Min datter blev 2 år i Oktober og vi har først nu i November fået svar på faderskabsprøverne. Hendes far har fra start frasagt sig alt ansvar og ønsker ingen kontant til hende eller jeg.
Nu står jeg så her og er i tvivl. Skal jeg kontakte min datters farmor og farfar? Fortælle dem at de har dette barnebarn, eller skal jeg lade det være op til far, at fortælle dem om hende?
Vi har aldrig været i fast forhold og hans forældre kender mig ikke.
Lindas svar
Kære mor
Hvor er jeg glad for at du anerkender dit barns behov for familie, og at hun kan have gavn af at kende sin farmor og farfar - og omvendt sikkert også!
Storfamiliens betydning
Det er så vigtigt at kende sit udgangspunkt for virkelig at kende sig selv. Desuden kan det blive en enorm sorg for de bedsteforældre, der pludselig en dag opdager, at de ikke vidste de havde et barnebarn at være familie for.
Storfamilien har i mine øjne utrolig stor betydning - specielt bedsteforældrene.
Når det er sagt, så vil jeg råde dig til at være varsom omkring at gå bag fars ryg og kontakte farmor og farfar uden hans vidende. Det kan skabe uoverskuelige konsekvenser for din datters relation til bedsteforældrene, hvis første kontakt bliver konfliktfyldt og fx skaber splid mellem far og hans forældre.
Min personlige mening
At få et barn sammen - planlagt eller ikke - er et fælles ansvar mellem far og mor, forstået på den måde at det VIL have konsekvenser. Også selvom far siden hen vælger ikke at tage barnet til sig. Far har selvfølgelig også noget at skulle have sagt (om bedsteforældrene skal inddrages, nu han har takket nej). Men i min optik kan han ikke vælge bedsteforældrene fra, på sit barns vegne. Din datters fremtid, sikkerhed og familiekendskab vejer i mine øjne tungere end fars Nej tak til sit eget barn. – Men dette er min helt personlig mening i den sag.
Men samtidig skal vi ikke glemme, at det kan have dybe konsekvenser for far. Den dag hans forældre opdager, at de har et barnebarn; og at deres søn er blevet far uden deres vidende. Der er stadig en del fordomme og tabuer omkring det at få et barn uden at være i et fast forhold, så det er ikke uden konsekvenser, at den sandhed kommer ud.
Mit råd til dig
Jeg vil råde dig til at kontakte far og tale med ham om hans datters behov for bedsteforældre (og omvendt). Jeg vil råde dig til IKKE at gøre noget uden at han som minimum er informeret. Selvom han protesterer må du vælge, hvad der er bedst for din datter – det er din beslutning nu du har forældremyndigheden. Overvej også bedsteforældrenes reaktion. Overvej også hvordan du selv vil takle, at de evt. også takker nej til at kende deres barnebarn. Der er intet sikker i sådan en sag.
På vegne af din datter (som endnu ikke kan udtrykke den slags): Tak fordi du gør dig gode bekymringer for din datter, og fordi hun fik lov at beholde dig som sin mor, selvom far sagde nej tak.
Jeg vil ønske dig og din lille datter alt det bedste fremover.
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk