Når man overvejer gå sin vej.

Mig og min kæreste har været sammen i snart 2 år og fik i april en dejlig skøn dreng sammen. 

Men i øjeblikket har jeg det rigtig svært med ham da han går hjemme og er sygemeldt pga han har brækket ryggen og venter på blive opereret. 

Jeg ved ikke helt hvad det er der gør jeg har det som jeg har det for jeg elsker ham selvfølgelig.  Og for min søns skyld vil jeg gøre alt så han også har sin far, da han er en super far. Bider utrolig mange ting i mig for eksempel når vi er ude KAB han godt nogle gange tale ned til mig og det gør mig ked af det. Føler også tit han irettesætter mig som et lille barn  .  HAn sidder tit sidder foran sin computer og det er mig der klare alt det huslige. Mig der ligger Lillemand i seng, mig der står op med ham nat og morgen - det første han gør når han står op er at gå ide og ryge, lave kaffe og sidde ved sin pc. 

  Tit tænker jeg bare om det vil være nemmere at jeg fandt mit eget sted med min søn men så ved jeg med garanti han os vil stille sig på bagbenene og ikke være samarbejdsvilling overhoved - blandt andet alle møbler er stort set "hans" da vi solgte alle mine da vi flyttede sammen så vil ingen ting have og pengene er desværre ikke så store i øjeblikket.

 Dengang vi fandt sammen var jeg min Eks utro med ham og fortryder det så meget nu og ved ikke om det er det som måske gør det? 

Føler selv jeg har brug for afstand fra ham men hvorfor ? Han er jo i bund og grund en perfekt far og behandler da os mig godt . 

Årh havde bare sådan brug for luft

Mig og min kæreste har været sammen i snart 2 år og fik i april en dejlig skøn dreng sammen. 

Men i øjeblikket har jeg det rigtig svært med ham da han går hjemme og er sygemeldt pga han har brækket ryggen og venter på blive opereret. 

Jeg ved ikke helt hvad det er der gør jeg har det som jeg har det for jeg elsker ham selvfølgelig.  Og for min søns skyld vil jeg gøre alt så han også har sin far, da han er en super far. Bider utrolig mange ting i mig for eksempel når vi er ude KAB han godt nogle gange tale ned til mig og det gør mig ked af det. Føler også tit han irettesætter mig som et lille barn  .  HAn sidder tit sidder foran sin computer og det er mig der klare alt det huslige. Mig der ligger Lillemand i seng, mig der står op med ham nat og morgen - det første han gør når han står op er at gå ide og ryge, lave kaffe og sidde ved sin pc. 

  Tit tænker jeg bare om det vil være nemmere at jeg fandt mit eget sted med min søn men så ved jeg med garanti han os vil stille sig på bagbenene og ikke være samarbejdsvilling overhoved - blandt andet alle møbler er stort set "hans" da vi solgte alle mine da vi flyttede sammen så vil ingen ting have og pengene er desværre ikke så store i øjeblikket.

 Dengang vi fandt sammen var jeg min Eks utro med ham og fortryder det så meget nu og ved ikke om det er det som måske gør det? 

Føler selv jeg har brug for afstand fra ham men hvorfor ? Han er jo i bund og grund en perfekt far og behandler da os mig godt . 

Årh havde bare sådan brug for luft

Jeg tror at det er nødvendigt at I får snakket om de her ting.

Jeg tænker at det er helt normalt at du kan miste respekt for ham hvis han bare går derhjemme og driver den af mens du knokler, og hvis han så ovenikøbet taler ned til dig. Det skal han selvfølgelig ikke gøre og det skal du sige til ham - og så skal han stoppe.

Grunden til at han ikke laver noget derhjemme, er det ren dovenskab eller grundet smerter?

Jeres problemer lyder ikke uoverkommelige men som den slags udfordringer man nu engang møder i livet. Du bliver nødt til at få en dialog med ham og lade ham vide at du pønser på om det måske ville være bedst at gå fra hinanden men at du gerne vil kæmpe for det (hvis du altså vil det). 

