Anonym skriver:
Sagen er den at min mand og jeg ejede et hyggeligt rækkehus, med massere af søde naboer og børn. Jeg drømte dog om noget større og for et år siden købte vi så et stort hus på 184 kvm, 50 km væk fra alt vi kendte. Huset er super lækkert, men jeg er så ensom.. Kender ingen og folk er meget anderledes end hvad jeg er vant til.
Er der andre der har stået i samme situation? Og har solgt huset efter 1 år og rykket tilbage. Jeg ved også at hvis vi flytter tilbage så bliver det i et mindre hus igen. Og min ældste datter er lige startet i skole.. Er så forvirret og ked af min beslutning om at flytte så langt væk.
Hvad har du gjort for at skabe nye relationer det nye sted? Er der noget sumba, yoga eller lignende i den lokale idrætsforening? Nogle legeaftaler mellem børnene så man lærer de andre forældre at kende og fpr skabt nogle venskaber? Naboer med børn du kan forstille sig ville kunne komme over til en kop kaffe og snobrød over bål i haven?
Men ja jeg sad i lidt det samme. Vi flyttede 70 km væk fra alt familie og venner. Jeg har fået en hel ny omgangskreds og mine unger en masse venner. Min ældste skal i skole til næste år. Vi overvejer nu at flytte tættere på min mands job, men jeg er imod at flytte børnene fra deres vante omgivelser. Og jeg ville have været endnu mere imod hvis min ældste gik i skole allerede. Et år er ikke meget hvis man ikke selv har været opsøgende, men selvfølgelig skal du også trives!
Anmeld
Citér
