Prøvet i 3 år.

Hejsa.

Beklager på forhånd, hvis dette opslag bliver lidt forvirrende.

Nå men, vi har prøvet på at få nr 2, i 3 år nu. Og der sker bare intet, vit har vitterligt prøvet alt og lige meget hvordan hvor hvorledes, kommer mens altid, undtaget en gang, den udeblev i en hel uge! Blev jo jublende glad og troede virkelig at denne gang lykkes det, fik endda alle symptomerne. men nej..

Har snakket med lægen, men der bliver bare ikke gjordt noget, hvilket er så fustrerende! Vi har også skiftet læge, hvilket heller ikke hjalp. Jeg er så ung, er altid deres svar. Jeg er 25 år og har en datter på 5 år

Den ene læge sagde endda, at jeg burde være glad og lykkelig over vores 5 årig! Det er jeg jo selvfølgelig også! Men vil jo gerne have flere! og der må jo være en grund til intet sker!!!

Vi har altid haft et godt sexliv, men nu er det blevet en slag "kaldender" for mig, selv når manden forkæler og virkelig nyder at tilfredsstille mig.

Jo længere vores sex er, jo mere komme mine tanker frem "bliver jeg gravid denne gang" - "måske lykkes det nu" osv. Det er ødelæggende, både for mig, ham og vores sexliv. Jeg forstår ikke at nyde det længere, hvilket jo også slider på parforholdet!

Tænker ikke på andet, sidder dagen lang og læser på nette hvad man kan gøre, har ogå prøvet i perioder at glemme det helt, Hvilket er meget svært! Men tanken kommmer ALTID snigende tilbage..

Alle vores venner, har fået børn indenfor de her 3 år og flere af vores venner er gravide. Jeg kan se runde flotte maver alle vegne!

En af mine bedste veninder venter sit 3 barn, og er så misundelig og blev faktisk også SÅÅÅÅ ked af det, hvilket lyder fuldstædig skørt, men det er virkelig nået derud. Er jo glad på deres egne, men nøj hvor det gør ondt.


Gode råd modtagers med kyshånd

What to do?!

Med venlig hilsen
En forhåbningsfuld en

Anonym skriver:

Hejsa.

Beklager på forhånd, hvis dette opslag bliver lidt forvirrende.

Nå men, vi har prøvet på at få nr 2, i 3 år nu. Og der sker bare intet, vit har vitterligt prøvet alt og lige meget hvordan hvor hvorledes, kommer mens altid, undtaget en gang, den udeblev i en hel uge! Blev jo jublende glad og troede virkelig at denne gang lykkes det, fik endda alle symptomerne. men nej..

Har snakket med lægen, men der bliver bare ikke gjordt noget, hvilket er så fustrerende! Vi har også skiftet læge, hvilket heller ikke hjalp. Jeg er så ung, er altid deres svar. Jeg er 25 år og har en datter på 5 år

Den ene læge sagde endda, at jeg burde være glad og lykkelig over vores 5 årig! Det er jeg jo selvfølgelig også! Men vil jo gerne have flere! og der må jo være en grund til intet sker!!!

Vi har altid haft et godt sexliv, men nu er det blevet en slag "kaldender" for mig, selv når manden forkæler og virkelig nyder at tilfredsstille mig.

Jo længere vores sex er, jo mere komme mine tanker frem "bliver jeg gravid denne gang" - "måske lykkes det nu" osv. Det er ødelæggende, både for mig, ham og vores sexliv. Jeg forstår ikke at nyde det længere, hvilket jo også slider på parforholdet!

Tænker ikke på andet, sidder dagen lang og læser på nette hvad man kan gøre, har ogå prøvet i perioder at glemme det helt, Hvilket er meget svært! Men tanken kommmer ALTID snigende tilbage..

Alle vores venner, har fået børn indenfor de her 3 år og flere af vores venner er gravide. Jeg kan se runde flotte maver alle vegne!

En af mine bedste veninder venter sit 3 barn, og er så misundelig og blev faktisk også SÅÅÅÅ ked af det, hvilket lyder fuldstædig skørt, men det er virkelig nået derud. Er jo glad på deres egne, men nøj hvor det gør ondt.


Gode råd modtagers med kyshånd

What to do?!

Med venlig hilsen
En forhåbningsfuld en

Kæmpe krammer til dig! Jeg kan godt forstå dine frustationer! Men jeg forstår virkelig ikke hvorfor lægerne ikke har sendt jer videre når der er gået 3 år!!  Jeg har en veninde som også er 25 år og har kæmpet i 1,5 år, hun er lige blevet sendt videre i systemet! Så synes virkelig at du bare skal banke i bordet og sige nu skal der gøres noget!! (Ved godt det er lettere sagt end gjort!) men det kan jo ikke være rigtig at de ikke vil hjælpe!! Sender en masse graviditets lykke mod dig! 

