Projekt baby, angst og tanker

Hej alle på baby.dk

Jeg tror, at jeg har brug for lidt inputs. Min kæreste og jeg har været igang med projekt baby siden starten af året, og det har været sat på pause de sidste måneder, da jeg har døjet med angst. I forbindelse med pausen, har jeg tænkt en del over det med angst og baby. Ligenu går jeg til psykolog for at komme ordentligt igennem det, men jeg ved jo at det ikke bare forsvinder, da jeg har døjet med det i flere år. Ligenu er det i sådan en grad, at jeg har svært ved at kunne komme i skole, jeg kan ikke handle og jeg har (meget) svært ved at være alene hjemme om aftenen. Min kæreste hjælper mig heldigvis godt igennem det og er tålmodig, da han ved at det nok skal blive bedre.

Men vil jeg virkelig kunne have en lille bitte baby når jeg døjer sådan med det? Jeg regner selvfølgelig med, at det er langt bedre allerede inden jeg overhovedet bliver gravid, så det er ikke uovervejet. Men ville det være helt uforsvarligt at bringe et barn ind i et liv, hvor der er risiko for denne her form for nedture? 

Jeg er ung endnu, og muligheden for at vente er der selvfølgelig. Jeg er 19 og min kæreste er 20, men for os føles det bare rigtigt og som det rigtige tidspunkt for os. Den største bekymring jeg har lige nu, er min pokkers angst. For jeg vil ikke sætte et barn ind i en uholdbar situation - men samtidig føler jeg, at det ikke ville være helt galt, så længe jeg har min angst under kontrol, som jeg har haft før.

Nogle gode inputs - de tages imod med kyshånd.

Knus

Anonym skriver:

Hej alle på baby.dk

Jeg tror, at jeg har brug for lidt inputs. Min kæreste og jeg har været igang med projekt baby siden starten af året, og det har været sat på pause de sidste måneder, da jeg har døjet med angst. I forbindelse med pausen, har jeg tænkt en del over det med angst og baby. Ligenu går jeg til psykolog for at komme ordentligt igennem det, men jeg ved jo at det ikke bare forsvinder, da jeg har døjet med det i flere år. Ligenu er det i sådan en grad, at jeg har svært ved at kunne komme i skole, jeg kan ikke handle og jeg har (meget) svært ved at være alene hjemme om aftenen. Min kæreste hjælper mig heldigvis godt igennem det og er tålmodig, da han ved at det nok skal blive bedre.

Men vil jeg virkelig kunne have en lille bitte baby når jeg døjer sådan med det? Jeg regner selvfølgelig med, at det er langt bedre allerede inden jeg overhovedet bliver gravid, så det er ikke uovervejet. Men ville det være helt uforsvarligt at bringe et barn ind i et liv, hvor der er risiko for denne her form for nedture? 

Jeg er ung endnu, og muligheden for at vente er der selvfølgelig. Jeg er 19 og min kæreste er 20, men for os føles det bare rigtigt og som det rigtige tidspunkt for os. Den største bekymring jeg har lige nu, er min pokkers angst. For jeg vil ikke sætte et barn ind i en uholdbar situation - men samtidig føler jeg, at det ikke ville være helt galt, så længe jeg har min angst under kontrol, som jeg har haft før.

Nogle gode inputs - de tages imod med kyshånd.

Knus

Først og fremmest en kæmpe krammer til dig

Du har allerede taget en beslutning om at bekæmpe angsten ved at søge hjælp, og det kræver altså er portion viljemod.

Når det er sagt, synes jeg du og din kæreste skal overveje om det mon er det helt rigtige tidspunkt lige nu, at i har gang i projekt baby, eller om du måske skulle vige et år til dig selv, for at få mere bugt med angsten og få nogle rigtig gode redskaber til at kunne drive den på rov, når den bliver for slem. Kun i sammen ved, hvornår det helt rigtige tidspunkt er for jer.

Min egne bitre erfaringer har dog også lært mig, at det er vigtigt at man får ryddet bare lidt op før man begynder på at lave et lille nyt liv. Vi forsøgte at blive gravide i to år her før det lykkedes. Jeg havde stress og begyndende angst, men valgte at lukke helt ned for alle signaler og prøvede at overbevise mig selv og alle andre om, at blev jeg bare gravid, så ville alt blive godt.  Efter halvandet år blev jeg gravid, men mistede det i uge 7. Først dér fik jeg øjnene op for hvor jeg stod i mit liv, og at jeg aldrig ville kunne blive den gode forældre jeg drømte om, før jeg havde taget hånd om mig selv. Projekt baby blev lagt på hylden og jeg arbejdede intenst med mig selv i 3/4 år. Jeg er nu gravid igen, og er sikker på at min investering i mig selv, har været af stor betydning. Hvis jeg vil være en god mor, er jeg nødt til som minimum at have en my af et overskud, og det havde jeg på ingen måde, da jeg havde det rigtig skidt.

Rigtig kliché-agtigt vil jeg sige at du er så ung, og har tiden med dig. Og er helt sikker på et år ingen rolle spiller i det store baby-puslespil, men kan være en afgørende faktor i hvordan du får det, som den dejlige mor du nok skal blive en dag.

Pøj pøj med det hele.

