En frustreret mor

Godmorgen derude,

Jeg er virkelig ved at være/er en frustreret mor, sagen er den, at jeg har et barn på 5,7år.

Siden barnet var 18mdr til barnet var godt 3,5 var jeg alene mor. det vil sige, at vi har et meget tæt knyttet bånd til hinanden

On and off har vi denne problemstilling, kan simpelthen ikke aflevere i storebørnsgruppen, barnet bliver SÅ ked af det, ulykkelig, rasende og vil bare være sammen med mig.  

de har noget selvhjulpenhed i stor børnsgruppen, da de snart skal i skole, feks, tørre sig  selv 2gange inden en voksen hjælper til, mit barn vil lige pludselig ikke lave pølser i stor børnsgruppen. anden dag så han ondt i maven og pædagogerne er indeover, og de siger at afføringen er helt fint.

ligeså snart jeg om morgen siger, "nu skal du gå ud og tage sko og jakke på, så begynder den ked-af-det stund. det skær mig så dybt i hjertet altså.

Ringer hvergang til stor børnsgruppen, efter jeg har afleveret, for at spørg hvordan barnet har det mm.

hvad kan jeg gøre?

andre der har eller står i lignede situation ?  

I stiller bare spørgsmål, hvis der er noget i vil vide, der er så meget at fortælle. denne periode her, har stået på i 14dage nu.

Godmorgen derude,

Jeg er virkelig ved at være/er en frustreret mor, sagen er den, at jeg har et barn på 5,7år.

Siden barnet var 18mdr til barnet var godt 3,5 var jeg alene mor. det vil sige, at vi har et meget tæt knyttet bånd til hinanden

 

On and off har vi denne problemstilling, kan simpelthen ikke aflevere i storebørnsgruppen, barnet bliver SÅ ked af det, ulykkelig, rasende og vil bare være sammen med mig.  

de har noget selvhjulpenhed i stor børnsgruppen, da de snart skal i skole, feks, tørre sig  selv 2gange inden en voksen hjælper til, mit barn vil lige pludselig ikke lave pølser i stor børnsgruppen. anden dag så han ondt i maven og pædagogerne er indeover, og de siger at afføringen er helt fint.

ligeså snart jeg om morgen siger, "nu skal du gå ud og tage sko og jakke på, så begynder den ked-af-det stund. det skær mig så dybt i hjertet altså.

Ringer hvergang til stor børnsgruppen, efter jeg har afleveret, for at spørg hvordan barnet har det mm.

hvad kan jeg gøre?

andre der har eller står i lignede situation ?  

I stiller bare spørgsmål, hvis der er noget i vil vide, der er så meget at fortælle. denne periode her, har stået på i 14dage nu.

 

Godaften 

puha det er så hårdt sådan noget. Jeg har selv en dreng på 6 nu, da han skulle starte i førskole i januar, var historien næsten den samme. Han var simpelthen så ulykkelig - han begyndte pludselig at tisse i bukserne og lave stort i bukserne igen , og det på trods af at han havde været renlig siden han var 3.. han var sur hver eneste morgen, og umulig at aflevere. Han havde ikke mange venner og var generelt utryg

Vi havde en rigtig god dialog med pædagogerne omkring det hele, og vi kom frem til at vi skulle styrke hans selvtillid, og virkelig arbejde på det. Derfor gjorde vi det derhjemme, at vi hver dag brugte minimum 10 minutter på noget HAN gerne ville - bare ham og en af enten mor eller far. Uden lillesøster skulle være med. Han bestemte - det kunne være gå en tur, lege med biler - whatever! Desuden indførte vi et belønningssystem hvor han fik stjerner om morgenen når det gik som det skulle. 

I børnehaven styrkede de hans selvtillid ved ag lade ham gøre de ting han er god til i større forsamlinger - i hans tilfælde var det engelsk - han hjalp altså pædagogerne med engelske ord foran de andre børn, så han kunne styrke sin selvtillid på den måde. De ting han ikke var så god til, holdt de lidt igen med.

det har VIRKELIG hjulpet - I dag har vi en glad dreng, med en masse venner, som elsker at komme i skole

Tilføjer lige:

vi fik også at vide af pædagogerne at vi ikke skulle over rose ham , når han feks viste os en tegning - i stedet skulle vi sige "ja, det kan jeg se - var det sjovt at tegne den? Hvilke farver brugte du? Var det svært?" Etc i stedet for "ja den er flot!" (Slut) - så have en dialog og vise st man hører og forstår , i stedet for at skam-rose (fordi ellers forsøger de hele tiden at leve op til noget, forventer for meget SF sig selv osv)

Godaften 

puha det er så hårdt sådan noget. Jeg har selv en dreng på 6 nu, da han skulle starte i førskole i januar, var historien næsten den samme. Han var simpelthen så ulykkelig - han begyndte pludselig at tisse i bukserne og lave stort i bukserne igen , og det på trods af at han havde været renlig siden han var 3.. han var sur hver eneste morgen, og umulig at aflevere. Han havde ikke mange venner og var generelt utryg

Vi havde en rigtig god dialog med pædagogerne omkring det hele, og vi kom frem til at vi skulle styrke hans selvtillid, og virkelig arbejde på det. Derfor gjorde vi det derhjemme, at vi hver dag brugte minimum 10 minutter på noget HAN gerne ville - bare ham og en af enten mor eller far. Uden lillesøster skulle være med. Han bestemte - det kunne være gå en tur, lege med biler - whatever! Desuden indførte vi et belønningssystem hvor han fik stjerner om morgenen når det gik som det skulle. 

