Ja pyyyyyy - det er simpelthen så frygteligt! Som pædagog kan jeg kun sige at der er min største skræk - og nej - det må IKKE ske, men ingen glemmer et barn bevidst. Men vi er bare så pressede normeringsmæssigt at det åbenbart godt kan ske.... men jeg tænker også der er noget heeeeelt galt med procedurerne når det sker. Når jeg er afsted laver jeg ikke andet end at tælle, tælle og tælle. Børnene er sat sammen bevidst, og jeg ved som pædagog hvem der ikke skal gå sammen, hvem der SKAL have en voksen i hånden, eller som minimum gå foran en voksen mm..... det er ikke bare at få børnene i tøjet og så ud af døren. For mit vedkommende ligger der i hvert fald mange tanker forud.....
det glemte barn i inst - det fatter jeg så sleeeeeet ikke. Hvordan kan man kører et barn i et skur uden at opdage at der er en i vognen? Og her handler det dæleme om kommunikation, hvis jeg har et barn der stadig sover når jeg har fri, kommunikerer jeg det da videre til de andre - hvem sover, siden hvornår og hvor står barnet henne mm....
Som forældre kan jeg godt forstå ar tilliden er væk- hverken jeg eller mit barn satte vores ben der mere, det må jeg indrømme. Til gengæld ville jeg tage det op på alle de niveauer jeg kunne - det er stadig min overbevisning at vores fag er aaaaalt for presset på alt for mange fronter, og ingen glemmer/gør disse beskrevne episoder med vilje. Som pædagog kan jeg godt være rigtig meget i tvivl om om jeg kunne fortsætte mit virke - det tror jeg ikke jeg kunne, ville aldrig tilgive mig selv.....
-Jannie.
Anmeld
Citér