Lige en krammer herfra!

Utroligt lægen ikke har gjort noget - 3 år er længe. Og på trods af i har et fælles barn og dermed selv skal betale for evt hjælp til nr. 2 burde lægen bakke mere op om det. Hvis jeg var i jeres situation og pengene er til evt behandling, ville jeg kontakte en privatklinik - da det er den vej i nok vil kunne få hjælpen - og så få en uforpligtende samtale med en læge dér.

Pøj pøj med det hele!

MyBigWish skriver:

Kæmpe krammer til dig! Jeg kan godt forstå dine frustationer! Men jeg forstår virkelig ikke hvorfor lægerne ikke har sendt jer videre når der er gået 3 år!!  Jeg har en veninde som også er 25 år og har kæmpet i 1,5 år, hun er lige blevet sendt videre i systemet! Så synes virkelig at du bare skal banke i bordet og sige nu skal der gøres noget!! (Ved godt det er lettere sagt end gjort!) men det kan jo ikke være rigtig at de ikke vil hjælpe!! Sender en masse graviditets lykke mod dig! 

Lige præcis det jeg heller ikke kan forstå, specielt når man har snakket med to vidt forskellige læger.

- Det med at banke i bordet, virker så umuligt lige pt, især når man føler der kun er modgang vedrørende ønsket om et barn nr 2..

Man føler sig faktisk magthedsløs.. Men måske man skulle blive mere bestemt, (selvom) jeg kun har været det.

Men mange tak, forhåbentlig bliver det snart til noget

FrkHS skriver:

Lige en krammer herfra!

Utroligt lægen ikke har gjort noget - 3 år er længe. Og på trods af i har et fælles barn og dermed selv skal betale for evt hjælp til nr. 2 burde lægen bakke mere op om det. Hvis jeg var i jeres situation og pengene er til evt behandling, ville jeg kontakte en privatklinik - da det er den vej i nok vil kunne få hjælpen - og så få en uforpligtende samtale med en læge dér.

Pøj pøj med det hele!

3 år, er rigtig længe. Ikke kun for os som personer, men også for psyken , for vi begge ønsker det jo brændende!

Ja, det har vi snakket om, og tror det bliver udvejen. Eller det gør det, men det er utroligt man SKAL den vej, bare fordi man er ung.
Eller det virker sådan, somom vi (jeg) ikkebliver taget seriøst.

Mange tak

Kære du

Det bliver en lang omgang det her, men det ligger mig meget på sinde - så hold godt fast

Det er desværre en meget udbredt misforståelse, at sekundær infertilitet (når man har barn, men derefter får problemer), ikke skal tages ligeså alvorligt som "almindelig" infertilitet. Men ved man bare en smule området vil man finde ud af, at se psykiske belastninger faktisk er meget sammenlignelige.

Alt for ofte fejes folk i jeres situation af med at I jo bare "skal være taknemmelige for det I har", at det jo "er lykkes før og nok skal lykkes igen", at du blot "tænker for meget over det", osv.

Det er noget forvrøvlet sludder! Man kan godt være utrolig taknemmelig for det barn man har, og samtidig være ødelagt over ikke at kunne få det antal man ønsker, samt give barnet de søskende man drømmer om, osv. Man kan sagtens sørge over at årene går, at aldersforskellen vokser, osv. Det er SÅ normal en reaktion, og den skal fandme tages alvorligt!

Fertiliteten ændres hele livet - og at man har fået ét barn, garanterer på ingen måder at man får nemt ved nr. 2. Når I har dyrket ubeskyttet sex i 3 år, er der rigtig godt grund til at tro at det er noget fysiologisk, der driller - det handler ikke om at I tænker for meget over det eller bare skal give tid. Det har I gjort!!

Så nu skal du i mine øjne op på førersædet og tage styringen. Ikke mere pæn pige! Du ringer til din læge og kræver en henvisning til en gynækolog med forstand på fertilitet. Det har almindelige læger desværre ofte langt fra. Hos gynækologen beder du om udredning. Hvis lægen nægter, skifter du læge omgående, indtil du finder én som vil lytte.

Din kæreste går straks til egen læge og får testet sin sæd. Det er langt nemmere og hurtigere end at få dig undersøgt.

Som sidste udvej, hvis alt ovenstående fejler, tager I kontakt til en privatklinik og starter af den vej. Fordi I allerede har et barn sammen, kommer I desværre til at betale for eventuel behandling, uanset hvad. 

Giv ikke op - kræv at der bliver gjort noget! Og vid at det I oplever er en kæmpe belastning for parforholdet og psyken - I er langt fra alene!