Eksperthjælp: Alvorlig sygdom hos mormor., formindskes mor`s relation til de to børn.

Lisbeth Jess

Hej.

Mit spørgsmål handler om mine 2 drenge på 1 og 2 1/2.
Sagen er den at de altid har været mest knyttet til mig begge to. Det har jo også altid været mig der har været mest sammen med dem, gjort dem klar til dagpleje, afleveret og hentet igen. Jeg har også haft den fulde barsel med begge to. De foretrækker altid mig hvis jeg er der.
Nu er sagen så den at min mor lige er blevet diagnosticeret med kræft i et sent stadie og jeg har i den forbindelse valgt at bruge en del tid hos hende på sygehuset. Jeg har brug for at være ved hende. Drengene kommer også med indimellem men det er oftest bare mig. Jeg prioriterer selvfølgelig også meget højt at være ved mine drenge, men det er jo narligvis mindre end jeg plejer- for jeg plejer at være der altid.
Når jeg så er ude på sygehuset tager far sig af dem. Det betyder så at det lige for tiden er ham der er mest sammen med dem. Det kan jeg mærke at jeg har svært ved. de er glade for ham og han tager sig godt af Dem Så det er ikke det, men jeg er bange for at de pludselig vil være tættere knyttet til ham end til mig. Det vil jeg slet ikke kunne bære. Risikerer jeg at ødelægge mit forhold til dem hvis far er der mest i en periode? Jeg er der jo stadig men er også meget væk... det strider fuldstændig imod mine overbevisninger for godt forældreskab.

Lisbeths svar

Hej !

Det gør mig rigtig ondt for dig/jer at din mor pludselig er diagnosticeret alvorligt syg.

Det er klart du vil være sammen med hende så meget som muligt og samtidig undgå det går udover dine børn.

Du har været den primære omsorgsperson i lang tid og givet dem et trygt fundament til også at lade far komme til at være der og passe. det er så fint. Det lyder som det fungerer fint både for ham, for dem, men ikke så meget dig.

Lige nu er du i en kæmpekrise, hvor din mors sygdom fylder, du er bekymret og urolig, både for mor og for dine børn, nu du er meget væk.

Det der kan hjælpe dig lige nu er at få sat dine besøg hos mor lidt i  system,. Hvis du har søskende , kan i aftale hvem der er og hvornår.

Har du ikke søskende, må der være familie og venner der meget gerne vil hjælpe.

Hvis du arbejder fuld tid, kan en midlertidig arbejdstidsnedsættelse være en god ting . Det kan lade sig gøre med en alvorligt syg pårørende. Snak med dem på afdelingen og få kontakt med deres socialrådgiver, hun kan hjælpe.

Tag en snak med din mand om hvordan I kan fordele de daglige ting, afhentning, putning m.m.

Du kan f.eks komme og putte, hvis han har hentet og omvendt.

Bliver du forhindret og må blive hos din mor så klarer din mand det,og dine børn er i trygge hænder hos ham.

Dine børn glemmer ikke dig, Lige nu mærker de du er ked af det og lader sig trygt passe af deres far.

Når du ved, der også er tid til dem på faste tidspunkter. kan det give ro indeni, og du kan være hos din mor med god samvittighed.

Et godt forældreskab er at kunne give slip og overlade til den anden forældre i en periode, f.eks med alvorlig sygdom.  Børn bliver påvirkede og kan reagere og det er ok.Alligevel bevares ti lknytningen stadig til begge forældre.

Håber dette kan hjælpe hjælpe dig lidt på vej. Håber du har et godt netværk at trække på og få grædt ud ved.

Hos kræftens bekæmpelse er der god hjælp at få.

Sender et knus og håber for jer I får et rimeligt forløb alle.

Varme Hilsner 

Lisbeth Jess

Hvorfor må dine børn ikke være lige så tæt knyttet til deres far som de er til dig eller måske tættere knyttet i en periode ?. Måske et lidt hårdt spørgsmål, men venligt ment. 

Hck skriver:

Hvorfor må dine børn ikke være lige så tæt knyttet til deres far som de er til dig eller måske tættere knyttet i en periode ?. Måske et lidt hårdt spørgsmål, men venligt ment. 

Jeg ved ikke om du har prøvet at have en forældre eller en meget nær, som pludselig blev dødsyg? 

Når man oplever det, så er man i krise. Fuldstændig i krise. Jeg oplevede at være totalt i knæ, og jeg følte at alt jeg kendte blev revet fra mig.

Når man har været vant til at være den primære omsorgsperson for sine børn, og man pludselig bliver revet ud af den rolle, fordi der er noget andet som fylder, så får man dårlig samvittighed overfor sine børn. Og når man så er sammen med børnene, så har man dårlig samvittighed overfor den syge. 

Man føler at man taber på alle fronter, og tankerne er et stort mylder, som ikke altid er lige logiske. 

Det har intet at gøre med, at man ikke føler at far er god nok. For det ér far! Men det er en ond cirkel med dumme tanker, fordi man er så presset mentalt, og pludselig også er bange for ens børns afvisning, fordi man ikke er der så meget som før.

Jeg ved selvfølgelig ikke om TS har det på samme måde, men sådan havde jeg det, da min mor fra den ene dag til den anden fik kræft, og jeg var på barsel med en 7 måneder gammel baby.

EBK skriver:

Jeg ved ikke om du har prøvet at have en forældre eller en meget nær, som pludselig blev dødsyg? 

Når man oplever det, så er man i krise. Fuldstændig i krise. Jeg oplevede at være totalt i knæ, og jeg følte at alt jeg kendte blev revet fra mig.

Når man har været vant til at være den primære omsorgsperson for sine børn, og man pludselig bliver revet ud af den rolle, fordi der er noget andet som fylder, så får man dårlig samvittighed overfor sine børn. Og når man så er sammen med børnene, så har man dårlig samvittighed overfor den syge. 

Man føler at man taber på alle fronter, og tankerne er et stort mylder, som ikke altid er lige logiske. 

Det har intet at gøre med, at man ikke føler at far er god nok. For det ér far! Men det er en ond cirkel med dumme tanker, fordi man er så presset mentalt, og pludselig også er bange for ens børns afvisning, fordi man ikke er der så meget som før.

Jeg ved selvfølgelig ikke om TS har det på samme måde, men sådan havde jeg det, da min mor fra den ene dag til den anden fik kræft, og jeg var på barsel med en 7 måneder gammel baby.

Jeg kan sagtens følge dig i, at det kan være en ond cirkel med dumme tanker til følge og jo, Jeg har selv mistet min far for mange år siden, så jeg kender godt til det at miste. Men alligevel undre jeg mig over, at man er bange for, at barnet skal få for stor tilknytning til sin far. 

Hck skriver:

Hvorfor må dine børn ikke være lige så tæt knyttet til deres far som de er til dig eller måske tættere knyttet i en periode ?. Måske et lidt hårdt spørgsmål, men venligt ment. 

Mon ikke det bunder mere i angsten for at miste den gode kontakt hun har til sine børn, og at de pludselig vælger hende fra fordi hun ikke kan være der så meget? Det behøver jo ikke være fordi hun ikke mener far kan gøre det godt nok. Men mere angsten for at miste både sin mor og i en vis forstand miste sine børn.