34+0 og lidt tanker fra mig

Så nåede jeg til 34+0 hvilket et eller andet sted er en milepæl for os, for nu ved vi at hun kan klare sig uden for maven, hendes lunger fungere osv., men samtidig er det godt nok også underligt at være i uge 34.

Om 4 uger kommer vores datter til verden  Og selvom jeg glæder mig og siger til mig selv at det nok skal gå denne gang, så kan jeg også mærke at ugerne kommer tættere og tættere på og jeg føler mig på mange måder kvalt i de uger! Jeg ved kun hvordan det er at være gravid, jeg kender ikke til forældrerollen, følelsen af at blive mor og det at have et barn uden for maven i sine arme. 

Piger jeg er pisse bange, rent ud sagt! Jeg er bange for at det går galt. Jeg er bange for at blive "hende der som aldrig har fået et levende barn", bange for virkeligheden.

Jeg har ikke lyst til at være gravid mere. Hver gang hun sparker tænker jeg godt hun er i live så kan vi ikke tage hende ud nu, hvor vi ved at hun stadig lever?! 

Vi er så klar til hende og alligevel ved vi ikke om vi er klar for vi ved ikke hvad det er. Vi kender ikke slutningen på en rigtig graviditet. 

Det har været en psykisk hård graviditet, også selvom jeg de fleste dage ikke har tænkt på at det har været hårdt, men under overfladen har det taget på vores kræfter. Derfor har vi også snakket meget om det med at skulle have flere. Hverken Isaac eller lillepigen har ligefrem været nemme at lave, og derfor havde vi også snakket om, at vi faktisk ikke ville beskytte os når jeg havde været til 8-ugers undersøgelse, for vi ville ikke spilde en eneste chance - også selvom muligheden for en hurtig graviditet ville være stor, så ville vi tage to tætte børn som en glæde, men nu tvivler vi og måske vi bare tager imod hende her med kærlighed og glæde og siger det var det og så give hende al den kærlighed både hun og Isaac fortjener.

Det blev halvt langt, men skulle lige have luftet ud 

grinny skriver:

Så nåede jeg til 34+0 hvilket et eller andet sted er en milepæl for os, for nu ved vi at hun kan klare sig uden for maven, hendes lunger fungere osv., men samtidig er det godt nok også underligt at være i uge 34.

Om 4 uger kommer vores datter til verden  Og selvom jeg glæder mig og siger til mig selv at det nok skal gå denne gang, så kan jeg også mærke at ugerne kommer tættere og tættere på og jeg føler mig på mange måder kvalt i de uger! Jeg ved kun hvordan det er at være gravid, jeg kender ikke til forældrerollen, følelsen af at blive mor og det at have et barn uden for maven i sine arme. 

Piger jeg er pisse bange, rent ud sagt! Jeg er bange for at det går galt. Jeg er bange for at blive "hende der som aldrig har fået et levende barn", bange for virkeligheden.

Jeg har ikke lyst til at være gravid mere. Hver gang hun sparker tænker jeg godt hun er i live så kan vi ikke tage hende ud nu, hvor vi ved at hun stadig lever?! 

Vi er så klar til hende og alligevel ved vi ikke om vi er klar for vi ved ikke hvad det er. Vi kender ikke slutningen på en rigtig graviditet. 

Det har været en psykisk hård graviditet, også selvom jeg de fleste dage ikke har tænkt på at det har været hårdt, men under overfladen har det taget på vores kræfter. Derfor har vi også snakket meget om det med at skulle have flere. Hverken Isaac eller lillepigen har ligefrem været nemme at lave, og derfor havde vi også snakket om, at vi faktisk ikke ville beskytte os når jeg havde været til 8-ugers undersøgelse, for vi ville ikke spilde en eneste chance - også selvom muligheden for en hurtig graviditet ville være stor, så ville vi tage to tætte børn som en glæde, men nu tvivler vi og måske vi bare tager imod hende her med kærlighed og glæde og siger det var det og så give hende al den kærlighed både hun og Isaac fortjener.

Det blev halvt langt, men skulle lige have luftet ud 

Jeg kan af gode grunde ikke sætte mig ind i de følelser , men jeg ville ikke forlade dit indlæg uden at give dig et med på vejen. 

Søde grinny jeg tror på at alle de tanker og følelser du har er fuldstændig naturlige, når l har haft det forløb l har og været igennem så meget uretfærdighed! Det er jo ikke noget man nogensinde lægger bag sig og glemmer. Man lærer nok at leve med tabet vil jeg tro, uden det er noget jeg ved noget som helst om. 

I forhold til en ny graviditet, så tror jeg ikke det er noget l kan tage stilling til før l har oplevet en helt almindelig fødsel, hvor l får lov til at få jeres smukke datter med hjem. 

Jeg er helt sikker på at l bliver fantastiske forældre for jeres lille guldklump, alle forældre er de rigtige for lige præcis deres børn og det er l også <3 

jeg sender 1000 kram i din retning og håber du kan få snakket med din jm eller en anden der kan give dig lidt ro <3