"Til den ulykkelige"
Her står jeg så med en mand jeg elsker meget højt og et barn der er hele mit liv og kan åbenbart intet gøre rigtig...
Min mand og jeg har lige haft et skænderi som jeg ikke er stolt af men dem har der været mange af den sidste uges tid, og jeg føler mig nu bare så endslidt, jeg har en tid gået at tænkt på at flytte fra ham men nu er tankerne efter dette skænderi blevet alvor, føler bare ikke jeg kan mere, føler mig fuldstændig nedslidt...
Skænderiet her til aften startet med at vi skulle putte vores barn (som næsten ikke har spist eller drukket idag) om h'n var bestemt ikke enig, h'n skeg bare som om der virkelig var nogen der gjrode hende noget ondet, det plejer så at hjælpe når h'n får tilbudt sin godnat flaske men det gjorde det kun værre, da jeg så havde kæmpet ca. 30 min. inde i soveværelset med et barn der ihvertfald ikke begyndte at græde mindre valgte jeg at prøve at gå ud i stuen i håb om at fjernsyn kunne aflede så h'n vil tag sin flaske og dermed falde i søvn, men næ nej også tænkte jeg "h'n skal jo bare smage det plejer at virke" så her gik jeg ind på min jagt med at h'n lige skulle smage den her mælk, men dette skulle jo altså forkomme med at holde den bettes hænder så h'n ikke basket flasken væk også var det ellers bare at prøve at få flasken derhen, da det så ikke virket valgte jeg at holde en lille pause, og kort efter vil jeg tilbyde bette mælken igen (og det er så her vores skænderi starter) min mand siger så "jeg syntes altså du skal holde en længer pause" (dette sagt med et tonefald jeg vil kalde bestemt og evt. lidt surt, det skal også lige siges at han igår kritiseret min rolle som mor, kan nu ikke længer huske hvad han sagde da aftens skænderi fylder så meget) så jer regerte for jeg følte at han tvivlte på det jeg gjorde (hvilket han så her til aften sagde at han syntes at det jeg gjorde var så dybt forkert), at han ikke stolte på mig og støttede mig mm. men ikke nok med det sagde han det lige foran vores lille barn (og jeg syntes ikke man tager sådan en "snak" om hvordan man gør tingenene når det gælder barnet og opdragelse foran barnet, og det ved han)...
Men altså det korte af det lange er så at dette bliver kørt temmelig langt ud (og nu skal jeg ikke skyde det hele over på ham for han blødet op det gjorde jeg ikke, så jeg er ihvertfald lige så god om det men kunne bare ikke lade det ligge og glemme, for det gjorde utrolig ondt) men her i løbet af vores skænderi har han sagt ting som, at jeg styre alt her hjemme (og det mener jeg bestemt ikke da jeg ALDRIG gøre noget uden at spøger ham først, det jeg altid mener at han får det sidste ord mm. da jeg nok er lidt gammel dags af natur og mener at det er mandne der skal have det sidste ord at skulle ha sagt, (bare ikke når dt gælder mit barn da det er mig der kender alle signaler mm. da jeg har gået hjemme med bette i over 1 år allene)) at jeg råber og skriger af bette uden grund (og dette såret mig dybt da vi ikke opdrager med råben og skrigende og skældud), at jeg vil have at bette skal følge mit hovede og hvis bette ikke gør det så bliver jeg sur (hvilket jeg heller ikke føler er berigtiget da bette jo er et selvstændiget menneske men self. kan jeg have grænser for hvad bette må, og self. er der regler, og self. kan jeg da blive kørt ud hvor jeg evt. kan blive sur på bette da jeg self. er menneskelig og da bette skal vide at jeg mener det efter at have sagt det mange gange), og at jeg altid er efter ham og sviner ham til mm. (detter føler jeg heller ikke stemmer overens med mig da jeg går meget op i at rose ham til skyerne hver dag og fortælle ham at jeg syntes at han er en vildt god far og mand mm. self. kan jeg sige nogen ting jeg fortryder i et skænderi men kommer for det meste altid og siger undskyld Ikke altid men for det meste) der har været mange andre ting men dette er daglig dagen, disse tinge skal jeg høre på næsten hver dag, og prøver at lade vær med at reger på dem men det er bare ikke altid jeg kan og nu føler jeg efterhånden ikke at jeg kan mere...
