Ja det er lige hvad jeg er..
Det er snart 2 år siden at vi gik fra hinanden, og jeg har efterfølgende været i et seriøst forhold, der gik i stykker efter 10 mdr.
Min eks og jeg har gjort meget for at samarbejde godt omkring vores barn, og da de sårede følelser havde lagt sig lidt begyndte vi at blive rigtig gode venner. Vi skriver/snakker med hinanden om alt muligt, og har gerne en video samtale 1-2 gange om ugen (sammen med vores barn)men ses ikke udover når vores barn skal hjem til ham, og så hvert år til barnets fødselsdag.
Her på det seneste er det som om der er sket noget i vores forhold. Jeg tænker mere og mere på ham, og kan mærke den der spirrende fornemmelse af kærlighed der kommer krybende tilbage. Vi har også aftalt at han skal komme på besøg en weekend (udover det almindelige samvær), og så skal vi lavet noget samme alle 3. - På hans intiativ.
Da vi gik fra hinanden, var det pga forskellige fremtidsønsker, og ikke pga svigt, eller tabte følelser.
Men nu er vi begge kommet til et sted hvor vi faktisk vil nogenlunde det samme. Det eneste det sådan "skræmmer" mig er den meget store afstand, der er mellem os. Jeg bor tæt på begge vores familier, og har ikke lyst til at flytte i den nærmeste fremtid. - Han bor 5 timers kørsel herfra, hovedsageligt pga et job.
Åh jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke engang hvad jeg vil med det her opslag. Havde bare lige brug for at lufte ud...
Anmeld
Citér