I børnehaven styrkede de hans selvtillid ved ag lade ham gøre de ting han er god til i større forsamlinger - i hans tilfælde var det engelsk - han hjalp altså pædagogerne med engelske ord foran de andre børn, så han kunne styrke sin selvtillid på den måde. De ting han ikke var så god til, holdt de lidt igen med.

 

det har VIRKELIG hjulpet - I dag har vi en glad dreng, med en masse venner, som elsker at komme i skole

Tilføjer lige:

vi fik også at vide af pædagogerne at vi ikke skulle over rose ham , når han feks viste os en tegning - i stedet skulle vi sige "ja, det kan jeg se - var det sjovt at tegne den? Hvilke farver brugte du? Var det svært?" Etc i stedet for "ja den er flot!" (Slut) - så have en dialog og vise st man hører og forstår , i stedet for at skam-rose (fordi ellers forsøger de hele tiden at leve op til noget, forventer for meget SF sig selv osv)

 

Det smadder hårdt, for man begynder at dunke sig selv, og stille sig selv spøgsmålet hvad er det man gør forkert, til at livet bliver så træls for dem?

Det hårdt at se, at mit barn nu ikke vil spise morgenmad, fordi barnet ikke vil lave pølser i storbørnsgruppen 

Barnet har godt tre mdr tilbage i storbørnsgruppen, ellers har det gået ganske fint, der var kun lige denne problemstilling da barnet startet i storbørnsgruppen.

Jeg har også pædagogerne indover, især mit barns kontakt person pædagog, og ringer hver dag dertil, for at høre hvordan mit barn har det.

Tak for dit tip tilsidst, den har jeg ikke hørt før, at man kan/skal rose på en anden måde, den vil jeg da tage til mig.

Anonym skriver:

Det smadder hårdt, for man begynder at dunke sig selv, og stille sig selv spøgsmålet hvad er det man gør forkert, til at livet bliver så træls for dem?

Det hårdt at se, at mit barn nu ikke vil spise morgenmad, fordi barnet ikke vil lave pølser i storbørnsgruppen 

Barnet har godt tre mdr tilbage i storbørnsgruppen, ellers har det gået ganske fint, der var kun lige denne problemstilling da barnet startet i storbørnsgruppen.

Jeg har også pædagogerne indover, især mit barns kontakt person pædagog, og ringer hver dag dertil, for at høre hvordan mit barn har det.

Tak for dit tip tilsidst, den har jeg ikke hørt før, at man kan/skal rose på en anden måde, den vil jeg da tage til mig.

er de stoppet med at "presse" ham til at tørre sig selv når han er så utryg ved det at han ligefrem ikke vil på toilettet? 

mor:) skriver:

er de stoppet med at "presse" ham til at tørre sig selv når han er så utryg ved det at han ligefrem ikke vil på toilettet? 

Nej de er ikke, og de sagde at jeg som mor sku lade barnet sidde til det selv gjorde det selv tørret en gang først.

puuha  jeg kan snart ikke mere, i dag begyndte mit barn allerede fra morgen stunden af og være ked af det og fortælle hvorfor barnet ikke skulle i storebørnsgruppen.

allerede i går aftes begynder mit barn, med at sige barnet har ondt i maven og vil ikke rigtig have aftensmad. barnet har sagt det hele sidste uge også, at barnet har ondt, men afføringen ser fin ud.

da jeg skulle aflevere barnet til morgen skreg barnet og tårerne trillede da jeg simpelthen måtte gå, da jeg ikke kom nogen vegne med afleveringen.  barnet vil ikke lade mig gå.

da jeg ringet derover 30 min efter, var barnet holdt med at græde, en pædagog sad der, men barnet kaldte stadig på mig.

hvad sker der med mit barn

Puhh, sikke en situation at stå i - kan virkelig godt forstå det er hårdt for både dig og ham

Hvordan har DU det for tiden? Tænker børn opfanger mere end man lige tror, så måske han kan mærke på dig, (HVIS) du ikke har det godt... Det er klart, at det påvirker dig, at han bliver så ked af det om morgenen og bare ikke vil afleveres - og det kan han helt sikkert også mærke...

Når han om morgenen giver udtryk for, at han ikke vil afsted, hvad siger du så til ham?

Tænker det vil være godt at anerkende hans følelser, f.eks. sige "jeg kan godt høre du ikke vil i børnehave" - og så samtidig holde fast i, at det skal han... Så kan han høre, at du lytter til ham, men uden at gøre ham forvirret, idet han godt ved, at han stadig skal i børnehave...

Hvor lang tid tager afleveringen i børnehaven? Tænker det er rigtig godt pædagogerne er inde over - måske du skal bede om et møde hurtigst muligt, så I sammen kan få skabt nogle "rammer", som gør det nemmere for din dreng at agere i (så I er sikre på I siger de samme ting, stiller de samme forventninger osv.)