Anonym skriver:
Hej!
Tusind tak for dit meget brugbare svar!
Ja jeg melder mig i hvert fald til de 10 ugers uddannelse, og så er det bare sådan det er. Jeg kan mærke det er det jeg har lyst til!
Mht. til at have travlt med sekretær arbejde så tror jeg ikke det vil gå mig på. Jeg kan godt lide at have ansvar for fx andres ting, er et stort ordensmenneske, god til at skrive og stave, god til at skrive på computer og generelt sætte orden i alt. Jeg tænker det vil passe godt til mig.
Hvor lang tid tager radiolog uddannelsen? Og hvordan er uddannelsesforløbet, økonomi under uddannelsen osv.?
Så chancen for at få en elevplads er meget meget lille? Er der noget man ellers kan gøre for at de foretrækker mig frem for andre, tænker du? Snakkede med hende der står for uddannelsen på OUH den anden dag, og hun nævnte at der var op til 350-400 ansøgere til elevpladserne
Men så synes jeg absolut også bare du skal gå efter det - det lyder som om det ville være perfekt for dig 
Nu spørger du til radiologuddannelsen - ved ikke om du mener lægesekretæruddannelsen eller min uddannelse (som er radiograf)? Som sagt ved jeg ikke meget om selve lægesekretæruddannelsen da jeg aldrig nåede så langt, andet end at det tager 2 år at blive færdiguddannet lægesekretær, og størstedelen af uddannelsen vil foregå på et hospital. Der vil dog også være skoleophold hvor du skal have latin for at forstå det lægerne skriver i deres henvisninger osv., og man får vidst også undervisning i de standardprogrammer som der ligger på de fleste sygehuses computere. Alle sygehuse bruger forskellige systemer til at håndtere patientdata, så jeg tror ikke det er noget du skal have så meget om før du står med et reelt job på hånden hvor de selvfølgelig vil oplære dig i lige netop deres system. Jeg ved at du har ret til elevløn under forløbet, og hvis den er på det samme som pædagoger, så ligger den vidst på 12-13.000 før skat. Ved dog ikke om du har ret til elevløn under skoleperioderne, men det tror jeg faktisk.
At blive radiolog er en videreuddannelse til alm medicin som nok tager rundt regnet 10 år - og så klog er jeg ikke
Er "kun" radiograf som er en 3,5 årig professionsbachelor uddannelse med ca 60% praktik og 40% skole. Den er SU-berettiget, dvs man får ikke elevløn. Der lærer man en masse om al det scanningsudstyr der findes rundt om på sygehusene i dag, vi lærer at bruge det og vi lærer at skabe tryghed for patienterne. Så der er noget mere patientomsorg der, men dog ikke i så høj en grad som feks sygeplejersker, da deres patientforløb kan være meget lange og vores kun er så lange som selve undersøgelsen kræver (hvilket kan være 5 minutter hvis det kun er et røntgenbillede der skal tages). Kunne knævre løs om min uddannelse hele dagen, men hvis det ikke var det du spurgte til, så er det jo også lidt fjollet
Ja, kampen er hård hvis du gerne vil være lægesekretær. Hvis jeg husker korrekt (det er snart 5 år siden), så fungerede det sådan at jeg sendte en ansøgning, og de kontaktede mig og inviterede mig til en staveprøve. Den var i to dele - vi sad 12 mennesker om et rundt bord og skulle først fortælle lidt om os selv. Bagefter skulle vi så gennemføre denne her prøve, hvor man vidst højest måtte have 3 fejl. De havde vidst tre dage med folk der skulle igennem det her, så omkring 40 mennesker havde de valgt af de 350. Efter den overfladiske samtale og staveprøven røg der mange fra, og os der var tilbage blev så indkaldt til en personlig samtale (mener der var 15 til den). De måtte ansætte 7 og da jeg fik at vide at jeg var den ene af dem var jeg også totalt uforstående over for det. Jeg havde været oppe mod sosu-assistenter, sygeplejersker og alle mulige andre mennesker med tonsvis af erfaring, og jeg sad der med min HF og det der 10 ugers forløb som det eneste. Men de sagde så til mig at det var fordi jeg havde skilt mig så meget ud af mængden - jeg er meget kreativt anlagt og havde i min ansøgning gjort meget ud af at danne et positiv billede af hvem jeg er som menneske og det jeg laver i min fritid (feks at jeg spiller klaver og computerspil) og det var de åbenbart helt pjattede med, så det er bestemt et råd jeg kan give dig med på vejen. Sørg selvfølgelig for at skrive en ordentlig ansøgning, men gør noget ved den så den skiller sig ud fra de 349 andre ansøgninger de får 