Af hensyn til min mand gør jeg det her anonymt.
Sagen er den at min mand blev ansat som pædagog på en døgninstitution for voksne udviklings hæmmede, for 5 uger siden.
Han siger det er en god arbejdsplads med venligt personale og venlige beboer.. Men! Allerede fra starten har han følt det var meget hårdt, mentalt.. Jeg har prøvet at berolige ham med at der jo var mange indtryk og han skulle nok lære det hele..
Og til at starte med gjorde jeg også meget ud af at det med at han havde mange timer jo nok skulle ændre sig de skulle nok bare have ham kørt ind i systemet..
Sagen er så den at han er ansat som deltids vikar på 30 timer.. Hvor jeg så nu her 5 uger inde i det kan se min mand bliver kørt mere og mere ned fordi han cirka (på nær en uge hvor han havde 30) har kørt imellem 50 - 70 timer i ugen.. Med max 3 dage - mest 1 eller 2 dage fri om ugen.
Vi er faktisk meget chokeret over den voldsomme mænge af timer, og jeg frygter at de vil spise ham af med nogle apsfaseringer hist og her hvor det passer dem.. Kan det virkelig passe at det er i orden at gøre sådan? De sagde også at han skulle arbejde cirka hver 3 weekend, men indtil videre har han arbejdet 3 weekender på 5 uger.. Derud over er han flere dage kommet hjem uden at have fået frokost fordi tiden ikke havde været til det.. Er han der aften spiser han selvfølgelig sammen med beboerne.. Men dage fra kl 6.30 til 18 uden mad er altså mange timer 
Kan ikke få min mand til at se at der muligvis kan være noget galt med det de gør, og han tænker i stedet i at han bare skal overleve derude indtil han har optjent til dagpenge, eller han kan finde et nyt job.. Og synes det er synd.. For alle andre steder han har arbejdet har han ikke været så glad for personalet som han er derude...
Kan nogen som helst give mig lidt råd...
Næste uge står heldigvis på fridage onsdag, torsdag, lørdag, og søndag men alligevel løber det så op i 19 timer...
Når jeg prøver at snakke med ham om det siger han at det er arbejdspladsen der har besluttet hvordan tingene skal gøres og det har fagforeningen intet at sige i... Hvor jeg er uenig.. Men skal have helt styr på det før jeg kan få ham til at høre efter... 
Synes også det er svært at acceptere at jeg kan stå som det der føles som single forælder når min mands barn er her fordi han siger da han er ansat som vikar for en, så overtager han den persons timer og tidspunkter, derfor så kan han ikke få ændret tiden...?! Det er selvfølgelig ikke hver gang barnet er her, men både barn og jeg savner ham jo selvom vi får det bedste ud af det og prøver at få så meget ud af den alene tid vi så har sammen.
Er der nogle pædagoger i special området som kan be eller afkræfte om jeg er helt forkert på den??