Selvværd

Min mand har så lavt selvværd. Det er faktisk så forfærdeligt, og meget synd for ham! Han ved det godt selv men har aldrig gjort noget for det og har ikke et ønske om at snakke om det. Den ene dag er han ovenpå og den anden dag er ALT galt. Han skære venner fra "det går godt for" han skal helst ha venner der "rammer bunden"/ Har brug for ham som "rådgiver" i deres liv. Han har et ENORMT stort behov for at skulle være på, han hviler overhovet ikke i den fantastiske person han er. Vennerne er jo dem der skal beundrer ham for at få det godt med sig selv. Før i tiden handlede det om at vise vennerne hvor mange kvinder han kunne få fat på, og den samme anderkendelse kan han jo ikke få mere. Nu har han mig (vi er gift på andet år og har en lille pige på et år. Når jeg kommer hjem fra arbejde bliver jeg afhørt om hvor jeg har holdt møder, hvilke mand jeg har været i kontakt med i løbet af dagen osv.. Det er SLET ikke på tale jeg kan tag en middag med min veninde en fredag aften og har det været på tale så flipper han sindsyg. Tænk hvis jeg skulle være ham utro, tror jeg at han tænker, eller det ved jeg han tænker. Jeg udfordrer ham slet ikke mere til at skulle stole på mig, fordi han stoler ikke på sig selv, hvorfor skulle han så stole på mig? Men alt det har gør så ondt på mig, fordi kan jeg overhovet stole på ham? 

Om du kan stole på ham? Det kan jeg ikke svare på.

Jeg tænker mere, om du kan leve med at skulle "afhøres" hver dag og aldrig kunne lave noget med dine veninder!?

Jeg ville ikke.

Har der altid været sådan - har I aldrig stolet på hinanden? Der lyder som et meget usundt forhold for mig.

Jeg ved ikke hvem der kan stole på hvem, men det lyder som om jeres forhold bevæger sig på grænsen af noget meget sygeligt, og som om I begge trænger til professionel hjælp, inden I får givet de meget usunde indstillinger videre til jeres barn.

Din kæreste behøver hjælp til at arbejde med sin tillid, sit selvværd og sin måde at behandle dig på - og du bør overveje at få hjælp til at finde ud af hvorfor du finder dig i at blive behandlet så ydmygende derhjemme, af den partner som burde elske, respektere og stole på den kvinde han har giftet sig med.

Jeg håber at at I finder hjælp et sted, før I begge bliver ødelagt. Held og lykke.

Anonym skriver:

 

 

Min mand har så lavt selvværd. Det er faktisk så forfærdeligt, og meget synd for ham! Han ved det godt selv men har aldrig gjort noget for det og har ikke et ønske om at snakke om det. Den ene dag er han ovenpå og den anden dag er ALT galt. Han skære venner fra "det går godt for" han skal helst ha venner der "rammer bunden"/ Har brug for ham som "rådgiver" i deres liv. Han har et ENORMT stort behov for at skulle være på, han hviler overhovet ikke i den fantastiske person han er. Vennerne er jo dem der skal beundrer ham for at få det godt med sig selv. Før i tiden handlede det om at vise vennerne hvor mange kvinder han kunne få fat på, og den samme anderkendelse kan han jo ikke få mere. Nu har han mig (vi er gift på andet år og har en lille pige på et år. Når jeg kommer hjem fra arbejde bliver jeg afhørt om hvor jeg har holdt møder, hvilke mand jeg har været i kontakt med i løbet af dagen osv.. Det er SLET ikke på tale jeg kan tag en middag med min veninde en fredag aften og har det været på tale så flipper han sindsyg. Tænk hvis jeg skulle være ham utro, tror jeg at han tænker, eller det ved jeg han tænker. Jeg udfordrer ham slet ikke mere til at skulle stole på mig, fordi han stoler ikke på sig selv, hvorfor skulle han så stole på mig? Men alt det har gør så ondt på mig, fordi kan jeg overhovet stole på ham? 

Lavt selvværd? Måske - eller tangerende til "psykopat"?  Aldrig om jeg ville finde mig i den behandling. 

Anonym skriver:

 

 

Min mand har så lavt selvværd. Det er faktisk så forfærdeligt, og meget synd for ham! Han ved det godt selv men har aldrig gjort noget for det og har ikke et ønske om at snakke om det. Den ene dag er han ovenpå og den anden dag er ALT galt. Han skære venner fra "det går godt for" han skal helst ha venner der "rammer bunden"/ Har brug for ham som "rådgiver" i deres liv. Han har et ENORMT stort behov for at skulle være på, han hviler overhovet ikke i den fantastiske person han er. Vennerne er jo dem der skal beundrer ham for at få det godt med sig selv. Før i tiden handlede det om at vise vennerne hvor mange kvinder han kunne få fat på, og den samme anderkendelse kan han jo ikke få mere. Nu har han mig (vi er gift på andet år og har en lille pige på et år. Når jeg kommer hjem fra arbejde bliver jeg afhørt om hvor jeg har holdt møder, hvilke mand jeg har været i kontakt med i løbet af dagen osv.. Det er SLET ikke på tale jeg kan tag en middag med min veninde en fredag aften og har det været på tale så flipper han sindsyg. Tænk hvis jeg skulle være ham utro, tror jeg at han tænker, eller det ved jeg han tænker. Jeg udfordrer ham slet ikke mere til at skulle stole på mig, fordi han stoler ikke på sig selv, hvorfor skulle han så stole på mig? Men alt det har gør så ondt på mig, fordi kan jeg overhovet stole på ham? 

Det første jeg tænker på, hvis han er så paranoid omkring hvor du har været og hvem du har snakket med, så tænker jeg at det er fordi han ikke selv har ren mel i posen