Han fortjener ikke at se mig glad.

Jeg er en kvinde på 24 år. Jeg bor sammen med min mand på 25 og vores lille datter på 5 måneder. 

Jeg går på arbejde for at tjene penge og holder fri, når klokken slår fyraften, hvorimod min mand gerne bliver længere på arbejde, selvom han ikke bliver betalt for det. Der er jo som sådan ikke noget forkert i at kunne lide sit arbejde, men jeg føler, at han sætter arbejde over vores liv sammen. Gentagende gange har han lovet at være hjemme til bestemte tidspunkter, men er kommet meget senere hjem. Han arbejder 12 ud af 14 dage, og de resterende to dage bruger han på at skulle ordne ting herhjemme eller også er vi totalt booket op af planer. Desuden bruger han en aften om ugen på en fritidsaktivitet. Derfor har vi ikke særlig meget familieliv, og det savner jeg. Jeg har sagt det til ham rigtig mange gange, men det er som om han enten ikke forstår alvoren i det eller har lyst til at opfylde mit behov. 

Jeg går med en følelse af, at jeg gerne vil straffe ham ved at være væk de timer, hvor han er hjemme. Så kan han sidde herhjemme og tænke over alt det han går glip af med vores datter samt opdage hvor røvsygt det er at sidde herhjemme alene. 

Helt ærligt, så kan jeg godt lide når vi skændes, for så føler jeg, at han ser mig. I hverdagen føler jeg, at han tager mig for givet. Og jeg vil ikke tages for givet. 

Der er meget mere i det end disse få eksempler, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg ville med dette indlæg... Nok bare komme af med nogle frustrationer  

Hvorfor skændes? 

Snak da om det. 

For helt ærligt hvis det bliver ved på den måde som du skriver det på ender det med en af jer gør det forbi 

B&J skriver:

Hvorfor skændes? 

Snak da om det. 

For helt ærligt hvis det bliver ved på den måde som du skriver det på ender det med en af jer gør det forbi 

Jeg har forsøgt at snakke med ham om det gentagende gange, men han lytter ikke/gør ikke noget ved det. Jeg har siddet fuldstændig tårevædet overfor ham og sagt at jeg savner ham osv, men der sker intet anderledes. 

Derfor føler jeg, at jeg får lidt opmærksomhed, når jeg går og er sur på ham eller hvis vi skændes. 

Det er normalt nok at ville straffe når man er såret... du får bare en meget lille og hul tilfredstillelse ved det. 

Du lyder ret ulykkelig i dit forhold - jeg ville insistere på parterapi og så gå ind i det med åbne arme og sind og uden tanker om at straffe.

Jeg tænkte over din overskrift.... du fortjener vel at være glad...??? Hul i om han ser det. Det giver ikke livskvalitet at spille sur for at straffe. Du straffer jo også dig selv - det er jo ikke sjovt at mopse.

Jeg ville klart insistere på en parterapeup

Jeg har forsøgt at snakke med ham om det gentagende gange, men han lytter ikke/gør ikke noget ved det. Jeg har siddet fuldstændig tårevædet overfor ham og sagt at jeg savner ham osv, men der sker intet anderledes. 

Derfor føler jeg, at jeg får lidt opmærksomhed, når jeg går og er sur på ham eller hvis vi skændes. 

Hvis det var mig, havde jeg stillet ham et ultimatum. Enten begynder han at prioritere sin familie, eller også må han flytte.

Hans opførsel går jo ikke kun ud over jeres forhold, det går også ud over jeres barn.

Altså, jeg vil jo så gerne lige se det fra hans synspunkt, for hvis det eneste han har at se frem til når han kommer hjem, er en sur kone.. Ja hvorfor dælen skulle han så komme hjem?

Hvem gider da komme hjem til en sur mokke (siger ikke du er en sur mokke, bare rolig, det er bare et eksempel) hvis man kan hygge sig på sit arbejde i stedet?

Jeg kan også sagtens forstå at du er ked af det, for ja, det føles frygteligt ikke at være nr. 1, eller i hvert fald mindst nr. 2, på listen over ting vores mænd interesserer sig for. Men (nogle) mænd er nu bare ikke indrettet sådan at de tænker det der familiehyggesjov bare er det fedeste i verdenen.. Ikke fordi de ikke elsker at være fædre og være sammen med deres børn, men fordi de også har tusinde tanker oppe i krydderen samtidig med.