Anonym skriver:

Hej alle på baby.dk

Jeg tror, at jeg har brug for lidt inputs. Min kæreste og jeg har været igang med projekt baby siden starten af året, og det har været sat på pause de sidste måneder, da jeg har døjet med angst. I forbindelse med pausen, har jeg tænkt en del over det med angst og baby. Ligenu går jeg til psykolog for at komme ordentligt igennem det, men jeg ved jo at det ikke bare forsvinder, da jeg har døjet med det i flere år. Ligenu er det i sådan en grad, at jeg har svært ved at kunne komme i skole, jeg kan ikke handle og jeg har (meget) svært ved at være alene hjemme om aftenen. Min kæreste hjælper mig heldigvis godt igennem det og er tålmodig, da han ved at det nok skal blive bedre.

Men vil jeg virkelig kunne have en lille bitte baby når jeg døjer sådan med det? Jeg regner selvfølgelig med, at det er langt bedre allerede inden jeg overhovedet bliver gravid, så det er ikke uovervejet. Men ville det være helt uforsvarligt at bringe et barn ind i et liv, hvor der er risiko for denne her form for nedture? 

Jeg er ung endnu, og muligheden for at vente er der selvfølgelig. Jeg er 19 og min kæreste er 20, men for os føles det bare rigtigt og som det rigtige tidspunkt for os. Den største bekymring jeg har lige nu, er min pokkers angst. For jeg vil ikke sætte et barn ind i en uholdbar situation - men samtidig føler jeg, at det ikke ville være helt galt, så længe jeg har min angst under kontrol, som jeg har haft før.

Nogle gode inputs - de tages imod med kyshånd.

Knus

Den eneste ansvarlige beslutning er at vente, man skal ikke få børn, hvis man ikke er fuldstændig mentalt klar, du har ikke brug for flere diagnoser oveni, som lynhurtigt kan melde sig på banen, det er en enorm belastning at få et barn. (Det er ikke noget, jeg bare slynger ud, jeg arbejder indenfor feltet).

I er meget unge og har tiden for jer, du vil jo heller ikke løbe marathon med et brækket ben, vel?

Nej ... når du har det sådan mentalt ville det være rigtig synd at sætte et barn i verden du skal tage vare på. 

Når du har angst vil det også kunne blive endnu værre ved et øget ansvar. Angst mht. Om barnet kommer noget til osv

Jeg synes det ville være så synd at sætte et barn i verden hvis mor lider af angst og i bund og grund ikke har mulighed for at give sig 120% til det barn. Jeg har været tæt vidne til et familiemedlem som døjede meget med angst før hun blev gravid, og da barnet blev født eskalerede det fuldstændigt. Barnet er heldigvis sundt og rask og foran for sin udvikling, men familiemedlemmet har det stadig ad H til, værre end før endda, og kæmper hver eneste dag for at holde sin angst nede - noget som måske kunne være blevet forhindret, hvis hun ventede lidt længere med at få barnet. 

Når det så er sagt er der jo mennesker som lærer at håndtere deres lidelser på en måde så de sagtens kan få et barn og ikke blive påvirket i negativ grad. Du skal lytte efter inde i dig selv: Er du på et stadie i dit liv, hvor du kan give dig 120% til barnet når DET har behov for det - selvom DU har det svært? Ellers bør du nok vente lidt  

Når man taler om hjernens udvikling, ved vi, at den først er endelig færdigmodnet i starten af tyverne, måske når man er 22.

Derfor VENT! Hvis dine tanker og følelser er svære at kontrollere nu, er der et meget reelt håb om, at du vil have det bedre om nogle år. Modsat må man også sige, at det er en stor belastning at få børn, og dét vil muligvis tricke al din angst.

Vent!!

Det er rigtigt at du er ung og derfor kan ligge ud med at få bugt med din angst og det er uanset baby eller ej. Jeg er vokset op med en angst mor og blev selv ramt af angsten som barn og har haft den sidenhen. Desværre har jeg aldrig fået det behandlet og har selv været angst under mine graviditeter og kæmpet med OCD særligt i graviditeterne og angst gør alting i livet svært. Det at få børn får gerne ny angst til at blusse op. Det nye liv man har ansvaret for giver en helt nye bekymringer udover en selv og så har man fået mere at være angst og bekymret for. Så hvis du har mulighed for at gøre noget ved din angst så lad være at vente for der skal hjælp til når det er så slemt. Og desværre er det ofte noget man giver sine børn. Min barndom blev meget påvirket af min mors angst og derfor har jeg selv lært hvordan jeg ikke påvirker mine egne børn med angsten og har lært at leve med min angst, men hvis man kan blive den kvit så gør man både sine børn og sig selv en kæmpe tjeneste og man får langt mere ud af sit liv. De bedste ønker for fremtiden til dig.

Mange tak for alle jeres svar.

Mange af jer har givet mig noget at gruble over - og jeg skal lige bruge lidt tid på at fordøje det hele.

Jeg vil dog tage mig den frihed, at forsvare mig selv en lille smule. Min angst har været i bero i 2 år, hvor jeg har kunne styre den og ikke ladet den styre mig. Ligenu er det dog noget rigtigt møg, at jeg ikke kan kontrollere det, og jeg har brug for noget hjælp, ja. I mellemtiden grubler jeg videre og ser om jeg kan finde frem til den "rigtige" løsning. 

Igen tak. Jeg skal i tænkeboks, og finde ud af, om min angst virkelig er for slem til at kunne følge vores "ønske". Også selvom det stadig føles som det rigtige tidspunkt for os  - når min angst er under kontrol igen selvfølgelig.