Skal jeg gå fra ham?

Kan mærke at det bliver et hudløst ærligt indlæg, jeg er simpelthen i vildrede selvom jeg godt ved, hvad der er det rigtige.

Min mand har fået en diagnose som desværre fylder alt i vores hverdag. Det er blevet sådan, at vi midlertidigt nu bor hver for sig fordi jeg i den grad ikke ønsker at vores barn skal blive påvirket og han magter ikke simple opgaver som fx bare at hjælpe med aftensmad, kan ikke skifte en ble og kan slet ikke overskue tanken om blot at skulle give barnet mad.

Han er kort sagt slet ikke en del af omsorgen. Heldigvis har jeg selv masser af kærlighed  og rum til vores fantastiske søn.

Han får hjælp til at håndtere sin psykiske lidelse.

Men nu kommer den værste del af det hele. Han har et hashmisbrug og et stort et af slagsen, det er først for nyligt at han fortalte mig om omfanget. Han ryger aldrig i huset og jeg ved ikke mere end hvad han fortæller.

Jeg gjorde det klart dengang jeg blev uplanlagt gravid, at jeg kun ønskede barnet hvis han lovede at lægge sit misbrug langt væk! Dette skete bare aldrig og i dag væmmes jeg ved tanken om at min søn skal vokse op i et hjem hvor faren er misbruger. Det virker dybt uansvarligt i min verden og jeg vil ikke være en del af det!! 

Men hvorfor er det så så forbandet svært at sige farvel og nej tak? Måske tanken om at jeg ved hvor sønderknust han bliver, når vi går fra ham holder mig tilbage? Jeg ved ikke, hvad han vil gøre ved sig selv.

Når han er her kan man se at vores søn elsker ham. Men så snart han piver lidt eller siger en lyd, så magter min mand det ikke mere og så tager jeg straks over. Jeg kan tydeligt mærke forskel på når han er her og når han ikke er her på vores barn - jeg er faktisk næsten sikker på at det må stoppe... Åh hjælp 

Om du skal gå - det kan du kun selv svare på. 

At være pårørende til en psykisk syg er hårdt. Meget hårdt. Og eftersom han er misbruger, har han vel en dobbeltdiagnose. 

Personligt har jeg det svært med misbrugere. Jeg har ingen tolerance overhovedet, så på den front vil jeg sige løb. 

Eller mener jeg at dit fokus først og fremmest skal ligge hos dit barn. Hvad er det bedste du kan gøre for at give en god opvækst. Og lige derefter dig selv. Du skal have overskud til at være dig og kunne være der for dit barn. 

Før du kan gå, skal du indse at DU ikke skal redde ham, eller kan.... Han skal og ville selv.....

Men mest af alt skal du sætte dit barns ve og vel først...... Både fysisk men også psykisk..... 

Jeg er vokset op med en psykisk syg mor, der også havde et misbrug.... I det skjulte.... Samt både alkohol og stofmisbrugere i søskende flokken.... Jeg ville ønske nogle havde hevet mig ud af det miljø... Især de psykiske var ødelæggende....

Jeg forstår godt du har svært ved at forlade ham.... Men du svigter ham ikke, derimod svigter du dit barn ig dig selv hvis du/i bliver i det.... Kærligheden, til dig selv og dit barn og muligheden for en tryg hverdag skal du sætte  øverst....

Desværre kan han ikke rumme jer, eller nok heller ikke sig selv.... Og selvom det er hårdt sagt vil du ikke hjælpe ham op ved at blive. Men han vil til gengæld hive jer ned....

Desværre ses psykiske lidelser og misbrug tit i samspil med hinanden (ikke alle nej) og her er der NUL TOLERANCE og så er jeg ligeglad om det så bliver taget i trætoppene eller hjemme i stuen