Derudover er jeg vildt bange for hans temp. jeg er bange for om han en dag ikke længer kan styre sig når han bliver sur og at han lige pludselig gør noget mindre godt her hjemme, for når han bliver sur kaster han med ting og hammer og banker og tramper mm.
Han er heller ikke en der kommer og snakker med mig, og evt. kommer og siger "skat ved du hvad, da du tilbød bette mælk her til aften der syntes jeg altså at var lidt for ihærdig" eller sådan et eller andet, næ nej... Han virker meget af tiden sur og depri. og vil helst bare sin com. forslår aldrig at vi skal lave noget samme mm. og han tager sig bestemt ikke af de ting jeg gerne vil...
Vi har alle dage haft et barn der har haft svært ved mad og har også et par gange været indlagt pga. det, en enkel gang har vi været indlagt til opsyn i ca. 14 dage for at se om det var os som forældre der var noget galt med, dog var det mest mig da det mest var i dag timerne og der var manden på arbejde og jeg fik at vide at vi var de bedste forældre et barn overhoevdet kunne tænke sig...
Nu står jeg, går lidt i panik o0ver min barn igen ikke vil spise og føler mig som verdens mest elendige mor og kone som kun laver fejl på fejl,. jeg føler ikke mit barn er tjent med mig og har bare lyst til at ja ved det sku ikke lige helt, for kan jo heller ikke forlade bette h'n er jo alt, h'n er hele mit liv, hele min verden, hele mit univers h'n er alt, og vil gøre alt for bette og nu har jeg åbenbart fejlet big time...
Og det skal også lige siges at selvom min mand har gjord alt dette så elsker jeg ham jo stadig (men hader ham også et eller andet sted) når han har sine gode dag er han bare en drøm, og han er virkelig en fantastisk far og jeg vil helst ikke flytte fra ham men har jeg snart andet valg?
Hjælp mig, havd skal jeg gøre for jeg ved det ikke længer, jeg føler mig bare så såret, så elendig, så mislykkes...
Mvh. en meget ulykkelig mor
Den Ulykkelige
Trines svar
Kære ulykkelige,
jeg kan høre på dig at du har det meget svært med jeres skænderi i aftes, og indimellem oplever jeres samliv som problematisk. Og jeg har lidt svært ved at finde ud af præcist, hvad jeres skænderi gik ud på.
Imidlertid har jeg ikke svært ved at læse at jeres kommunikation meget ofte kommer til at handle om at kritisere hinanden, bebrejde hinanden for at være noget andet end det I hver især ønsker - og mange af jeres kræfter går på at være i defensiven - alt i alt - så er der ikke meget i jeres indbyrdes kommunikation, der skaber kontakt. Det lyder på mig som om I begge er meget "bange" for at den anden skal få "ret", og som om I indtager nogle roller som I faktisk ikke har det godt i.
At du er elsker din mand over alt på jorden og samtidig er bange for ham, hvad han kan finde på - lyder heller ikke særligt rart. Ved han det? Måske du skulle fortælle ham det unden at du dermed fortæller ham, at HAN er er forkert fordi du er det. jeg kan ikke forestille mig, at han ønsker at du skal være bange for hans reaktioner.
Du kan jo også spørge ham om, hvordan han mener, at en god mor er. Jeg finder selv udtrykket aldeles usmageligt, men han må jo have en holdning ti, hvordan en "god mor" er, siden han bruger formuleringegn, og måske ligger han noget helt andet i den formulering end du gør. Du kan jo også spørge ham om han ikke i stedet kunne tænke sig at I sammen var gode forældre. At du synes at I bruger for megen dum tid på at bekæmpe hinanden fremfor at samarbejde. Hvad er jeres forventninger til hinanden i forældre rollen og hvad kan I acceptere og hvad kan I ikke acceptere.
På den måde kommer du ud af den martyr- jeg - er- en - elendig- mor- rolle, og tager "action på dit liv, tager ansvar som forældre og SÅ ER DU EN DEJLIG MOR!!!!
Held og lykke.
Kærligst Trine
Trine tilbyder individuel terapi, parterapi - sorgbearbejdelse. Supervision samt coaching.
Se Trines hjemmeside: TrineDahl.dk