Mange kommuner har familierådgivning hvor man kan få hjælp til sine udfordringer - måske jeres også har det?

modesty skriver:

Jeg tror at det er nødvendigt at I får snakket om de her ting.

Jeg tænker at det er helt normalt at du kan miste respekt for ham hvis han bare går derhjemme og driver den af mens du knokler, og hvis han så ovenikøbet taler ned til dig. Det skal han selvfølgelig ikke gøre og det skal du sige til ham - og så skal han stoppe.

Grunden til at han ikke laver noget derhjemme, er det ren dovenskab eller grundet smerter?

Jeres problemer lyder ikke uoverkommelige men som den slags udfordringer man nu engang møder i livet. Du bliver nødt til at få en dialog med ham og lade ham vide at du pønser på om det måske ville være bedst at gå fra hinanden men at du gerne vil kæmpe for det (hvis du altså vil det). 

Mange kommuner har familierådgivning hvor man kan få hjælp til sine udfordringer - måske jeres også har det?

Han siger selv det pga hans smerter og derfor føler jeg ikke jeg kan tillade mig blive sur på ham - men nogle gange sker det jo bare at jeg får et udbrud  vil selvfølgelig kæmpe for at vi bliver sammen og som skrevet for min søns skyld da jeg ved hvor glad han er for sin far og omvendt ... 

og tænker os det hele måske løser sig når jeg slutter min barsel og skal i gang igen. 

Anonym skriver:

Mig og min kæreste har været sammen i snart 2 år og fik i april en dejlig skøn dreng sammen. 

Men i øjeblikket har jeg det rigtig svært med ham da han går hjemme og er sygemeldt pga han har brækket ryggen og venter på blive opereret. 

Jeg ved ikke helt hvad det er der gør jeg har det som jeg har det for jeg elsker ham selvfølgelig.  Og for min søns skyld vil jeg gøre alt så han også har sin far, da han er en super far. Bider utrolig mange ting i mig for eksempel når vi er ude KAB han godt nogle gange tale ned til mig og det gør mig ked af det. Føler også tit han irettesætter mig som et lille barn  .  HAn sidder tit sidder foran sin computer og det er mig der klare alt det huslige. Mig der ligger Lillemand i seng, mig der står op med ham nat og morgen - det første han gør når han står op er at gå ide og ryge, lave kaffe og sidde ved sin pc. 

  Tit tænker jeg bare om det vil være nemmere at jeg fandt mit eget sted med min søn men så ved jeg med garanti han os vil stille sig på bagbenene og ikke være samarbejdsvilling overhoved - blandt andet alle møbler er stort set "hans" da vi solgte alle mine da vi flyttede sammen så vil ingen ting have og pengene er desværre ikke så store i øjeblikket.

 Dengang vi fandt sammen var jeg min Eks utro med ham og fortryder det så meget nu og ved ikke om det er det som måske gør det? 

Føler selv jeg har brug for afstand fra ham men hvorfor ? Han er jo i bund og grund en perfekt far og behandler da os mig godt . 

Årh havde bare sådan brug for luft

Hvordan var arbejdsfordelingen før han brækkede benet? 

Blot et indspark: Man er vel egentlig ikke en synderlig "perfekt far", når man taler ned til sit barns mor, ikke formår at sætte egne behov til side, ikke respekterer sin partner og ikke tager ligeværdigt del i det huslige, osv?

Så er man vel groft sagt snarere lidt et skvat, som trænger til at blive voksen - inden man får givet de værdier videre til sit barn?

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Blot et indspark: Man er vel egentlig ikke en synderlig "perfekt far", når man taler ned til sit barns mor, ikke formår at sætte egne behov til side, ikke respekterer sin partner og ikke tager ligeværdigt del i det huslige, osv?

Så er man vel groft sagt snarere lidt et skvat, som trænger til at blive voksen - inden man får givet de værdier videre til sit barn?

Helt enig men synes det er rigtig svært. 

Sandratoft skriver:

Hvordan var arbejdsfordelingen før han brækkede benet? 

Ikke benet han har brækket men ryggen og den var nogenlunde fair men der arbejde min man os rigtig meget så tog mig for det meste af opgaverne herhjemme