Føler mig som mor for min kæreste. Puh, synes godt nok vi er hårdt ramt herhjemme efterhånden.
Personligt har jeg aldrig haft det bedre i mit liv - Jeg har verdens skønneste og nemmeste baby, en solid opsparing, mit drømmejob med en fantastisk løn og jeg skylder ikke en krone væk. Alt i alt en masse overskud både på den finansielle måde men bestemt også på min personlige konto :-)
Men så er der min fantastisk søde mand, som jeg har kendt i 7 år. Vi har altid haft særskilt økonomi på trods af mine gentagne forslag om fælles økonomi, fordi han ikke vil have jeg skal betale på hans gæld. Det ville han føle ved fællesøkonomi, og det er så bare hvad det er.
Han betaler ikke en krone til nogen af sine mange kreditorer og er på sygedagpenge. Hver evig eneste måned skal han have forudbetalt husleje + det løse (Han får ofte økonomiske saltvandsindsprøjtninger fra mig, for han har aldrig en krone) og jeg hader, hvad det gør ved vores forhold. Jeg føler at jeg har to børn - at vi på en måde har en helt skæv balance i vores forhold eftersom jeg evig og altid må redde ham ud af de mange huller han graver for sig selv uden at han vil snakke om en langsigtet løsning. Det gør det også svært for mig selv at finde ud af, hvad jeg har til rådighed om måneden.
Jeg smækkede så kassen i til sidst og ville ikke længere være med til at finansiere hans skæve prioriteringer af sin i forvejen sparsomme økonomi. Han er fx storryger og jeg ved, at det oftest er her pengene havner.
Det holdt dog ikke ret længe, for til sidst kunne han hverken betale mad eller lignende og vi skal jo altså have mad på bordet, så der måtte jeg igen spæde til blot på en anden måde. Dvs. han jo så havde brugt madpengene på sit eget forbrug og jeg på den måde igen kom til at dække for ham, ved så at betale det manglende på madkontoen. Jeg har fortalt ham, hvor ked af det jeg bliver over dette.
Jeg kan derfor aldrig regne med, hvad jeg har til mig selv og min datter. Jeg står for ALLE udgifter ift. vores fælles barn og det har jeg altid gjort, dvs. jeg betaler hele institutionenspladsen (Som er 100% egenbetaling da vi tjener for meget - sammenlagt selvom jeg betaler det hele) og bare den post alene er jo på 3000+ hver måned. Derudover har han aldrig betalt så meget som et stykke legetøj til hende. Han har ikke mulighed for at spæde til, og det må jo bare være sådan det er. Så vores datter skal selvfølgelig ikke mangle noget, derfor står jeg for den post.
Jeg bliver bare omvendt ked af, at han samtidig har råd til at ryge (2000+) hver måned som han i øvrigt har lovet at holde op med for mange år siden, og jeg så stadig står med alt ansvaret alene.
Udover det har vi et ikke-eksisterende sexliv. Vi er måske sammen en enkelt gang på et år og sådan har det være de sidste mange år. Jeg tror dels det hænger sammen med at han ikke har behov for sex (egne ord) og dels har jeg mistet lysten efter at vi har fået så skæv en balancering i vores forhold. Jeg skal sørge for alting og koordinere alt i hjemmet, det gør mig så forbandet træt. Det havde det ikke gjort hvis jeg var alene men det er tanken om at han ikke hjælper til overhoved med hverken det huslige, mad eller andet at jeg bliver træt.
Jeg skal redde ham hver gang han havner i et økonomisk hul og han er faktisk helt holdt op med at sige tak, hvis jeg hjælper til med noget. For ham virker det til blot at være en selvfølge.
Han er storryger og jeg ved, at de penge han mangler ikke går til regninger men han bruger dem på cigaretter, busbilletter mv.
Derudover har han ikke kunne passe et arbejde i særlig lang tid af gangen i de år vi har kendt hinanden. Der er så en årsag, for til sidst gik han med til at gå i behandling og her fik han en diagnose, som forklarer dette. Det gør dog ikke vores situation nemmere - Jeg vil så gerne være der for ham og hjælpe ham igennem den svære tid det måtte være - og hvis han nu var syg med fx kræft, så går man jo ikke fra hinanden. Vel? Så gør man vel heller ikke når ens partner har fået en psykisk lidelse? Dette får han i øvrigt hjælp til.
I det hele taget er jeg bare ved at være godt brugt på lige netop parforholdskontoen. Alle andre steder i mit liv er der styr på tingene og jeg føler at jeg har masser af overskud og kærlighed, det er nok også derfor jeg føler at jeg må være den stærke og blive sammen med ham og håbe på vi kan finde hinanden igen en dag? For det sidste han har brug for nu, det er da at være alene?
Som I måske har gættet føler jeg mig meget splittet. Jeg elsker min mand meget højt (Ellers havde vi heller ikke været sammen så mange år) men i vores tilfælde er jeg bare begyndt at tvivle på, om kærligheden er nok.... Jeg ville bare være så ked af at skulle bryde vores familie op nu hvor min datter elsker sin far, men hvornår er nok nok?
Tak fordi du læste med ......
