefale hjemmesiden ”Sæson”, som har mange hurtige hverdagsretter. Her får du tips til, hvordan en madplan for en hel dag kan se ud, når barnet er lidt større.
Morgen: Grød eller vælling.
Formiddag: Frugt- eller grøntsagsstykker.
Frokost: Varm frokost: Kartofler, ris eller pasta og grøntsager, og kød eller fisk med sauce. Alternativt en vegetarisk ret. Kold frokost: Rugbrød med fisk, kød, grøntsager, kartofler, ris, pasta.
Til dessert frugt eller bær. Vand til at drikke.
Eftermiddag: Grød med frugt- eller bærmos. Eller tykmælk eller yoghurt naturel med mysli, frugt eller bær. Eventuelt en lille bolle eller en skive brød.
Aftensmad: Kan sagtens være kold mad, når bare det er varieret. Når dit barn spiser forskelligt inden for de forskellige kategorier, spiser det varieret, dvs. at barnet skal spise forskellige slags grøntsager og frugt osv. Når du serverer rugbrød er der frit valg på alle hylder, når det gælder pålæg på rugbrødet. F.eks. æg, avocado, leverpostej, kødpålæg, fiskepålæg som makrel eller et stykke ristet torskerogn osv. Som tilbehør kan du servere f.eks. kogte pastaskruer. Du kan også lave en lille tallerken med grøntsager som f.eks. peberfrugt, blomkålsbuketter og kogte kartofler - Og alt mulig andet som du kan finde på og som du ved dit barn kan lide.
Ved sengetid: Vælling eller grød.
Jeg håber at det kan hjælpe dig lidt videre og at du når at se mit svar inden du skal på indkøb :-)
Venlig hilsen
Sarah John
God mad giver glade maver og trygge forældre. Derfor ønsker vi i Semper, at dit barn får den bedste mad, og at du får den bedste viden om ernæring, og hvad der er godt for den lille mave. På Sempers hjemmeside finder du alle vores varianter, opskrifter, tips, og gode råd om barnets mad det første år. Og finder du ikke svar på dit spørgsmål, kan du spørge os om alt, der har med dit barns udvikling og ernæring at gøre. Vi er klar til at hjælpe dig, når der er noget, du gerne vil vide mere om.
Se Sarahs hjemmeside: www.semper.dk