Jeg er SÅÅÅÅ træt af det! Jeg har haft socialangst det meste af mit liv, men synes faktisk jeg endelig har arbejdet mig ud af det. Jeg føler mig fx synderligt nervøs, hvis jeg skal lave en fremlæggelse, møde nye mennesker eller sige noget i en forsamling. I hvert fald ikke hvis det er noget, jeg er velbevandret i. Den smule nervøsitet jeg kan føle er den, som vi alle kan føle.
Men jeg rødmer. Stadig. OG JEG ER SÅ TRÆT AF DET! Altså rødmen er jo den ultimative afsløring af, at man er utilpas i situationen, og jeg rødmer, selvom jeg IKKE er det. Hvad kan man gøre?? 2 eksempler fra den praktik jeg startede i for 3 uger siden:
Jeg sidder med til en konference blandt andre på afdelingen. Der er en der siger, "Jeg kan ikke huske, om forældrene er sammen", og så husker jeg at have læst, at de er skilt, så jeg siger selvfølgelig bare "Jeg læste, at de er skilt". Det var jo helt fint - så fik vi afklaret det, og samtalen bevægede sig videre. Jeg følte mig ikke flov eller genert over at bidrage til samtalen, men straks jeg har sagt noget, så mærker jeg bare, at jeg rødmer fuldstændig.
Andet eksempel: Sidder med til faggruppemøde onsdag eftermiddag, vi er 12. Vi tager en runde, hvor vi lige kort præsenterer os selv og vores faglige erfaring. Det har jeg det fint med. Alligevel rødmer jeg dybt, da jeg begynder at sidde og fortælle om mig selv, og de 11 andre ser på mig. SELVOM jeg ikke er nervøs over at skulle snakke foran dem.
Hvad gør jeg? Det er så forædderisk af min krop, der er slet ikke et match mellem mine tanker og følelser og så det at rødme. Altså der er ingen grund til at rødme, jeg FØLER mig ikke flov. Men det er da pisse pinligt, altså sådan en dyb rødmen i sådan en situation er et kæmpe neonskilt, der siger "JEG ER UBEKVEM VED DENNE SITUATION".
Og jeg vil rigtig gerne kunne lave noget undervisning og noget fremadrettet, så der vil jeg gerne undgå det.
Hjælp!