Ville tage en lang og dyb snak med ham så han kan forstå hvor ked af det han gør dig. Du skal fortælle ham at det er det han gør, der gør dig ked af det, ikke at du bare føler ditten og datten... Hvis han forstår at det er ham der er skyld i at du er ked af, så kan det være han tænker lidt over hans handlinger

Anonym skriver:

Jeg er en kvinde på 24 år. Jeg bor sammen med min mand på 25 og vores lille datter på 5 måneder. 

Jeg går på arbejde for at tjene penge og holder fri, når klokken slår fyraften, hvorimod min mand gerne bliver længere på arbejde, selvom han ikke bliver betalt for det. Der er jo som sådan ikke noget forkert i at kunne lide sit arbejde, men jeg føler, at han sætter arbejde over vores liv sammen. Gentagende gange har han lovet at være hjemme til bestemte tidspunkter, men er kommet meget senere hjem. Han arbejder 12 ud af 14 dage, og de resterende to dage bruger han på at skulle ordne ting herhjemme eller også er vi totalt booket op af planer. Desuden bruger han en aften om ugen på en fritidsaktivitet. Derfor har vi ikke særlig meget familieliv, og det savner jeg. Jeg har sagt det til ham rigtig mange gange, men det er som om han enten ikke forstår alvoren i det eller har lyst til at opfylde mit behov. 

Jeg går med en følelse af, at jeg gerne vil straffe ham ved at være væk de timer, hvor han er hjemme. Så kan han sidde herhjemme og tænke over alt det han går glip af med vores datter samt opdage hvor røvsygt det er at sidde herhjemme alene. 

Helt ærligt, så kan jeg godt lide når vi skændes, for så føler jeg, at han ser mig. I hverdagen føler jeg, at han tager mig for givet. Og jeg vil ikke tages for givet. 

Der er meget mere i det end disse få eksempler, og jeg ved ikke rigtig hvad jeg ville med dette indlæg... Nok bare komme af med nogle frustrationer  

Kære dig.

Når jeg læser dit indlæg, så tænker jeg 2 muligheder, som ikke nødvendigvis har noget som helst med dig at gøre og som ikke er noget din mand kan gøre for.

Første er den alvorlige der går på om din mand er ved at udvikle en fødselsdepression - og jo, mænd kan godt og det er ALVORLIGT. Læs om det, tal med sundhedsplejersken som kan screene både dig og ham. Personligt har min mand været syg i knap 2,5 år - og tro mig, der vil du ikke ud. Så få tjekket jer begge, evt. lidt diskret - for det er virkelig en alvorlig ting.

Den anden er at der er sket så megen omvæltning at han måske ikke helt kan genkende sig selv eller måske dig. Jeres kærlighed overøses den lille fis - og med rette - men har måske glemt hvordan I hver især føler jer mest elsket. Prøv at læse Kærligehedens 5 sprog.

Og ellers, så håber jeg på at I får det godt igen. Jeres lille pige fortjener jer begge.

Knuz

Anonym skriver:

Jeg har forsøgt at snakke med ham om det gentagende gange, men han lytter ikke/gør ikke noget ved det. Jeg har siddet fuldstændig tårevædet overfor ham og sagt at jeg savner ham osv, men der sker intet anderledes. 

Derfor føler jeg, at jeg får lidt opmærksomhed, når jeg går og er sur på ham eller hvis vi skændes. 

Så må du være den voksen og gå hvis det såre dig. Stedet for at spilde dit liv på ham så hvis han ikke forstår det må han se det 

Jeg vil gå lidt imod det nogle siger og ikke ligefrem gå fra ham fordi han har travlt med at arbejde og tjene penge til familien. Jeg forstår dig udemærket, men jeg synes også han kunne gøre det der var meget værre.. 

Forstår på dig at du har talt med ham flere gange uden resultat og det er jo rigtigt frustrerende! Men jeg vil foreslå du gør det igen, men denne gang forsøger med et wake up call.. du må forklare ham at du altså ikke kan være i et forhold der nærmest er ikke-eksisterende. Hvis i skal være sammen så må i begge give lige meget for at holde kærligheden ved lige - og det skal han have banket ind i hovedet! Nogle foreslår parterapi og det synes jeg faktisk også er en god idé at foreslå for din partner. Så forstår han måske alvoren i det samtidig med at i kan få snakket ud.

Held og lykke